Mit valgslogan er “Hvorfor ikke?”

Det kom sig oprindeligt af min ven Nicklas’ reaktion, da jeg fortalte ham, at jeg stillede op tilbage i 2015. Han har en indre vestjyde i sig, selvom han er fra Nordsjælland, så han trak bare på skuldrene og sagde “ja, hvorfor ikke?”. 

Siden slog det mig, at netop dét spørgsmål var vigtigt at bringe til tvivlerne under min første kampagne dengang, hvor mange havde svært ved at forstå, at en komiker stillede op til folketinget - sådan for alvor. “Jo jeg gør - hvorfor ikke?” Kunne jeg blot svare, og så reagerede de fleste faktisk med sympati og forståelse. “Nåja, hvorfor ikke en komiker? Der er så mange andre erhverv repræsenteret på Christiansborg - hvorfor så ikke også denne type kunstner, som jo gør sig i samfundsobservationer.” 

Siden groede sloganet yderligere på mig. Så meget at jeg nu bruger det igen i denne valgkamp. For spørgsmålet “Hvorfor ikke?” bør faktisk være et, vi stiller noget oftere. Hver gang vi ytrer vores mening om noget, bør vi indstille os på at høre fra omgivelserne, hvorfor vi tager fejl. Sådan er vi ikke indrettet psykologisk - men i dagens samfund burde vi gøre det til trods, vil jeg påstå. 

Lad mig uddybe:

I videnskabens verden er “Hvorfor ikke?” en fast grundregel. Når en videnskabmand får en idé og fremlægger den for sine kolleger, er det dét spørgsmål, der er i alles hoveder. “Hvorfor ikke?”, “hvordan tager vores kollega fejl?”, “kan hendes teori modbevises?” 

Den tilgang har givet verden enormt meget fremgang - især de sidste 400 år, hvor tilgangen virkelig har vundet indpas overalt på kloden. Jeg tror den med fordel kan bruges flere steder. For eksempel i debat og politik. 

Problemet med tilgangen er, at den ikke føles rar. Når vi mennesker tager fejl eller bliver irettesat, føler vi ubehag. Vi føler statustab, skam og frygt. Det skyldes, at vi ikke er mentalt bygget til meningsudveksling - vi er designet til at slås - eller flygte. Den såkaldte “fight or flight”-mekanisme, som hjernens følelsecenter står for. Den er fin nok, når man er en jæger, der står overfor et vildt dyr, eller en soldat overfor en fjende. “Kan jeg tæve ham her? Eller skal jeg løbe min vej?” Der er som udgangspunkt kun de to gear i vores hjerner. Men det duer jo ikke i en debat. Der er brug for et tredje gear. For hvis din modpart kan “tæve” dig i kamp på ord, så sker der jo ikke noget dårligt. Der sker faktisk noget godt - nemlig at du bliver klogere. Når man debatterer bør det hedde “fight, flight or receive”.

Desværre har ingen fortalt det til hjernens følelsescenter. Det reagerer på samme måde som de sidste 300.000 år - med frygt og en konfronterende indstilling - når vi oplever modstand. 

Den frygt er altså ikke sådan lige at komme udenom. Men med den rette indstilling kan den tøjles. Det handler om, at begge parter i en debat skal se diskutionen mindre som en konkurrence mod hinanden og mere som en måde at blive klogere sammen på. Afsenderen af et budskab skal være klar på at få at vide, at budskabet er forkert - og modtageren på at give en empatisk irettesættelse, hvis en sådan er nødvendig. 

Jeg øver mig hele tiden på at have de indstillinger. Og som politiker i valgkampen, hvor jeg hele tiden siger min mening om noget, er det frygten som afsender, der hovedsageligt skal tøjles. Med sloganet indstiller jeg mig på den måde på at blive modsagt, således at jeg kan tage imod indsigelserne med åbenhed og nysgerrig frem for frygt og konfrontatorisk indstilling. Derfor slutter mange af mine indlæg med: “Hvorfor ikke?” 

Legaliseringen af cannabis kommer – spørgsmålet er hvordan

Af Anders Stjernholm, folketingskandidat, KBH Omegns storkreds

I dag sidder danskere i smerter og sygdom, som kunne få hjælp af en plante. 

Der sidder mennesker klar til at feste med alkohol, som ville få en bedre og fornuftigere fest, hvis der var cannabis på bordet. 

Der sidder nogen i situation, hvor alkohol bare hjælper med at klare dagen – selv for dem ville cannabis være bedre. 

Og der sidder mennesker, som vælger at feste, smertestille, behandle eller bare slappe af med cannabis, som bryder loven. De gør ingen skade, de snyder ikke nogen, de belaster ikke nogen. Alligevel er de at regne som kriminelle. 

Det er hårdt at kalde det kriminelt. For det er en offerløse forbrydelse, hvis ellers den tørrede plante i deres joints, piber, kreative rygeaggregater, bagværk, slik, e-cigaretter, te eller lasagne er anskaffet uden vold, trusler eller udnyttelse af andre. Derfor mener halvdelen af danskerne også, at det bør være lovligt.

I 2017 ønskede 53% af danskerne en legalisering af cannabis, viste en undersøgelse foretaget af Epinion for DR i 2017. Blot 27% var imod. Den 31. maj 2019 kom en ny undersøgelse, en Norstat-måling gennemført for Altinget og Jyllands-Posten, hvor hele 65% af danskerne ønsker en legalisering af cannabis. Kun 25% svarer ‘nej’. Folkets holdning rykker sig markant, for de følger tilsyneladende bedre med i udviklingen.

Modstandere mangler argumenter

I Folketinget holder de blå partier samt Socialdemokratiet stadig fast i forbudstankerne, til trods for at argumentationen bliver stadigt mere søgt. Senest blev der peget på rapporten “Lessons learned after 4 years of marijuana legalization” forfattet af lobbyorgansationen SAM (Smart Approaches to Marijuana). I den rapport har SAM håndplukket en række statistiskker for at fremvise et skræmmende billede af tingenes tilstand i de stater i USA, hvor man har lovliggjort rekreativ indtagelse af planten. 

Blandt andet peger de på, at bandekriminaliteten er steget med legaliseringen. Det skyldes dog meget naturligt, at disse stater har oplevet større smugleraktivitet, fordi borgere i de omkringliggende stater gerne vil have cannabis. Samtidig er selve implementeringen af lovlig cannabis nogle steder sket med mangelfuld regulering, hvilket har bevirket et gråt marked med kriminelle elementer. Disse erfaringer bør ikke bruges som skræmmeeksempler, men som input til, hvordan vi laver en legalisering med færre af disse problemer. 

SAM peger også på, at der er flere hospitalsindlæggelser på grund af cannabis i stater, der har legaliseret. Det giver god mening, for nu er det ikke tabubelagt at gå til sin læge, hvis man har problemer. Jeg ser det faktisk som en god ting, at folk ikke sidder derhjemme alene med eventuelle problemer. Og bruger gerne anledningen til at understrege, at intet menneske nogensinde er død på grund af en cannabisoverdosis. Der er ganske enkelt umuligt. 

I det hele taget er SAMs rapport så ensidigt fokuseret på at skræmme politikere væk fra legalisering, at vi undrer os over, at den bliver brugt som neutralt og objektivt input i Folketinget. 

Erfaringerne – og de realistiske løsninger

Cannabis er den kommende verdensleder inden for rusmidler. For det er et produkt, der er alkohol overlegent på de fleste parametre. Og det ved bryggerier og spiritusfabrikanter faktisk også godt. Derfor forbereder de sig – som dygtige forretningsfolk jo gør – på den kommende legalisering. Det bør vi politikere også gøre. Derfor har vi i Alternativet længe afholdt politiske laboratorier og høringer om en kommende model for legalisering – men deltagelse fra de andre partier i Folketinget, der også godt kan se, at forbuddet ingen nyttig effekt har. Og erfaringerne fra rundt om i verden er værdifulde for os. 

For eksempel bør vi ikke kopiere Hollands model, hvor de kun har legaliseret salg og indtagelse i coffeeshops – i detailledet af forretningen – hvorfor produktion og engrossalg stadig er ulovligt og på bandehænder. Legaliseringen bør være i alle led: Produktion, distribution og detailsalg. 

Desuden skal hjemmedyrkning være lovligt, således at brugerne selv kan skubbe til udviklingen. Når først vi giver denne plante fri, skal den være fri for at alle benytte, udnytte og udvikle. Hjemmedyrkningen vil også være en vigtig balancestang i forhold til prissætning fra udbyderne. Når folk kan lave produktet hjemme, sætter det naturligvis et loft over, hvor meget man kan tage for produktet i handelen.

Generelt står vi her med en debat, hvor sund fornuft står overfor en sær ulogisk konservatisme. For det er ganske enkelt ikke etisk forkert at nyde cannabis. Det er hovedårsagen til, at de fleste støtter en legalisering. Og det er tilmed fornuftigt for os som samfund. Som rusmiddel kan vi styre det, som medicin kan det hjælpe os, og som handelsvare kan det blive et nyt erhvervseventyr for Danmark.

 

Pandaerne handler om at opdrage Kina

Pandaerne i Zoologisk Have i København har været centrum for meget påstyr de sidste par uger. Og det er ikke uden grund. Pandaerne er symbolet på Danmarks knæfald for et Kina ledet af Xi Jinping, der ikke giver en fuck for menneskerettigheder, ytringsfrihed eller almindelig respekt for mennesker. For manden er et lille barn.

thumbnail_IMG_0927.jpg

Derfor har jeg både onsdag og torsdag været i og omkring Københavns Zoo med tibetanske flag for at demonstrere for ytringsfrihedens ukrænkelighed og nødvendigheden af respekt og opretholdelse af menneskerettighederne. 

Mange mennesker har udtrykt en holdning til sagen, som jeg gerne vil adressere her i debattens efterspil. Deres holdning er kort sagt: "Danmark skal ikke spille helt. Vi er et lille land, der er afhængig af samhandel med større lande. Vi skal derfor hellere handle med Kina og se, om vi kan påvirke tingene den vej rundt.”

Min klare indstilling er: NEJ! Gufuckskalvirøv bare lægge os ned som en panda i bunke bambus og være nuttede og underdanige, fordi vi er et lille land. 

Anmærkning 2019-04-12 135034.png

Xi Jinping er det mest magtfulde menneske i verden – allerede 6,5 år inde i sin tid som Kinas leder. Han kan muligvis sidde som leder af verdens folkerigeste land – og verdens kommende største økonomi – resten af sit liv. Og det liv kan godt blive langt, hvis han får en bloodboy tilsendt hver måned fra Tibet eller fra et fængsel med torturerede Falun Gong-medlemmer. 

Når danske politikere bukker, nejer og føjer Xi’s vilje – så er de med til at skabe en verdensleder, der bliver bekræftet i sin magtfuldkommenhed. I forvejen føjer Kinas enevældige kommunistparti mandens mindste vilje og har for eksempel forbudt Peter Plys, fordi den store leder ikke kan tåle at få sit udseende sammenlignet med den naive bamse (Link: China bans Winnie the Pooh film after comparisons to President Xi).

Det er sådan et barn, der er i spidsen for Kina! Hans censurering af Peter Plys er kun toppen af en kransekage, der inkluderer forbud mod tibetanske flag, internetcensur og undertrykkelse af menneskerettigheder. Og når ingen tør opdrage på ham, kan jeg ikke se, at planetens fremtid bliver bedre.

thumbnail_IMG_0943.jpg

Danmark skal sige fra. Ligesom andre lande skal sige fra. Kun sådan kan vi få en ledelse af Kina, der er sin opgave voksen som verdens største supermagt. Når vi bøjer vores principper i håbet om at få en større del af de mange Yuan, Kina drysser ud over planeten som en rapper på en stripklub efter sit første monsterhit, så medvirker vi til at gøre Jordens leder til en buttet King Joffrey. 

Det er en ynkelig, underdanig, grådig adfærd, som i det lange løb ikke vil gøre os nogen tjenester. Danmark skal vise styrke og principfasthed. I troen på de universelle rettigheder, som menneskeheden har defineret for alle. I troen på en fremtid på Jorden, hvor fredelige mennesker vil leve med forståelse og respekt for hinanden – og med klare sanktioner overfor grådighed og undertrykkelse. Takket være informationsteknologien bliver flere og flere mennesker klar over, hvordan verden drejer – og dermed vil flere og flere sige fra. At Danmarks regering pt. ikke er med blandt disse, bliver et skammeligt kapitel i vores historie. 

Vi skal vise, hvordan denne fremtid bliver lys. Vi skal være det bedste land FOR verden. Vi skal sige fra med klare stemmer og principfasthed! 

Hvis jeg var integrationsminister...

Hvis jeg var socialminister eller integrationsminister, ville jeg gribe klart og kontant ind overfor religiøse prædikanter, der åbenlyst praktiserer kvaksalveri og manipulation. 

TV2-programmerne “Guds bedste børn” har vist danskerne den allerværste side af sekterisk religion. Ligesom dokumentaren “Moskeerne bag sløret” viste, hvorledes islams autoritet blev misbrugt af imamer, ser vi i denne omgang kristendommen udnyttet i vanvittige længder.

Torben Søndergaard - lederen af The Last Reformation - og Ruth Evensen - lederen af den bevægelse, der tidligere hed Faderhuset - er de to hovedpersoner i udsendelserne. De er initiativrige og driftige. Torben har skabt en massiv bevægelse med masser af frivillige følgere, og Ruth har bygget videre på Faderhuset og bruger nu sin menighed som billig arbejdskraft på Bandholm Hotel på Lolland - og nogle af disse mennesker er flygtet til Tjekkiet for at undgå offentligt opsyn med deres børn. 

Integrationsministeren og socialministeren bør reagere her. Børn bliver manipuleret og opdraget til en fundamentalistisk tankegang, der strider fuldstændig mod de værdier, vores samfund bygger på. 

Det er åbenlys psykologisk manipulation, når et barn (eller en voksen) bliver fortalt, at vedkommende er besat af dæmoner og skal mærke en uddrivelse. MEN: Der er jo en chance for, at det er rigtigt. Vi kan ikke modbevise, at dæmonuddrivelse - eksorcisme - er gavnligt. Derfor er også en praksis, Jesus angivelig gjorde sig i, og som den katolske kirke fortsat støtter. Ligesom vi heller ikke kan modbevise, at jødernes pagt med Gud er ægte, og at de derfor skal omskære deres børn. Ligesom vi heller ikke kan modbevise, at Jesus var Guds søn - hvilket jo er grundlaget for folkekirken. Og vi har indrettet et samfund, hvor den enes usandsynlige gæt legitimerer den andens. 

Men er vi ikke ved at være klar til et opgør? Hvor vi tegner en klar skillelinje med hensyn til, hvad man må udsætte børn for? Og eksorcisme og dommedagsprofetier hører i mine øjne til ting, der tydeligt skader børn. Og så må hensynet til, at der er en mikroskopisk chance for, at der findes dæmoner i mennesker eller at dommedag kommer snart, ganske enkelt vige. Jeg er ikke bange for at tage den chance. 

Heldigvis mener jeg ikke, at det er svært at påvise, at eksorcisme, tungetale og sekterisk udøvelse af religion er dybt skadeligt for mennesker. Der er efterhånden læssevis af erfaringer fra tidligere religiøse, som kan fortælle om, hvordan det kan sætte sig i sindet i form af traumer, angst og neuroser. Og når jeg taler med folk i Eftertro - et netværk for tidligere troende - så reagerer flere med store følelser over disse programmer.

Derfor mener jeg, at regeringen kan sætte ind på flere områder overfor for disse religiøse manipulatorer. Det her ville jeg i hvert fald gøre, hvis jeg havde magten til det: 

  • Gå efter Bandholm Hotel økonomisk. Ruth Evensen er stadig leder af en sekt. Nu er den blot kapitalistisk - ikke religiøs. Hvad foregår der finansielt omkring hende? Har de ansatte kontrakter? Bliver de lovligt aflønnet?

  • Jeg ville hyre Jan Hellesøe - måske nationens bedste psykologiske manipulator - til at demonstrere, hvad det er prædikanter som Torben Søndergaard gør. Og jeg vil lade Torben Søndergaard overvære det. Udfordre ham, Hans Bertelsen, Christian Hedegaard og alle deres kvaksalverkolleger til at forstå, hvad deres “evner” egentlig går ud på.

  • Opgradere krisecentrene. I 2017 gik 4.561 mennesker forgæves til landets krisecentre for at få hjælp. Det er et tegn på, at alt for mange i Danmark lever i tilstande, de ikke kan acceptere. Når staten - fællesskabet - på denne måde ikke kan gribe de udstrakte hænder ud, så vælger mange jo ikke at række ud til at starte med. En markant opgradering af krisecentrene - jeg har tidligere talt om 300 millioner kroner om året - vil vise de mange udsatte, at der er hjælp at få. Og det vil stække de forkvaklede forkynderes magt. 

  • Og så ville jeg tage et kig på tipsmidlerne. Nogle af dem er endt i Torben Søndergaards lommer. Og andre dubiøse foreninger kan også udsætte børn og voksne for grove manipulationer med hjælp fra offentlige kasser.

Og sidst men ikke mindst, så ville jeg forstå, at religion er en meget stærk kraft med store konsekvenser for både individ og samfund og derfor arbejde for sekularisering. En klar adskillelse af stat og religion. At disse foreninger får tilskud fra det offentlige i form af tipsmidler er fuldstændig forrykt - men de får allerede skattefordele i og med, de er religiøse foreninger. Så vi kommer ikke udenom, at den danske stat bidrager til problemet. 

Behandl alle ens, og ræk en hånd ud til dem, der har brug for det. Det er simpelt, det er fair, det er billigt, og det føles helt rigtigt inde i brystet. Vi behøver ikke forskelsbehandle eller gå på kompromis med vores integritet. 

 
Fra TV2-programmet “Guds bedste børn”

Fra TV2-programmet “Guds bedste børn”