Debat: Udviklingsbistand bør bistå til udvikling, right?

DEBAT: Årets lavpunkt er, at også udviklingsbistanden tages som gidsel i jagten på udlændingestramningerne, mens nye DAC-regler markerer et lyspunkt, der kan gøre op med regeringens kannibalisering på udviklingsmidlerne, skriver Anders Stjernholm (ALT).

Jeg er ny på Christiansborg, så tilgiv mig, hvis jeg har misforstået noget. Men bør udviklingsbistand ikke handle om at bistå til udvikling? 

Normalt regner jeg mig selv som rimelig skrap til det danske sprog. Men når jeg som nytiltrådt ordfører ser på, hvordan udviklingsbistanden bliver brugt som handelsvare i finanslovsforhandlingerne bliver jeg i tvivl. I (endnu) en studehandel af velfærd for udlændingestramninger har Inger Støjberg og regeringen nu bragt udviklingsbistanden i spil som et pressionsmiddel til at få flere mennesker tvangsudvist.

Det er endnu et skridt væk fra den langsigtede og udviklingsorienterede bistand, at man nu lader udlændingestramninger spille ind i udviklingsindsatsen.

Et opgør med kreativ bogføring
Ligeledes var det med nogen forbløffelse, at jeg blev bekendt med den kreative bogføring, der i de seneste år har domineret fordelingen af den danske udviklingsbistand. Den såkaldte ”DAC-rapportering”, der er en bogføring, hvor danske bistandsmidler kan bruges i Danmark, har således betydet, at Danmark selv har været det land i verden, der i de seneste år har modtaget mest dansk udviklingsbistand. I 2015 og 2016 har Danmark modtaget 5,5 milliarder kroner fra den danske udviklingsbistand. Oven i købet i en tid, hvor udviklingsbistanden udgør en historisk lav andel af Danmarks egen velstand.

Kan I forstå, at jeg undrer mig? Er det ikke meningen, at dansk udviklingsbistand skal gå til udviklingen af lande, som ikke er Danmark? Det er i hvert fald holdningen i Alternativet, hvor vi gerne så, at udviklingsbistanden gik ubeskåret til ja – udvikling.  

Den måde, pengene bruges på nu, ligner i min optik umiskendeligt snyderi på vægten. Danmark er blandt de lande, der tolker reglerne bredest og mest favorabelt til egen fordel. Dette uetiske ”DAC’eri” udhuler hjælpekronerne i en tid, hvor der er behov for at skabe større lighed og bedre levevilkår ude i verden.

Derfor er det en af årets mere glædelige nyheder, at OECD nu har indskærpet reglerne, så de fremover forhåbentligt ikke kan tolkes så favorabelt og til egen vinding, som dansk praksis har været. ”DAC’eriet” begrænses – Alternativet så helst det blev fuldstændig bandlyst.

Kan vi svigte lidt mindre næste år?
Udviklingspolitik med udvikling for øje er vigtigere end nogensinde før. I en verden, der i et globaliseret og teknologisk perspektiv bliver mindre og tættere forbundet, men samtidig bliver mere og mere ulige, er bekæmpelsen af fattigdom og sikringen af bedre levevilkår flere steder i verden fuldstændig afgørende. Vi må som globalt samfund arbejde for, at de fleste mennesker oplever håb for fremtiden og har lyst til at udvikle det samfund, de er en del af.

Men hvis det skal lade sig gøre, så er vi nødt til at skrue op for vores ambitioner om at hjælpe dem – frem for os selv.

Udviklingsbistand handler om at bistå udvikling – ikke om udlændingestramninger og ikke om at spare så mange penge, som vi overhovedet kan. Jeg håber 2018 bliver et år, hvor udviklingspolitikken prioriteres, hvor bistanden hæves til minimum 1 procent af BNI, hvor vi adskiller udvisningspolitik og udviklingspolitik, og hvor vi lader udviklingsbistanden gå ubeskåret til de lande, der reelt har behov for den. Men det kræver nok et valg og en ny regering.


Første gang udgivet på altinget.dk d. 20. december 2017

Vi bør kritisere religiøse påstande på lige fod med alle andre. Ingen skal have forrang på grund af penge eller tradition

Dét er kernen i ateismen, mener formand for Ateistisk Selskab og folketingskandidat for Alternativet. Her forsvarer han, hvorfor Alternativet sagtens kan rumme ham og hans holdninger.

Ateismen og det kritiske blik på religion passer fint ind i Alternativet, der netop skal favne mange forskellige syn på eksistensen og det spirituelle. Det modsatte frygter Christoffer Emil Bruun i et debatindlæg tirsdag 27. juni.

Kernen i Bruuns argumentation er min og Ateistisk Selskabs nedladenhed over for religioner og spiritualitet. Den er dog svær at finde eksempler på i den skov af ladede udtryk, der skal navigeres i blandt Bruuns ytringer. Han kalder os »den ateistiske sekt« og mener, at hjemmesiden www.udmeldelse.dk er en »usmagelig mobbekampagne«. Han mener, vores holdninger er »letkøbte«, men kommer dog ikke med detaljer om hvilke holdninger, eller hvorledes de er letkøbte.

Faktisk mener jeg, at ateismen er en ret dyrt købt indsigt og holdning. For livet og verden bliver ekstra kompliceret, når der ingen dogmer er at følge. Og lad os huske på, at ateismen som udgangspunkt kun handler om, at vi ikke tror på andres påstande om, at der findes guder. Men naturligvis er der mere i religionskritikken end det.

Generelt virker Bruun til at have misforstået, hvad jeg og Ateistisk Selskab ønsker af udvikling.

Der er plads til alle påstande og ideer om eksistensen og verden. Det, vi ønsker, er en lige vægtning af disse påstande og ideer. En helt lige vægtning. Det vil sige, at religiøse påstande skal kritiseres på lige fod med alle andre – og ikke have kunstig forrang på grund af penge eller tradition.

Kvaliteten af ideer og holdninger skal vurderes efter de samme metoder – således sikrer vi, at de bedste ideer og holdninger trives. Dét er kernen i det ateistiske budskab og (som jeg forstår mit parti) også motivationen for den ny politiske kultur. Følgelig mener jeg også, at en øget sekularisering af det danske system er oplagt politik for Alternativet.

Hvor mange vælgere, der er i den ene eller anden holdning, gider jeg ikke gå ind i. For det bør være sagen fuldstændig uvedkommende.

Alternativet handler om at komme frem til, hvad der er bedst for samfundet – ikke, hvad flest vælgere ønsker. Det har vi andre partier til.


Første gang udgivet på politiken.dk d. 5. juli 2017


22 dage som veganer

Anders Stjernholm gennemførte VeganerUdfordringen de første tre uger af april. Her er hans tanker fra eksperimentet i løs dagbogsform. “Det mest irriterende ved veganere – og der er en del at vælge imellem – er helt klart, at de med god sandsynlighed har ret. Det er bedre for miljøet, det er åbenlyst bedre for dyrene, og det er muligvis også bedre for mig selv – så nu prøver jeg det”.


Jeg har længe danset rundt om den varme chia-grød, når det kommer til mine madvaner. Kød har været en helt naturlig del af min kost siden barndommen, og jeg har alle dage elsket røde bøffer, kødsovs, bacon, pepperoni, shawarma, pølser, vildt, kylling og alle de andre lækre dyr, man kan spise. Men de næste tre uger skal jeg altså omlægge min madvaner fuldstændig og se, om jeg kan bevare min energi udelukkende med plantebaseret kost – og min livsglæde…

VeganerUdfordringen

Jeg meldt mig under fanerne i kampagnen VeganerUdfordringen. Fra i dag og 22 dage frem spiser jeg ikke kød eller animalske produkter. Derfor gik jeg her til morges ud og købte nærmest alt, hvad min lokale Kvickly havde af veganske produkter. Første konklusion: Billig er denne livsstil ikke. Når kødpriserne understøttes politisk bliver det ikke nemmere at træffe beslutningen nede ved køledisken.

Den store udfordring for mig bliver at lave helt ny mad. Jeg har haft en rimelig fast rutine med skyr til morgenmad, æg til frokost og kød til aftensmad de sidste tre år. Nu bliver det bananer, soya og en masse ubekendte, som jeg forhåbentlig ikke går i spåner over at skulle tilberede. At bruge så lidt tid i køkkenet som muligt har nemlig også været et mål for mig, og jeg frygter meget for at bruge mange timer på at lave mad, der alligevel ikke bliver særlig tilfredsstillende.

Men hvor intet vover – intet vinder. Jeg vover mig nu udi det her og håber på nogle varige forandringer i mine madvaner, der kan komme miljø, dyr og mig selv til gode i længden.

Første uge som veganer: Fuck det her!

“Fuck det her” er klart den sætning, jeg har brugt mest, siden jeg den 1. april satte mig for at spise vegansk i forbindelse med VeganerUdfordringen.
Og det er ikke så meget smagen af maden, der gør mig opgivende. Det er besværet.

Søndag den 2. stod den på brunch, inden Ateistisk Selskabs generalforsamling. For mig stod den på pommes frites og frugtsalat, for der var ikke andet, jeg kunne spise på kortet. Mayonaisen var snyd, det indrømmer jeg med det samme. Men jeg kunne ikke kun dyppe i ketchup! Det er sådan noget børn gør!

Hjemme i køkkenet går det ikke for godt med at lave velsmagende mad. De fleste shakes, jeg laver smager af hø og maling, og når jeg prøver at stege en form for erstatning af noget kød bliver konsistensen grynet og tør. Det er lykkedes fint nok at lave thaimad uden kød – det ville bare være bedre med…

Slutteligt dummede jeg mig på vej hjem fra et show. Vi stoppede ved en tankstation, hvor min kollega fik en hotdog. Jeg købte en pose chips, for den slags råddenskab er heldigvis lovligt… lige på nær, at jeg store idiot købte en pose bølgechips med kyllinge-smag. Der er sgu kylling i?! Hvem havde troet det? Jeg åd dem alligevel, ligesom jeg lørdag aften også spiste mayonaise og parmesanost, da jeg var på restaurant med nogle venner. Ellers havde mit måltid simpelthen været for trist.

Alt i alt var det ikke nogen prangende uge for mit veganerprojekt. Flere gange har jeg snydt, det smager ikke for godt, og jeg føler mig ikke gladere eller sundere… Jeg håber snart, der er nogle dyr, der siger tak, så der kommer etterlandet ud af det.

Anden uge som veganer

Så er uge nummer to med VeganerUdfordringen overstået. Og det var ingen nem uge!

Den bød på familiefødselsdag, hvor der blev disket op med alt godt fra grillen tilsat “sovsefestival” – fem forskellige slags sovs. Jeg guffede mine soyapølser og forsøgte ikke at græde synligt. I går havde min far tilbedredt lam i flere afskygninger – jeg snuppede en nødde/selleri-bøf.

Et mantra, der hjælper mig hver dag er “food is fuel” – tanken om, at maden mest af alt er brændsel for kroppen og hjernen. Det hjælper, når smagen og den hormonelle belønning ikke er, som den plejer at være. Den mad jeg spiser nu, sender ikke den samme følelse af tilfredsstillelse til min hjerne og tunge – men det må jeg leve med.

Den hormonelle forskel er den store udfordring, når man skal ændre vaner. Uanset om det er afvænning af et rusmiddel, en ny bolig, et kærlighedsbrud eller en ny diæt, så er det i sidste ende et spørgsmål om, at hjernen ikke oplever det samme – og det er hårdt, hvis den finder den nye oplevelse dårligere end den gamle.

I denne uge fik jeg bedre styr på måltiderne derhjemme. Jeg har fået nogle veganske proteinpulvere, som duer OK i shakes med frugt og spinat. Det er et fint nok morgenmåltid. Samtidig har jeg fået lavet nogle nøddebøffer, som smager ok – og dermed også giver mere protein.

Proteinerne er vigtige for mig på grund af koncentration – ikke på grund af træning. Jeg kan stadig løfte og træne så hårdt som før, men min koncentration lider under, at jeg får flere kulhydrater. Jeg er diagnosticeret med en mild ADHD og har altid oplevet koncentrationsbesvær, men i disse to uger har det været værre. Fra andre voksne ADHD’ere har jeg hørt, at de også er utroligt påvirkelige af kosten. Hvis de spiser helt kulhydratfattigt er koncentrationen og strukturen på dagen langt bedre. Derfor spiser jeg normalt med et langt højere indtag af protein, og det har været tydeligt nok for mig at mærke, at den veganske kost med et langt højere indhold af kulhydrat har kostet fokus.

For eksempel hører jeg normalt 95% af, hvad min kæreste siger. Men de sidste par uger har hun taget mig i ikke at høre efter i hvert fald et par gange om dagen. Desuden kan jeg mærke, hvordan min effektivitet daler foran computeren. Igen: Det er muligvis et spørgsmål om vaneændring, men når det kommer til min hjerne og arbejde er jeg mere stædig, end når det går ud over min tunge og mave. Jeg vil ikke svigte mit arbejde på grund af kosten. Så derfor kigger jeg efter flere veganske produkter, der har et højt indhold af protein uden der følger mange kulhydrater med (som der gør i bønner f.eks.).

Alt i alt: Det går bedre, men de store livsændrende forbedringer lader stadig vente på sig.

Sidste uge af veganerudfordringen: Easy McPeasy

Vaner.

Det er det, det her drejer sig om. Det drejer sig om daglige rutiner og hormonelle udsving. For vi er vanedyr. Når vi har en succesfuld rutine – som for eksempel skyr og proteinpulver til morgenmad, som jeg har haft i tre år, så er min hjernes hormonudsvingninger også gearet i den retning. Så når en ny morgenrutine skal indfinde sig, er hjernen decideret uvillig. I starten orkede jeg ikke at lave shakes i stedet for skålen med skyr, de smagte ringe, og jeg følte ikke en tilfredsstillende mæthed.
På bare tre uger er morgen-shaken blevet en god vane. Jeg ved nu, hvad der skal i – både væske og pulver og andet, det smager langt bedre, og jeg forstår også, hvad jeg nu har fået af næring, og hvornår jeg skal spise igen. Vaneændringer kræver egentlig ikke tålmodighed – de kræver beslutsomhed.

At tage VeganerUdfordringen var den nemmeste måde for mig at få beslutsomhed ind i mine vaneændringer. Reglerne var ingen kød og animalske produkter – og den måtte bare ikke fraviges. Det lykkedes ikke helt – jeg snød enkelte gange med ost og mayonnaise – men overordnet betød de skarpt optrukne linjer, at jeg kunne være konsekvent.

Mine favoritmåltider var her til sidst:

Morgenshake med banan, jordbær, blåbær, spinat eller grønkål med vegansk proteinpulver, soyayoghurt eller soyamælk og vand.

Tofu-avacodomos som smørepålæg.

Nødde/selleribøffer, som blev brugt på mange forskellige måder (Vedlagte billede er et par burgere med stegt grønkål, forårsløg og tomater)

Thai-wokretter – evt. med seitan og tofu som køderstatninger.

Og åndsvagt mange bananer…

Fremmed i køkkenet

Jeg holder af at lave mad intuitivt. Bare at kigge i køleskabet og så sammensætte en ret. Derfor var udfordringen særlig svær, da jeg var totalt analfabet udi vegansk madlavning. Når jeg ikke startede med et stykke kylling eller havde æg som base i retten, anede jeg ikke, hvordan jeg så skabte velsmagen. Rigtig mange mennesker har været søde og sendt opskrifter og tips, men mange af dem preller af, fordi jeg netop har den indstilling, at jeg helst selv vil komponere mine retter. Efter de her tre uger har jeg en langt bedre forståelse af råvarerne. Jeg har en klar idé om, hvad tofu og seitan bringer af smag og konsistens, hvad soyaprodukter kan gøre, og hvordan jeg får lidt umami i retterne – røget paprika og trøffelolie er nemme smutveje til dette (og trøffelolie er ikke så dyrt, som det lyder).

Jeg afsluttede udfordringen en dag for tidligt. For Jonas og Maria havde indbudt til påskefrokost med det store kolde bord, så jeg valgte at overgive mig til silden og fiskefileterne og rejerne og leverpostejen og frikadunserne og roastbeefen. Det hele ja!
Men i dag søndag står den igen på veganershake og seitanen er marineret til nogle veganske forårsruller i aften. Og faktisk virker det til, at den frugtshake har onduleret mine tømmermænd på rekordfart – jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at denne tekst ville skrive sig selv så hurtigt…

Jeg vil fremover ikke være veganer – eller vegetar. Mest af alt fordi, jeg ikke orker besværet. Jeg vil gerne kunne spise, hvad der kommer på bordet, når jeg på besøg hos venner og familie. Og jeg vil gerne have alle mulighederne, når jeg kigger i et menukort. Men hjemme i køkkenet vil jeg gerne stræbe efter at reducere mit kødforbrug. Fordelene for klimaet og dyrene er åbenlyse. Om det også er en sundhedsmæssig fordel for mig, kan jeg ikke afgøre efter 3 uger, men jeg vil glæde mig til at finde ud af det. For som jeg startede med at sige, inden denne udfordring: Det værste ved veganere er, at de nok har ret. Om de har ret i alle tre punkter, ved jeg ikke endnu, men jeg glæder mig til at finde ud af det.


Første gang udgivet på altivisten.dk d. 15. maj 2017

Ateismen er ydmyg

Når man er oppe imod et magtfuldt flertal, kan det være svært at få taletid nok til at forklare éns synspunkt. Ganske ofte bliver ateister, Ateistisk Selskab og jeg udelukkende brugt som et negativt modpunkt i debatten, således at folkekirken eller andre kan få lov til at fortælle, hvad de ønsker og gør for samfundet. Derfor skriver jeg nu dette indlæg, som et tilbud om lidt mere information om, hvad ateistisk aktivisme egentlig indebærer.

Hvis man forstår den underliggende kritik, som ateismen repræsenterer, får vi en langt mere konstruktiv debat om religion, livssyn og eksistens. Jeg har ofte oplevet at ateismen bliver misforstået og udlagt som noget langt mere radikalt og uforsonligt, end den i virkeligheden er. Derfor ønsker jeg med dette indlæg at udbrede kendskabet til ateismen, og til hvorfor ateister gør, som vi gør.

Bevisbyrden ligger ikke hos ateisten
En ateist tror ikke på guder. Det er egentlig det eneste, ateisme indebærer. På samme måde som anti-fascisme, er det ikke en egentlig -isme, da der ikke er andet indhold i det end en afvisning af en anden -isme. Her er det også værd at bemærke, at en ateist ikke fremkommer med påstanden, at der ikke findes guder. Vi tror bare ikke på påstanden om, at der gør. På samme måde som man kan afvise påstanden om, at der er liv på Jupiter. Det er ikke os, der fremkommer med en påstand – bevisbyrden ligger ikke hos os.

Ateisme starter med den ydmyge metodiske og kritiske tilgang til verden, der erkender, at endelig indsigt er yderst sjælden – det kaldes skepticisme. Vi mener, at en kritisk tilgang til alt i livet og verden er nødvendig for at opnå en bedre indsigt. Det er denne åbne indstilling til spørgsmål om verdens sammenhæng, sociale dynamikker og religiøse påstande, der har ledt os til at være ikke-troende; til at være ateister.

En ateist kan også tvivle
Teister – mennesker, der tror på én eller flere guder – er ofte her i Danmark klar til at tale om deres tvivl. Man behøver ikke være stensikker på, at Gud eller Allah findes for at kalde sig kristen eller muslim. På samme måde behøver en ateist heller ikke være stensikker på, at der ikke findes guder, for at have sit standpunkt. En person, der er hundrede procent sikker på det, kaldes en gnostisk ateist. Folk der som mig efterlader en mulighed, mindre eller større, for at der findes guder, kaldes agnostiske ateister. At være agnostisk er altså ikke en større mellemgruppering imellem teist og ateist. Hvis man er fuldstændig agnostisk, er det fordi man vitterlig ser sandsynligheden for guders eksistens som 50/50 og derfor ikke kan vælge side.

At være ateist er derfor heller ikke nødvendigvis en politisk stillingtagen. De fleste ateister er nok relativt ligeglade med religionens betingelser i vores samfund. Nogle ateister bekymrer sig om dette. Og nogle af os er organiseret i interesseorganisationen Ateistisk Selskab.

Kritisk over for religiøst verdenssyn
Religioner har igennem hele den kendte verdenshistorie påstået at have de bedste svar på, hvordan verden hænger sammen og livet bør leves. I mere eller mindre grad. Derfor er den aktivistiske ateisme opstået som modspil. I nutidens Danmark har folkekirken skruet meget ned for påstande om guddommelighed og påbud, og mere op for budskaber om moral og livsindsigt. Men et grundlæggende synspunkt, vi i Alternativet vel godt kan blive enige om, er, at man ikke behøver en religiøs tro for at tænke over livets eksistentielle spørgsmål. Ateistisk Selskab og andre kritikere opfordrer til, at man reflekterer over, om religionen nu også byder på svar af den kvalitet, der påstås? Vi opfordrer til lidt kritisk tænkning uden forbehold – og hjælper dem, der ønsker at løsrive sig fra en religiøs eksistensopfattelse.

Selvom der unægtelig findes aggressive ateister, som bogstavelig talt ønsker at gribe til våben, så er ateismen i mine øjne et fredsprojekt. For vores sigte er i sidste ende imod aggressive magthavere. Jo mindre magt religiøs doktrin, kulturel vanetænkning og ”os mod dem”-retorik har over det enkelte menneske, desto mindre støtte er der til aggressive repræsentanter fra religionerne.

Ateisme er en del af et åndeligt og politisk standpunkt. Et bud på en rationel åndelighed, hvor fokus ligger på en nøgtern og spørgende tilgang til at forstå vores inderste væsen og vores sociale dynamikker. Det man vel samlet kan kalde vores kultur. Altså at kultur bedre kan forstås og udvikles uden religiøse dogmer. Individuel og kollektiv kultur er dynamiske størrelser, der skabes i et samspil mellem vores mentale evolution og voksende forståelse for hinandens tankegods, moralske perspektiver og handlinger.

Hvad ønsker vi?
Vi mener, at kulturforståelsen mennesker og kulturer imellem hæmmes af religiøs tankegang. En dogmatisk indstilling til moral og livsførelse leder meget naturligt til en dårligere forståelse for andres moral og livsførelse. Det er derfor, at mennesker som jeg ser ateismen som et fredsprojekt.

Dét vi ønsker, er at fremme en tankegang om eksistens og etik, som udspringer af den mere åbne filosofi, som oplysningstiden og det antikke Grækenland gav os, frem for den mere begrænsede værktøjskasse religionerne har givet os. Vi ønsker at vores børn skal lære nuanceret om hele vores idéhistorie; i stedet for den favorisering af de kristne elementer, som hersker i folkeskolen i dag. Samtidig ønsker vi at folkekirkens særstilling og religiøse foreningernes privilegier skal fjernes, så alle religioner, livssyn og andre bidragsydere til vores kulturarv og nuværende kultur bliver ligestillede. Sådan at vi fremover kan have en fri og fair udveksling af idéer – for det er dét, der skal sikre en konstruktiv udvikling af vores samfund i tiden der kommer.


Første gang udgivet på altivisten.dk d. 27. marts 2017