Det hjælper ikke at erstatte én ørkenreligion med en anden

Hvis du ønsker færre Brøndbyfans i verden, vil det næppe hjælpe at tage til vestegnen og svinge med FCK-flag. Det samme gælder for radikal islam – den fordrives ikke med radikal kristendom

Ifølge Iben Thranholm er jeg og Ateistisk Selskab ikke kun galt afmarcheret i åndelig forstand. Jeg er også naiv.

Det er man nemlig, når man ikke vil anerkende den religiøse dimension i terroren. Når man ikke vil indse, at »i kampen mod Islamisk Stat er der ingen vej uden om religionen« (den 27. august).

Lad mig slå én ting helt fast: Ateistisk Selskab underkender ikke, at religion spiller en rolle i terror. Den anklage er ganske enkelt en stråmand.

Det ville være en svært underlig position for os at indtage, når vores forening handler om at sætte fokus på religions negative effekt på vores og andre samfund.

Ateister verden over argumenterer for, hvordan de islamiske tekster lægger betydelige strofer til ideologien og tankegodset bag Islamisk Stat og organisationens tilhængere.

Terror har også andre årsager – den globale ressourcefordeling og de forskellige geopolitiske dagsordener påvirker åbenlyst Mellemøstens nationer, således at aggressive fraktioner får gode vækstbetingelser.

Men naturligvis er de gamle tekster – og deres nuværende fortolkere en faktor i den ligning.

Alt andet er bedre

Det ateistiske bud på en løsning på problemet med den religiøse faktor er at modsige religiøse fortolkere og deres politiske allierede. Det er at få budskaber ud til menighederne om de gamle teksters validitet – eller mangel på samme – og dermed forkyndernes autoritet. En strategi, vi også benytter mod andre religiøse magtinstitutioner.

Nogle har en anden strategi – som handler om at tilbyde en anden religion. Iben Thranholm ser f.eks. sin tro som det perfekte bolværk imod islamisme – for den er jo meget bedre.

Hun skal naturligvis ikke stå personligt til ansvar for århundreders religiøs undertrykkelse af menneskerettigheder, kvinder, videnskab og frihed igennem Europas historie.

For det er en absurd tankegang at stille almindelige troende til ansvar for de overgreb, som bliver foretaget i deres religions navn.

Det er dog lige så absurd at forestille sig, at man kan bekæmpe radikalisering inden for en religion ved at styrke og fremme en anden. Hvis du ønsker færre Brøndbyfans i verden, vil det næppe hjælpe at tage til vestegnen og svinge med FCK-flag.

Hvis vi ønsker at udbrede kendskabet til et alternativ til radikal islam – hvorfor så ikke prøve en mere åben tilgang, hvor alternativet til radikal islam bliver: ’Alt andet!’

Der er ingen grund til at begrænse mulighederne.

Ateister forstår skam godt dette terrorens åndelige element. Den handler i høj grad om konflikt mellem værdier, mentalitet og verdensbilleder.

Men nogle er så indsyltede i deres eget verdensbillede, at de ikke ser, hvem konfliktlinjerne rent faktisk går imellem. De går ikke mellem kristendommen og islam, men mellem dem, der ønsker konflikt – og dem, der ønsker sameksistens.

De konfliktsøgende har travlt med at påberåbe sig en overlegen religion, kultur, historie, politisk overbevisning eller sågar race. De andre er alle os, der synes, at alle skal have lov til at gøre, hvad de vil, så længe det ikke skader andre.

Vores moralske kompas har følgende grundindstilling: mest mulig lykke for flest mulige. Derfor justerer vi løbende vores moralsk kompas, således at individuelt og kollektivt liv optimeres.

Det betyder, at vores moralske ideal ligger et sted ude i fremtiden – ikke i fortidens skrifter og formodninger.

Vi går efter forkynderen

Naturligvis findes der også aggressive ateister, som ønsker at gribe til våben, men i mine øjne er ateismen et fredsprojekt. Et projekt mod aggressive magthavere.

Jo mindre magt en religiøs doktrin, kulturel vanetænkning og ’os og dem’-retorik har over det enkelte menneske, desto mindre støtte er der til aggressive repræsentanter fra religionerne. Blandt andet derfor trodser Ateistisk Selskab religiøse magthavere.

Ateistisk Selskab ønsker ikke at modarbejde religiøse menneskers frie udfoldelse. Vi søger at neutralisere den magt, som religiøse institutioner har. Vi går efter præsten, imamen og rabbineren – ikke menigheden – ved at pege på de gejstliges privilegier og ved at kritisere doktriner, prædiker og praksis.

Således ønsker vi at give mere magt til menighederne – mere magt til den enkelte person, som skal føle kontrol, sikkerhed og egen vilje i sin religiøse søgen.

Denne kamp er åndelig – og politisk. Ateismen er begge dele. Det er et bud på en rationel åndelighed, hvor fokus ligger på en nøgtern og spørgende tilgang til at forstå vores inderste væsen og vores sociale dynamikker.

Det man vel samlet kan kalde vores kultur. Det er en dynamisk størrelse, der skabes i et samspil mellem vores mentale evolution og voksende forståelse for hinandens tankegods, morale perspektiver og handlinger.

Derfor er ateismen et våben imod radikal islam – eller for den sags skyld radikal religion i almindelighed. Langt stærkere end kristendommen.

Løsningen er ikke at erstatte den ene ørkenreligion med den anden. Løsningen er at give det enkelte menneske mere indsigt i verdens indretning og historie – samt mere magt og selvbestemmelse over sit religiøse ståsted. Og det er, hvad kulturel og politisk ateisme handler om.


Første gang udgivet på information.dk d. 8. september 2016


ADHD er alles skyld – men dit eget ansvar

Når skylden for ADHD i samfundet skal findes, peges fingrene i mange retninger: Samfundet generelt rummer ikke de skævere tænkende, skolerne mangler forståelse, medicinalindustrien er grådig, lægerne er dovne, vores mad er forkert, og forældrene er for slappe. Jeg vover en påstand: Det er alles skyld.

ADHD er en neurologisk størrelse. Vi ADHD’ere har en skævhed i hjernen. Der mangler signalstoffer, og derfor fungerer vi ikke optimalt. Men en persons ADHD kan skyldes mange ting.

At du har en neurologisk skævhed i hjernen, betyder ikke, at den dermed er kommet indefra, og det betyder heller ikke, at du står alene med ansvaret. Du kan få lov til at dele det med os andre. Det bliver jeg næppe populær af at sige, men det er min holdning: Alle har noget af skylden for den udbredelse og effekt, diagnoser som ADHD har på vores samfund.

Verden er stor
Samfundet er generelt blevet mere uoverskueligt. Når man som barn skal lære at tilrettelægge sit arbejde – og senere vælge sin uddannelse, er der så uhyggeligt meget at tænke over, at apati bliver den mest tiltalende mulighed. Vores velstand og rigdom har en slagsside: Der er meget at vælge imellem.

Skolen
Vores skoler mangler rummelighed. Mest af alt fordi de mangler hænder og tid. For egentlig er lærere og pædagoger blevet dygtigere og mere indsigtsfulde, men hvad skal det nytte, at de ved, hvad Katrine har brug for, når de ikke har muligheden for at give hende det?

Medicinalindustrien
Vores pillemagere er grådige. Det kan der efterhånden ikke herske tvivl om. Med så mange historier om fusk med forsøg, vanvittige sælgere med gigantlønninger og uhyrlige summer i retsforlig bør ingen være i tvivl om, at industrien ikke kun rummer kittelklædte forskere, der ønsker at redde verden – den rummer i høj grad også jakkesætklædte røvhuller, der ønsker at bo på Strandvejen.

Lægerne
Jeg tror ikke, vores læger er dovne, men de bliver bedt om at overskue en ufattelig vifte af sygdomme og syndromer, som de umuligt kan nå at forstå indgående. Derfor bliver behandlingerne overladt til manualer, vejledninger og sågar indlægssedler.

Vi er nødt til at ændre vores gammeldags antagelse om, at sygdom er lægens ansvar. Især når det kommer til psykiske lidelser, skal patienterne se en indlysende sandhed i øjnene: Du kender bedst selv dit hoved – du har selv de bedste muligheder for at skabe forbedring. I mit arbejde med ADHD og psykiske lidelser har ét stået klart: De, der er villige til selv at håndtere deres lidelser, klarer sig bedst.

Maden
Uden at den videnskabelige evidens nødvendigvis foreligger, bør vi se på den mad, vi putter i vores kroppe. Hurtige kalorier, tilsætninger og vanedannende ingredienser dominerer butikshylderne i en grad, vi ikke bør acceptere.

Når jeg ser 10-årige gå fra skole med en halv liter energidrik, får jeg lyst til at ruske i deres forældre. Hvorfor skal dit barn have en koffein-afhængighed så tidligt? Koffein bør ligesom øl som minimum vente til efter, man har givet finger (eller modtaget).

Forældrene
Jeg vil gerne pege en ekstra lang finger mod forældrene. Ja, jeg prøver virkelig ikke at få nogen venner med dette indlæg.

Som foredragsholder om ADHD er jeg stødt på mange forældre, som indgående har søgt viden og indsigt, der kunne hjælpe dem med at hjælpe deres børn, men jeg har også mødt nogle andre: Forældre, som har søgt efter en undskyldning – en forklaring, der ikke inkluderer dem selv, så ansvaret for juniors problemer og balladen i skolen kunne tørres af på nogle andre.

Og det gør mig trist hver gang. Selv om dit barns ADHD kan være kommet fra mange steder, så er du ungens primære forbillede, kok, vejleder og behandler. Hvis du som forælder ikke er villig til at tage en del af ansvaret for dit barns ADHD, så kan du ikke være en del af løsningen. Du skal erkende dit medansvar – for så bliver du også opmærksom på, hvad du kan gøre bedre.

Mere end en recept
At du har en neurologisk skævhed i hjernen betyder altså ikke, at det er et rent genetisk problem, og derfor heller ikke, at ADHD kun skal behandles indefra. Vi hører stadig om børn og voksne, hvis eneste behandlingstilbud er en recept.

Forhåbentlig er det efterhånden en sjældenhed i systemet, for vi har brug for at kigge langt mere helhedsorienteret på vores måde at tackle disse vanskeligheder på.

Rent politisk kræver det handling på alle disse områder. Vi er nødt til at have bedre kontrol med medicinalindustrien – til at begynde med kan vi jo sørge for, at Sundhedsstyrelsen bliver rent offentligt finansieret.

I dag bliver over halvdelen af Sundhedsstyrelsens budget dækket af de virksomheder, hvis produkter den skal tjekke. Hvad nytter det at have en vagthund, når den spiser af gæsternes hånd? Det kræver også, at vi investerer mere i vores skoler og institutioner – først og fremmest bør vi efter min mening se på personalet.

Lad os få mere af det! At have ordentlig kontakt med voksne er den sikreste måde at hjælpe børnene på – uanset, hvad deres udfordringer er.

Individet
Men først og fremmest handler det om patienten. Selv om jeg faktisk ikke bryder mig om det ord, når det kommer til lidelser, som knapt nok kan kaldes sygdomme. Som tidligere nævnt i afsnittet om lægerne, er det de patienter, der erkender deres ansvar for udfordringerne, som klarer sig bedst.

Når det kommer til ADHD, begynder det med en bevidsthed om problemerne. Du skal se på din ADHD, og hvad dine problemer er. Det vil jeg forvente af enhver voksen patient. For børn er det naturligvis anderledes – og så alligevel ikke.

For et barn kan også blive sig sine svagheder og udfordringer bevidst. Det er et spørgsmål om den rette tilgang fra lærere, pædagoger og især forældre.

Selv om jeg var talentfuld i skolen, orkede jeg ikke meget, så derfor krævede min uddannelse, at mine forældre var efter mig. Ja, jeg mener det på den helt gammeldags måde – de var efter mig. »Har du skrevet den stil, Anders?«, »Hvorfor hører vi, at du ikke læser dine matematik-lektier?«

Jeg var ikke diagnosticeret som barn, men mine forældre kendte godt til nogle af mine svagheder alligevel: Jeg var doven. Det faktum, at jeg grundet min lidt særlige neurologi nok havde svært ved at overskue mit arbejde, ændrede ikke på, at kerneudtrykket i mine arbejdsvaner var dovenskab.

Og med to hårdtarbejdende spejderopdragede forældre blev det naturligvis ikke accepteret. Deres vedholdende opmærksomhed hjalp på min indsats i skolen.

Jeg kunne godt have haft gavn af endnu mere vejledning – mere indsigt i mine egne vaner. For det er først langt senere i livet, at jeg er blevet helt klar over, hvordan jeg skal tackle de vanskeligheder, min koncentrationsevne byder mig.

Det var først, da jeg som voksen kiggede grundigt på min ADHD og de svagheder og udfordringer, den bød mig, at jeg virkelig fik gjort noget ved det. Men at mine forældre gjorde, hvad de kunne, og gav mig den nødvendige opmærksomhed var afgørende for min udvikling.

Fælleskabet
Desuden skal vi som samfund se på, hvordan vi opfatter diagnoser. Til trods for indsigter, der peger en anden vej, har vi stadig en sort/hvid-tilgang til mange diagnoser.

Da mine forældre i sin tid stillede sig på bagbenene over, at jeg skulle have ADHD-diagnosen, kom jeg på en simpel analogi: ADHD er en diagnose ligesom nærsynethed. Det kan være en bagatelagtig vanskelighed, såsom minus 1,5, hvor briller skal bruges lejlighedsvist – til at være et altfavnende handicap – som at være blind.

Ligesom nærsynethed, depression, OCD, diabetes og mange andre diagnoser er ADHD en størrelse, som kan variere enormt. Og derfor duer det ikke, at vi har et system, hvor diagnosen bliver regnet som en enten/eller-størrelse.

I februar fremlagde Det Etiske Råd en undersøgelse af anvendelsen af diagnoser i Danmark, herunder ADHD, og fandt forskellige opfattelser heraf.

Sundhedssektorens medarbejdere havde en forståelse af, at spektret var bredt og patienternes vanskeligheder mangeartede, mens tilgangen i det sociale system var anderledes stringent og uhensigtsmæssig.

Her var du en borger med et specifikt problem, som passede i en specifik kasse. Den tilgang er nødt til at ophøre så hurtigt som muligt.

Vi er ikke ens. Og derfor er det allermeste også op til den enkelte. Du bærer ikke skylden for din diagnose – men du har hovedansvaret.


Udgivet første gang på information.dk d. 2. juli 2016