Ghettopakken er molbopolitik, der vil give islamister mere magt

Jeg er blandt de, der er nervøse for de negative dele af islams indflydelse i Danmark. Derfor synes jeg, at ghettopakken er en skidt idé. Som religionskritikker og ulighedsorienteret politiker er jeg meget bange for, at ghettopakken kommer til at give dansk islamismes bagmænd mere magt, og dermed betyde yderligere udbredelse af et syn på kvinder, homoseksualitet og videnskab, som vi har brugt meget energi på at få ud af vores samfund. 

Hvis man fra politisk side ønsker at se islam fornyet og muslimerne tage en mere sekulær kultur til sig, kræver det en noget anderledes strategi. En hvor man rækker ud til de muslimer, der ønsker det samme. Og det kræver ressourcer, hvis moderate muslimer skal reformere islam, og ateistiske muslimer skal give islam en oplysningstid. Ghettopakken vil betyde dårligere økonomi for mange af de moderate muslimer. Minoriteten i minoriteten vil blive yderligere trængt. Og generelt vil muslimske danskere blive mere desperate med hensyn at finde en fremtid, finde fællesskaber og finde fodfæste i livet. Dertil kan vi lægge den symbolske dimension: Med denne pakke viser regeringen, at muslimerne ganske enkelt ikke er velkomne i Danmark. Omend de ansvarlige politikere vil kalde det noget andet, så er det tydeligt for de fleste - og det er i høj grad sådan, det bliver opfattet af de ramte. 

Konsekvensen er klar nok. Et sådant pres avler modpres, og den ekskluderede minoritet vil sandsynligvis opsøge andre økonomiske muligheder og andre fællesskaber - og dem står moskeerne klar med. Bakket op af penge fra udlandet, hvor man i den grad se ideen i at investere i danske muslimer, når nu Christiansborg ikke kan. 

Ghettopakken er en sikker måde at gøre islam stærkere på. I en sådan grad, at jeg tvivler på de reelle hensigter fra regeringen. Ideen er simpelthen for dårlig. Hvilket nu også bevirker, at Dansk Folkeparti forhåbentlig genovervejer deres tilslutning til planen.  

Hvis vi ønsker at dæmme op for islams indflydelse blandt danskerne, så kræver det at man fokuserer på ideologien og religionen islam i stedet for på dens følgere. Og islam næres af indtægter fra udenlandet, fra halal-certificering og fra de skattefordele alle anerkendte religioner nyder i Danmark. Oveni i de økonomiske forhold, er der naturligvis også det faktum, at selve tanken om guder og religiøse regler nyder stor respekt i Danmark, idet vi har en statsunderstøttet folkekirke. Hvis man ønsker at modvirke ideologien islams udbredelse kunne det være en idé at kigge på nogle af de forhold - i stedet for det symbolpolitiske molboforslag, ghettopakken er. 

Kapitalismen er blevet dødssyg – lad os operere

Danske Bank-skandalen, CumEx, Panama-papers, systematisk skatteunddragelse. Disse egoistiske, nærmest psykopatiske, fuskerier er det tydeligste symptom på, at kapitalismen i det 21. århundrede er i krise. Jeg ser to mulige behandlinger: Øjeblikkelig operation eller aktiv dødshjælp. Jeg håber på den første løsning. 

Kapitalismen, som defineret af Adam Smith, handler om, at du med din driftighed igangsætter aktivitet, som smitter af på omgivelserne. Den kapital, du akkumulerer, kan reinvesteres og give vækst til flere. Således bliver din egennytte til en nyttig værdi for fællesskabet.

Ah, skønne minder, hva’? For sådan en tankegang er fuldstændig væk for aktørerne i Panama Papers, Danske Bank-skandalen eller de nyligt afslørede CumExFiles. Gør de mennesker, der har begået disse ulovligheder, sig en eneste tanke om, hvad deres arbejde har af effekt på andre?

Egoismen har nået psykopatiske højder, når man på denne måde rager til sig uden omtanke. Men en sådan psykopati – i en sådan skala – er ikke én persons ansvar. Jeg tror, at disse egoister er produkter af et finanssystem, der er så langt adskilt fra vores egentlige økonomi, at konsekvenserne af deres handlinger bliver abstrakte for dem. I deres øjne virker deres egen egoisme harmløs. De er produkter af en opvækst og skoling i en international handelsverden, hvor det tal, der står på bundlinjen, er vigtigere end din kundes tilfredshed.

Disse skandaler udgør et menneskeligt tab på flere områder. For det er en kulturel deroute, der er forudsætningen for at en række mennesker kan finde på at gøre, som de har gjort. Whistlebloweren Frank Tibo fra CumEx-sagen fortæller om en kultur, der flugter med Brooke Harringtons beretninger fra skattely-eksperternes omgangstone: De føler intet ansvar for deres samfund og for deres handlingers konsekvenser. Jeg tror – og håber – at det for de fleste er en tillært psykopati.

Hvem er det, der betaler prisen? Europas befolkning, som på flere måder bliver snydt. For det første: Snydt for bedre offentlig service for de skattepenge, der er væk. For det andet: Snydt for en bedre privat erhvervssektor, som sandsynligvis ville stå stærkere i konkurrencen, hvis ikke finanssektoren havde så gunstige vilkår. Og for det tredje: Snydt for gode hoveder. De store summer, der kan tjenes i bankverdenen, tiltrækker store dele af den mest kvalificerede arbejdskraft. De hoveder, der kunne være blevet ingeniører eller iværksættere, strammer i stedet slipset og jagter formuer ved at flytte papir. Den hjerneflugt – fra mere samfundsmæssigt nyttige erhverv over mod finansarbejde – tror jeg ikke kan undervurderes. På langt sigt kan det sætte vores globale civilisation mange år tilbage, når CBS er mere tillokkende end DTU.

Jeg mener, at de her skandaler er symptomer på en bankverden, der er ved at sejre sig selv ihjel. Hvis finanssektoren fortsætter sin grådige udsugning af den øvrige del af vores økonomi, vil europæerne som den sidste nødløsning simpelthen vende deres nuværende valutaer ryggen og starte rebeløkonomier. En sådan overgang vil næppe blive fredelig. Det er derfor, jeg i underrubrikken her skriver, at jeg ikke foretrækker aktiv dødshjælp som løsning på krisen. Jeg mener, at systemet bør reddes.

Men hvordan? Ved at lære af de fejl, der er begået de sidste 50 år, hvor finanssektoren er blevet givet længere og længere snor. Vi starter en smertefuld, for mange uoverskuelig, men også nødvendig omstillingsproces.

Dereguleringen af finanssektoren har ikke gjort noget godt for os. Genindfør den amerikanske Glass-Steagall-akt (som netop tæmmede finanssektoren) opsplit de store finansielle supermarkeder, flyt pengeskabelsen fra de private banker tilbage på nationale demokratiske hænder og giv forbrugerne mulighed for at vælge bankerne fra ved at tilbyde en Nemkonto i nationalbanken. Det er et par af de mest fornuftige og påtrængende indgreb. Når det kommer til decideret snyd og kriminel aktivitet skal vi selvfølgelig give politi og skattemyndigheder væsentlig flere ressourcer til at jagte disse nye tyve. Derudover må svingdørene mellem politik, institutioner som Finanstilsynet og bankerne selvfølgelig lukkes.

Sådanne indgreb vil ganske vist betyde indtægtsfald for bankerne, men det er heller ikke til at komme udenom nu. Profitten har for længe været unaturligt høj – på bekostning af indtjeningen i den øvrige erhvervssektor og forbrugernes budgetter (bl.a. gennem høje boligpriser). En hård, retfærdig og nødvendig behandling af finanssektoren kan få reetablere branchens egentlige rolle i samfundet: At administrere kapital.

En år årsagerne til problemet lader netop til at være, at mange bankfolk glemmer, at deres rolle netop er administration – ikke innovation. Når finanssektoren udvikler nye produkter, har disse sjældent værdi for kunderne – dvs. kunderne forstået som: Den øvrige erhvervssektor, offentlige institutioner eller landets borgere. Snarere er innovationernes værdiskabelse rettet imod finanssektorens egne spekulanter og institutioner. Det er sådan udviklingen – finansialiseringen – virkelig kommer op i tempo.

Naturligvis kan individer holdes ansvarlige for kriminel skatteunddragelse – og det skal de også. Men min hovedbekymring er de strukturer og den kultur der skaber disse mennesker og giver dem disse muligheder. Systemet er sygt.


Første gang udgivet på RÆSON.dk d. 19. oktober 2018


Bankerne er blevet en cancersvulst på vores økonomi

Problemerne med vores banker er desværre langt mere omfattende end blot hvidvask og skattekriminalitet. Nu hvor Danske Banks uetiske fuskeri er sprunget op ad æsken som en asocial trold, bør vi se på en større reformering af finanssektoren. For der er noget helt galt.

Bankverdenen har udviklet sig fra en praktisk sektor, der fordelte vores midler rundt i samfundet til en parasit, der suger livet ud af vores økonomi. Hvis vi ikke stopper denne cancer, risikerer vi ruin for hovedparten af befolkningen. Det her skal fikses for vores egen og for bankernes skyld.

Se på det således: Bankerne og finanssektoren er vores samfunds regnskabsafdeling. De administrerer pengene og fordeler dem i de andre afdelinger, således at vi som samfund får mest ud af dem. Problemet er at bankerne i dag ikke gør det arbejde ordentligt. De gør det faktisk elendigt og meget dyrt. Enhver virksomhed med en unødigt stor regnskabsafdeling ville også få problemer.

I sin helhed er finanssektoren niveauet under det politiske system og Nationalbanken. Det kan anskues som en pyramide, hvor bankerne er et lag relativt højt oppe. Det lag skal være der. Det er vigtigt for vores økonomi, at der er en sektor, der har et økonomisk overblik og sørger for, at pengene fordeles bedst muligt. Problemet er: Den nuværende udgave tager en uforholdsmæssig stor andel af pengene til sig selv.

Pyramide1.jpg
pyramide2.jpg

Det er ikke menneskene i finanssektorens fejl. Det er en systemisk fejl. For de færreste har et komplet overblik over systemet. Mig selv inklusive – men når vi ser på, hvordan vores økonomi kører, så virker det i mine øjne klart, at bankerne og finanssektoren suger livet ud af vores generelle økonomi som en kræftsvulst.

Grådighed er motoren
Igennem verdenshistorien har de grådigste i samfundet altid arbejdet med selve pengene. De grådigste gik efter guldet. Fordi guldet var selve grundlaget for vores betalingssystem.

I dag kan man også arbejde med medicin eller IT og blive godt betalt. Men den reneste grådighed findes der, hvor den altid har været: I selve forvaltningen af vores penge og betalingssystemer.

Derfor bør denne sektor af vores samfund altid være under nøje opsyn. Danske Bank-skandalen understreger også dette behov. De, der sidder på kassen, må forvente, at vi holder ekstra øje med dem. Derfor bliver jeg utryg, når vi har en nu forhenværende erhvervsminister, der bad os om at ”stoppe mobningen af bankerne". Det kræver ikke stor økonomisk indsigt at se, at bankerne ikke har løst deres opgave værdigt i et langt stykke tid. Desuden kan disse milliardoverskudsgenererende mastodonter nok godt leve med, at vi driller dem. Og med ”drille” mener jeg ”gør opmærksom på alvorlige systemiske problemer, der truer vores samfunds stabilitet”. Det er ikke noget anti-kapitalistisk propaganda, jeg forsøger mig med her. Faktisk bør især kapitalister bør være opmærksomme på problemet – for det truer selve kapitalismens kerne.

Den rene kapitalisme lider
Kapitalisme handler om, at kapital bliver reinvesteret, således at man skaber vækst til gavn for alle. Men for at det lykkes, kræver det, at investeringerne er aktive – at de vedkommer andre. Investeringer i produktion, forskning og uddannelse er aktive investeringer. Når pengene lægges i ejendomme eller ren finansspekulation er det passive investeringer, som næsten udelukkende tjener det formål at skaffe flere penge til investoren. Og beklageligvis er det netop den slags investeringer, som har været mest lukrative de sidste årtier.

Det er den form for finansialiseret kapitalisme, som risikerer at blive enden på selve konceptet. Hvis ikke de ivrigste kapitalister selv kan se, at finanssektoren er i gang med at pervertere ideologien kapitalisme, så står vi med en svær opgave foran os. De, der lever af reel kapitalisme: produktion, distribution, byggeri og salg – står forrest i køen blandt alle os, der bliver snydt af dette system. Ergo bør de også være de vredeste.

Finanssektorens unaturligt gode vilkår gør jo, at andre sektorer af erhvervslivet ikke kan konkurrere med dem. De gunstige lønforhold betyder, at flere unge talenter vælger CBS frem for DTU, og man kan vel ikke bebrejde de bedste i arbejdsstyrken, at de af den samme grund vælger jobs i banker og forsikringsselskaber frem for produktionsvirksomheder. Det er jo netop det, man lærer som god kapitalist. Der er risiko for en reel hjerneflugt, hvis vi ikke tager den problematiske udvikling alvorligt.

Svært for sværhedens skyld
Beklageligvis er en af årsagerne til problemet også den, at finansøkonomi er ret kedeligt og ret svært.

Da jeg gik på handelsskole (HHX) og modtog undervisning i fag som afsætningsøkonomi, indså jeg gradvist, at fagligheden meget handlede om basal matematik pakket ind i lange ord, som var svære at huske. Finansiel virksomhed har taget denne tendens videre: Derivater, renteswaps, valutafutures, gearing, osv.

Som komikeren John Oliver har slået fast: "Hvis du vil gøre noget ondt, så gør det kedeligt.” Denne smarte lille regel er tilsyneladende en favorit i bankverdenen. For det her er så absolut kedeligt. I min stræben efter at forstå pengeøkonomi er jeg ikke sjældent faldet i søvn med hovedet i teksterne - og derpå vågnet med adrenalinen buldrende, fordi min retfærdighedssans dirrede, når jeg indså flere faktorer af ligningen. Moderne bankvirksomhed er meget kompliceret matematik pakket ind i meget lange ord.

Og flere af de lange ord dækker over produkter, som ikke har nogen reel værdi for vores samfund. Mange finansielle produkter er blot skabt for at sikre nogle mennesker mere gevinst. Og når der kommer flere mennesker, der gerne vil have større gevinst i en voksende finanssektor, så får vi et system, der er tvunget til at sørge for sig selv for ikke at kollapse.

Fra at være en sektor, der ydede samfundet den service at fordele pengene, betyder finanssektorens sammensætning, at mange af pengene bliver indenfor dens egne rammer. Og dermed bliver dynamikken i vores samlede økonomi kvalt. Langsomt nærer finanssektoren sin egen vækst. Ligesom cancer gør det.

Aktier og stigende boligpriser dræner væksten
Den romantiske gamle tanke om, at aktiemarkedet handler om, at mennesker med penge i overskud kan kanalisere disse penge til mennesker med gode ideer skal dø. Fordi sådan er det ikke længere. Meget af vores vækst – og retfærdig pengefordeling –  går tabt, fordi alt for mange penge recirkulerer i finanssektoren. I USA er det hele 85% af de penge, der lægges i aktier, som aldrig ser de virksomheder, der investeres i – pengene bevæger sig blot fra den ene aktiespekulant til den anden. Aktiemarkederne har vokset sig til monstre af grådighed, hvor computere foretager lynhandler på mikrosekunder og skaber gigantprofitter til mennesker, der i forvejen sidder på en uforholdsmæssig stor del af vores samlede kage.

Samtidig er vores boligmarked også blevet en pengemaskine for finanssektoren. I dag køber banker for eksempel selv broderparten af de realkreditobligationer, deres egne realkreditinstitutter har udstedt. På grund af finanssektorens incestuøse handelsmetoder er den dermed med til at presse priserne op. Hvilket naturligvis giver større boliglån – med en større fortjeneste for selvsamme banker.

Således betyder en boligskattesænkning for eksempel ikke, at borgerne i Danmark får synderligt flere penge i hænderne. Den lavere boligskat betyder blot prisstigninger på boligerne, som bankerne tjener penge på at låne os penge til. Også her er finanssektoren en cancersvulst på vores økonomi. Derfor bekymrer det mig, når vores finansminister Kristian Jensen ser entydigt positivt på de stigende huspriser. Der er en ret åbenlys bagside, og den bør alle partier kunne se – og især en finansminister.

Bankerne har både penge og magt
Et overordnet systemisk problem i det her er, at bankerne i dag skaber hovedparten af vores nye penge via udlån. Det er ikke længere til diskussion. Det er efterhånden slået fast af eksperter i ind- og udland.

Mængden af penge i Danmark er steget fra 450 milliarder i 2003 til 1150 milliarder i 2017. Og pengene er først og fremmest endt i lommerne på dem, der er øverst i pengehierarkiet – i toppen af pyramiden.

Hvis mange af disse begreber giver dig hovedpine, så forstår jeg det godt. Finanssektoren er vanskelig at overskue. Det, mange almindelige mennesker står med, når de orienterer sig om finanssektoren, er en fornemmelse af, at noget er galt. Og det er ikke forkert. Noget er fuldstændig galt. At flytte penge skaber jo ikke noget. At bygge ting, producere ting, at hjælpe andre – det skaber noget. Alligevel er det den sektor af vores samfund, der står for at flytte penge, der tjener mest og vokser mest. Diagnosen er cancer. Og erkendelsen af problemet er første skridt. Hvis vi kan blive enige om det, kan vi se på løsningerne:

Hvad kan vi gøre?
Problemet kan løses på mange måder. Og jeg er fan af dem alle sammen. Vitterligt. Hvad som helst, som kan dæmpe symptomerne eller begrænse den cancerlignende parasit, som finanssektoren er blevet, tilslutter jeg mig gerne. Naturligvis ser jeg helst en omfattende reform – men mindre skridt kan også gøre det i første omgang. Blandt de fornuftige forslag er blandt andet:

Adskillelse af opsparingsbanker og investeringsbanker
Ved at lave en opsplitning mellem erhvervsbanker og øvrige finansielle institutioner, kan vi dæmpe lidt af den hysteriske investeringslyst, der skaber den økonomiske overophedning.

Det giver også mulighed for at indføre en statsgaranti på alle indlån, således at en bankkonkurs i en opsparingsbank ikke kommer til at gå ud over kunderne.

Denne idé er ikke ny eller alternativ. Faktisk blev den indført i kølvandet på børskrakket i 1929 i USA. I 1933 blev loven – kaldet Glass-Steagall – vedtaget og fungerede faktisk udmærket frem til 90’erne, hvor Bill Clintons regering afskaffede i 1999. Efterfølgende har økonomer som nobelprisvinder Joseph Stiglitz peget på netop fjernelsen af Glass-Steagall-loven som en af årsagerne til finanskrisen i 2008.

Skat på finansielle transaktioner
For et dæmpe det mest hysteriske og uhensigtsmæssige investeringsvanvid bør vi indføre en skat på finansielle transaktioner. En sats som 0,1 procent på aktie- og obligationshandler er nok – og er også blevet foreslået af EU tidligere. Det vil samtidig indbringe samfundet op mod 6,5 milliarder kroner om året.

Loft over bidragssatserne
Et mindre forslag – som jeg indtil for nylig troede, at de fleste på Christiansborg også kunne skrive under på, skulle være at begrænse bankernes mulighed for at plukke boligejere via de såkaldte bidragssatser – gebyrer på realkreditlån. Disse er altså er udover renterne, som i disse år er meget lave – set fra udlåners perspektiv. Derfor er bidragssatserne vokset eksplosivt siden 2008. Fra 0,5 procent til 0,75 procent af lånet. Det er stigning på 50 procent over et årti – og realkreditinstitutterne prøver ikke at bremse udviklingen.

Derfor stillede SF i vinter et forslag i Folketinget om at lægge loft over bidragssatserne, men hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti stemte for. Jeg undrede mig ikke så lidt over, at disse ellers lighedsorienterede partier ikke så den mulighed for at gøre deres vælgere en tjeneste.

Nationalisering af pengeskabelsen
Selvom jeg ønsker hvilke som helst af disse forslag vedtaget i Folketinget, er der én ting, der fremstår vigtigst: At få pengeskabelsen ud af private hænder.

Som nævnt tidligere bliver hovedparten af nye penge i vores system ikke trykt eller skabt af Nationalbanken. De kommer til verden som gæld skabt af private banker, når kunderne låner penge. Dette er i mine øjne hovedårsagen til mange af de finansielle problemer, vi står med i dag.

Et privat erhvervsliv er vigtig og gavnligt for et samfund. Men nogle opgaver er ganske enkelt så vigtige og/eller lukrative, at de bør udføres af staten, således at overskuddet går til os alle. At skabe penge er en sådan opgave.

Hvis Nationalbanken og ikke private banker står for at bestemme, hvor mange nye penge, der skal ud i samfundet, vil selvsagt vi få en langt mere stabil økonomi – for vi vil undgå de decideret latterlige store summer, der er blevet sprøjtet ud fra profitorienterede banker. Denne løsning vil sikre en ansvarlig, gennemsigtig og demokratisk proces til gavn for alle.

Og så er den jo ret simpel – for det er egentlig bare den model, de fleste tror, vi allerede har.

Patienten er syg – hvem tør operere?
Det var på tide at gøre noget ved bankernes magt og privilegier for 10 år siden, da finanskrisen ramte. Dengang dummede vi os for at sige det ligeud. Vi købte den illusoriske forklaring om, at finanssektorens velbefindende var det vigtigste for vores samfunds økonomiske struktur. Det er det ikke. Det er menneskerne i bunden af pyramiden, der er de vigtigste for, at vi har en sund økonomi. Og flowet af penge, ressourcer og ydelser imellem alle lag af samfundet er vigtigt. Og det hele lider under finanssektorens nuværende cancereffekt. Systemet fejler tydeligvis noget, og diagnosen er klar nok. Spørgsmålet er, om vi har lægerne – i form af politikere – der tør operere patienten?


Første gang udgivet på politiken.dk d. 5. oktober 2018

Hvis du er bange for flygtninge - så vil du hæve udviklingsbistanden

Udviklingsbistand: Alternativet er kommet med et ønske om, at Danmark skal forøge sin udviklingsbistand markant for at fremtidssikre vores samfund. Claus Kvist Hansen (DF) skriver i et debatindlæg, at han undrer sig over, hvorfor der ikke er en finansiering af vores forslag. For der er ikke noget konkret forslag - og derfor ikke nogen konkret finansiering. Der er en vision. En ambition. Alternativet forstår, at verden står overfor nogle årtier, hvor flere mennesker end nogensinde før vil flytte sig for at få bedre levevilkår. Vi vil opleve flygtninge- og migrationsstrømme i et omfang, der vil få de seneste års tilstrømning til at blegne.

Det er blandt andet derfor, at Alternativet ønsker større visioner for dansk og vestlig udviklingsbistand. Det er derfor, at FN har bedt verdens rige befolkninger afsætte flere midler til at bekæmpe ulighed og klimaforandringer, og grunden til en forenet menneskehed forlod klimakonferencen COP21 i december 2015 med ambitioner om at tage klimakatastrofen langt mere alvorligt.

Det er derfor, jeg i en kronik i Jylland-Posten slog på tromme for, at vi afgiver noget af vores for at sikre, at planetens mest udsatte mennesker kan få en lysere fremtid. For ikke blot mener jeg, at det er etisk rigtigt at gøre - på den der måde, der giver en varm følelse i brystet af at gøre noget godt - det er også fornuftigt af andre grunde. En højere udviklingsbistand vil medvirke til, at flere af Jordens indbyggere har en chance for et godt liv der, hvor de er. Og dermed holde dem fra at flytte sig til mere egnede områder - for eksempel Danmark.

Derfor undrer det mig ikke så lidt, at Dansk Folkeparti er så stolte af deres medvirken til at skære dansk udviklingsbistand. Netop den forebyggelse af nød, klimaforandringer, krig og konflikt, som udviklingsbistanden medvirker til, er jo vital, hvis vi skal gøre os noget håb om at holde tilvandringen til Danmark nede. Så jeg vil anbefale Claus Kvist Hansen og ligesindede at smide lidt af "hvor skal pengene komme fra"-fokuseringen og i stedet se på, om ikke denne ambition burde deles af flere? At tro vi kan lade stå til på den måde, som den nuværende politik lægger op til, vil med al sandsynlighed betyde flere naturkatastrofer, flere konflikter, mere nød og flere flygtninge og migranter ved de danske grænser. Og det kan jeg ikke se er ønskværdigt for nogen - udover selvfølgelig politikere, der lukrerer på netop sådan en udvikling.


Første gang udgivet hos Fyens Stiftstidende d. 23. februar 2018


Debat: Misundelige migranter kommer herop – hvad gør vi ved det?

Hvis vi vil undgå, at flygtninge og migranter søger mod Danmark, så kan vi ikke bare passe os selv. Så skal vi forstå vores rolle som privilegeret foregangsland og hæve udviklingsbistanden til et langt, langt højere niveau.

Jeg kan ikke lide den globale ulighed. Jeg er decideret bange for den. Fordi jeg er rig og gerne vil fortsætte med at være det. Mit forslag er derfor, at vi enten begynder at dele vores goder retfærdigt - eller også erkender vi, at vi ikke nærer nok kærlighed til vores medmennesker. Men så skal vi også erkende konsekvensen af den manglende kærlighed: Flygtningestrømme i et omfang vi i dag ikke har fantasi til at forestille os.

De seneste års politiske debat har været domineret af frygt for de fremmede, der kommer til vores land. Om det er migranter eller kvoteflygtninge, er for mig underordnet i dette indlæg. Pointen er, at den migration, verden ser i disse år, næppe bliver mindre de næste årtier, så vi har brug for at erkende og forstå årsagerne. Og voldelige konflikter er blot én af dem.

Fattigdom har tydeligvis en rolle at spille. Armoden i alt for mange samfund kvæler håb for forbedring. De er ude af stand til at håndtere den klimakrise, som med tørke eller oversvømmelser, udpining af landbrugsjorden og skovrydning gør ren og skær overlevelse sværere og sværere – hvis ikke umulig, og dermed tvinger folk på flugt. I 2016 blev 23,5 millioner mennesker drevet på flugt af ekstremt vejr og klimaforandringer. Det er tre gange så mange, som samme år flygtede fra krig og konflikt.

Migration er en given ting. Mennesker vil altid flytte sig derhen, hvor de passer ind og har bedst muligheder for at skabe et godt liv. Men den nuværende migration er ikke naturlig. Den er unaturligt stor - og unaturlig af årsag. Det enkelte menneskes handling kan snildt forklares - han eller hun foretager et fuldt ud logisk og berettiget valg. Men at vi har et verdenssamfund, der har skabt en sådan migration, er unaturligt. For med vores nuværende niveau af teknologi og produktion burde vi snildt kunne rumme alle. Men vores evne til at tilpasse os hinanden er tilsyneladende ikke god nok. Når økonomien er presset, ser vi ikke længere fællesskabet som et gode, og så fokuserer vi på vores forskelligheder. Den fremmede hudfarve, mad og kultur, som før var spændende, er nu pludselig skræmmende.

Om end fattigdommen langsomt mindskes i disse år, går det overhovedet ikke hurtigt nok. Alt for mange mennesker står uden en reel chance for at forbedre deres liv – med mindre de flygter op til os. At mange vælger den løsning, kan vi derfor ikke bebrejde dem. Og klimakrisen vil efter alt at dømme sende flere hundrede millioner mennesker på flugt de kommende årtier. Selvom de fleste formentlig vil være internt fordrevne eller søge sikkerhed i nabolandet, mon så ikke en del vil forsøge at komme op til os også? Det tror jeg godt, vi kan regne med. Historisk har uligheden været værre, end den er i dag. Men den har aldrig været tydeligere og bedre kommunikeret. Billeder og budskaber om USA's og Europas overflod af mad, lækre boliger, fladskærme, velfungerende demokratier og offentlige ydelser kan i dag ses af langt flere af planetens indbyggere via internet og telefoner. Til forskel fra tidligere tider er den fattige del af verden klar over den globale ulighed i en helt anden grad.

Derfor frygter jeg ulighed. Fordi jeg er grådig og gerne vil beholde mine ting. Jeg har mere, end der tilkommer et gennemsnitligt menneske på den her planet. Meget mere. Jeg har en god lejlighed på 75 m2, en lille bil og et stort tv. Du synes muligvis ikke, at jeg lyder særlig rig, men faktum er, at jeg nyder en hverdag med mad, tryghed og goder, som langt flertallet af planetens indbyggere aldrig kommer i nærheden af. Hvis den kvalitetsforskel ikke udlignes hurtigere, end vi ser det ske nu - så kan jeg ikke bebrejde de mennesker, at de kommer efter mine ting. Og jeg under dem at have det lige så fedt som mig.

Lad mig bruge et ærligt ord: de er misundelige. Det ville jeg også være. Hvis jeg boede i et tørkedomineret land, og mine ledere var nogle korrupte egoister, og gamle overtroiske mænd bestemte, hvordan jeg skulle tænke - så ville jeg også kigge herop og tænke: ”De har det for fedt, jeg vil være med der!” Derfor flygter de ikke kun fra noget. De flygter også til noget. Noget federe. 

Det er de i deres gode ret til at gøre. De flygter nemlig også – og især i fremtiden – fra en klimakrise, som de ikke selv er skyld i. En global krise, der er en konsekvens af mit store tv og min fossilbil. Vi i den rige verden har ikke kun udledt mere CO2end de fattige lande. Vi har frataget dem en mulig fremtid og erstattet den med noget langt værre. Vores forbrug har frataget andre mennesker på kloden muligheden for samme udvikling som os. Medmindre de altså flygter til vores del af verden …

I dag sidder den rige del af verden på en uforholdsmæssig stor andel af verdens ressourcer. Det går simpelthen ikke længere. Virksomheder gemmer årligt over 200 milliarder kroner tjent i Afrika i skattely – flere byder på at tallet er langt højere. Samtidig scorer banker og børser i verdens rige storbyer større og større stykker af den fælles kage. Så modløsheden breder sig.

Derfor kan jeg godt forstå, hvis desperate mennesker griber til desperate handlinger. Og en af de handlinger er at rejse herop. Vores - klodens rige befolknings - opgave er at tilbyde et brugbart alternativ til at flygte. De rige dele af verden er nødt til at erkende vores ansvar. Vi har det historiske ansvar for den ulige fordeling af ressourcerne. Vi har nået den grad af udvikling vi har i dag, fordi vi har gennemgået en industrialisering, der har tæret hårdt på kloden. Vi er de stærke. Og med store evner kommer stort ansvar - det gælder ikke kun Spiderman og Pippi Langstrømpe.

Hvis flertallets største frygt – som jeg efter at have siddet i Folketinget et par måneder fornemmer – er flygtninge og de fremmede, der kommer til vores grænser og vil ind, hvorfor gør vi så ikke alt, vi kan for at undgå, at de kommer væltende i endnu større omfang i fremtiden? Hvorfor sætter vi ikke ind med alt, hvad vi kan for at undgå, at klimakrisen sender op mod anslået 250 millioner mennesker på flugt inden 2050? Hvorfor er det ikke topprioritet for de partier, der frygter flygtninge- og migrationsstrømme? Hvordan kan 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand være nok? Hvorfor giver vi, der har råd, ikke 1 pct.? Eller 3? Eller 5 pct. i udviklingsbistand? Jeg mener det – hvorfor ikke give meget, meget mere?

Hvis vi kan forvente en verden, hvor flere hundrede millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem, sultne, tørstige og på flugt fra ikke bare stigende vandstande, men også udpint jord og udtørrede brønde – og deraf følgende ressourcekrige – hvorfor gør vi så ikke, hvad vi kan i dag for at undgå det?

Hvis vi ved, at prisen for tilpasning til klimaforandringerne ifølge FN meget vel kan blive 500 milliarder dollars om året inden 2050 – hvorfor sætter vi så ikke markant og hurtigt ind for at undgå endnu mere voldsomme klimaforandringer i den nære fremtid? Hvorfor går Danmark ikke forrest og løfter vores udviklingsbistand markant, så vi påvirker en global dagsorden, der bekæmper ulighed, klimaforandringer, viser global holdånd – og som tilmed forebygger flygtningestrømme?

Hvis man politisk tænker mere end bare 10 år frem, så er dette den største trussel mod vores levevis. Så løsningen på problemet har naturligvis sin pris. Ja, det kommer til koste noget. Måske må du nøjes med 42 tommer i stedet for 50. Og bilen bliver mindre og benzinen dyrere, indtil vi alle kører på el. Vi kommer måske alle sammen til at skulle betale lidt.  Men lad os da alligevel give vores udviklingsbistand et ordentlig løft og tilbyde et rigtigt alternativ for klodens fattigste. Hvorfor ikke?

Hvis andre vestlige lande følger trop, vil der være håb for et oprigtigt opgør med fattigdom og ulighed. Ringene i vandet vil ikke blot være, at andre lande opper deres bidrag – multinationale virksomheders skattesnyd vil også komme i yderligere fokus, når nationer verden over investerer så massivt i disse menneskers velbefindende og fremtid. Hvilket betyder noget ganske særligt for os alle sammen: Nemlig at menneskers behov for at flytte sig vil blive markant reduceret. Hvis du gerne vil undgå flygtninge – så vil du gerne undgå klimaforandringer. Tænk lige over, om ikke jeg har en pointe her. Ved at give lidt mere i dag, undgår vi at skulle betale rigtig, rigtig meget i fremtiden.


Første gang udgivet på jyllands-posten.dk d. 15. februar 2018