Debat: Hvem stemmer på Alternativet?

ANDERS STJERNHOLM, FOLKETINGSKANDIDAT FOR ALTERNATIVET, KØBENHAVNS OMEGN | RENÉ GADE, FOLKETINGSKANDIDAT FOR ALTERNATIVET, VESTJYLLANDS STORKREDS

Når man siger Alternativet, tænker de fleste på Uffe Elbæk, men partiet er en komplet palet fra vidt forskellige samfundsgrupper, hedder det fra to af partiets folketingskandidater. 

Vi er mænd i 30’erne. Den ene med børn, den anden med projektor-tv – begge har bil og dårlige vaner. Vi er uden politisk fortid. Vi færdes ikke hjemmevant i de autonome miljøer, hvor de politiske pionerer skaber oaser af bæredygtighed og social tolerance ud af stenbroen og de økologiske bofællesskaber. Vi er to helt almindelige mænd, der har fået nok. Nok gode input, erfaringer og relationer til at vi med vores baggrund i den kommercielle medie- og kommunikationsverden ser Alternativet som et nuanceret bud på, hvordan vi kan få nogle grundlæggende værdier og fællesskaber tilbage til det danske samfund, som vi er stolte af.

Vi har en del venner og kolleger, som har gjort os opmærksomme på, at de ikke rigtig kan se, hvorfor de – eller andre tobenede – skulle sympatisere med den bevægelse, som vi blandt venner kalder Alternativet.

»Jeg har lige købt lejlighed, hvad vil Alternativet gøre for mig? Jeg har mistet mit job … Min operation gik galt … Hvad vil I gøre for mig og mit håndværkerfradrag?«

Når man nævner Alternativet, tænker de fleste på Uffe Elbæk – og derefter på talblinde vegetarer i Jesus-sandaler der sidder i trommecirkler og synger sange om vindenergi og røgelsespinde.

Men vi består altså af en komplet palet af danskere og nydanske kulturelle guldklumper fra vidt forskellige samfundsgrupper – og vi har fundet sammen om et fælles idé- og værdigrundlag, som vi mener vil gavne både vores samfund i dag og det, som vores børns børn kommer til at leve i. Ingeniører, skolelærere, håndværkere, sygeplejersker, læger, pædagoger, kunstnere, musikere, it-specialister, økonomer og ildsjæle – umulige at sætte i bås på en politisk rød/blå-skala – det er os.

Alternativets lyntest

Lige nu spekulerer du over, om du kunne være en potentiel Alternativet-vælger. Så tag vores lyntest. Her er 11 vælgertyper, som passer til vores politiske fodboldhold. Hvis du ikke er en af disse – så bare sæt dig ud på bænken og stem, hvad du plejer.

Skolelæreren, der ikke længere ved, hvor krydset skal sættes, fordi friheden og tilliden er væk.

Iværksætteren, der ikke kun vil tænke penge først, men i stedet for vil skabe noget stort/småt og bæredygtigt.

Konsulenten, der ikke deler det materielle værdifællesskab med reklame, marketing og salg, men er der alligevel, fordi det giver frihed og spændende kreative arbejdsopgaver.

Sundhedspersonale og sygeplejersker, der ser deres kald ramme muren og fortabe sig i timesedler og umenneskelige KPI’er.

Den velbeslåede erhvervsmand/kvinde, der for første gang i sit liv har fået tid til at tænke på andre og miljøet.

De studerende, som vil genopfinde verden – og tror på, de kan.

Tidligere politisk aktive, som mistede håbet, men som nu skimter et lysegrønt håb.

Journalister og mediefolk, der tør stå ved, at også medierne er et hamsterhjul – og nu vil engagere sig i noget, der ikke er hult.

Finansfolk og bankansatte, der ikke vidste, hvad det var, de tog del i ved det store kollaps. Nu med ny indsigt.

Skuespillere, kunstnere og kreative – som har indset, at der skal et holistisk ryk til, for at vi flytter os sammen.

Børnefamilierne. Er det sådan her, vi vil være en familie? Er det alene de to biler, all inclusive, 2x45 timers arbejdsuge og shoppingturene, der skaber det gode liv? Eller er der et Alternativ?

Vi er ligeglade med, hvad du har stemt tidligere. Bare mærk efter og tænk på, om du også vil være med til at gøre Danmark og verden til et lidt mere fantastisk sted – for lidt flere. Vær velkommen.


Første gang udgivet på Jyllands-posten.dk d. 18. maj 2015


Hader jeg valgkamp?

Indtil i dag kl. 13.00 hadede jeg valgkamp. Det var virkelig had.

De sidste to måneder føles som om, at de er gået med planlægning, plakater, design af flyer - på hvilken jeg hedder “Ander Stjernholm” - og alle mulige småting, jeg ikke anede, jeg skulle tage stilling til. Med andre ord: Administration og markedsføring. To ting jeg kamphader. 

Jeg kan lide ideudvikling og produktion. At lave politik. At udtænke hvordan vi gør vores liv federe - og så gøre dem federe. Heldigvis har Alternativet inviteret mig indenfor til politiske laboratorier, debataftener og ikke mindre en masse en-til-en samtaler med nogle ufatteligt vidende mennesker. Og jeg nyder virkelig at drøfte it-politik, finansiering af folkeskolen og TTIP aftalens konsekvenser. Det nærmer sig et perverteret fetish-stadie, så glad jeg er for at tale politik.

Men det handler valgkampsforberede ikke om. Alle ideerne er på plads, de skal bare leveres så skarpt som muligt - for folk vil kun lytte til dig i 4 sekunder: “Vi vil skære i bla…”, “mere fokus på bla…”, “færre bla til bla…”. 

Men så kom jeg ud og hænge plakater op. Vi kravlede i dag rundt i lygtepæle, smed vores billeder op så alle kunne se, at vi mener det. Og responsen var god! Selvfølgelig faldt der også et par “fuck Alternativet”, men hovedsageligt mødte jeg mennesker, der enten heppede eller spurgte interesseret og faktisk gerne ville lytte i mere end 4 sekunder. Og de tog pænt imod min folder med blikke, der klart fortalte mig, at de ville læse den hele (her er jeg muligvis stadig høj på oplevelsen). 

Hvis de næste tre uger bliver den samme oplevelse af interesse og åbenhed for denne nye politiske bevægelse, bliver min pessimisme omkring valgkamp gjort til skamme. Og så bliver det ikke noget problem at stå op kl. 6 og dele flyers ud på stationer. 

God valgkamp allesammen! 

Global lighed er nødvendig for fred

En af mine mærkesager i denne - min første - valgkamp er økonomisk lighed. For det er med al tydelighed blevet understreget af økonomer de seneste år, at ulighed er lig med mangel på udvikling, vækst og rimelighed i vores samfund. Både når det kommer til økonomisk levestandard nu og her, og når det kommer til uddannelse og sundhed i det lange løb. Vi snyder os selv, hvis ikke vi hjælper vores samfunds fattigste.

"Men Danmark er jo et af verdens mest lige lande, så hvad er det for en tæskedum mærkesag af vælge, Andersmand," tænker du måske?

Tja, selvom vi er et lige land og meget socialt bevidste i forhold til andre lande, så er det næppe noget at prale af. Det er lidt som at være den flinkeste stormtrooper hos Imperiet. Der er stadig plads til forbedring.

Og jeg ønsker forbedring. For Danmark og for verden. Vi har i mange år haft det privilegie at være et foregangsland. Miljømæssigt, strukturelt og kulturelt. Det synes jeg, at vi skal forsætte med. Blandt andet ved at sørge for, at ligheden i vores samfund bliver en misundelsesværdig størrelse, som verdens tigerøkonomier kan kigge på - og lære af i de næste par årtier.

For lighed er naturligvis et langt større emne internationalt. Ikke kun internt i andre lande, hvor uligheden er større end herhjemme – men især imellem lande. Vesten, som vi kender den i dag, er stadig langt i front i udvikling - både økonomsk og socialt. Vi har iPads, dagpenge, pensionsordninger, sygesikring, folkeskoler, infrastruktur, biblioteker, osv. som er hestehoveder foran resten af verden.

Spørg dig selv: Hvordan kan det egentlig være, at vi er så langt foran? Er vi bare så fede? Eller kan det være andre grunde?


Vi må ALDRIG glemme, at vi har disse ting delvist fordi, at vi var nogle rigtig dumme svin i flere århundreder. Ja, jeg er ikke typen, der glorificerer vores fortid. Vi var ikke flinke. Vores høje økonomiske velstand er til dels kommet af, at vi sugede resurser ud af vores kolonistater - og tilmed sugede dem ved hjælp af slavearbejde. Vores handelspartnere gjorde det samme. Uanset, hvordan vi vender og drejer det, skylder vi en hel del af vores dejlige livskvalitet til det ubehagelige faktum, at vi har udnyttet mennesker fra de lande, der i dag - meget naturligt - har brug for vores hjælp.

Og jeg skal faktisk ikke bruge datid. Vi udnytter dem stadig. De 200 kroners bukser, du har købt, er en del af problemet. Vi udnytter fortsat svagere nationer, hvor arbejde kan fås billigt. Vi er i dag en del af en global økonomi, hvor en rig nation som Danmark ikke kan sige sig fri for medansvar - uanset, at vi muligvis ikke har direkte samhandel med de lande eller virksomheder, som udnytter arbejdere. Vi lever stadig af samhandel med nationer og virksomheder, som ikke udviser samme sociale bevidsthed. Og det er tid til at gøre noget. Ikke kun fordi det er det rigtige at gøre - også fordi, det vil gavne os længden.

Når mennesker bliver undertrykt og udnyttet skaber det vrede. Vrede fører til had. Had fører til lidelse. Ja, endnu en Star Wars-reference sgu. Denne udnyttelse er medansvarlig til den flygtningekrise, vi ser i dag. Og vi skal stoppe den fra at lede til vrede. Vi skal hjælpe dem.

Glem dagpenge og kontanthjælp. Glem religionsdebatten eller terrortruslen. Det er her det vigtigste problem at tage os af - fordi det ligger bagved mange af de andre. 

Løsningerne: 

Vores virksomheder herhjemme skal pålægges et kædeansvar, således at de hæfter for misbrug og sløje vilkår fra deres underleverandører. Vi skal sende et signal til udnyttende arbejdsgivere i verdens udviklingslande, at hvis de vil handle med lukrative vestlige markeder, så skal vilkårene for deres arbejdere være i orden. Hvis Danmark skal miste arbejdspladser, skal det i det mindste ske på fair vilkår. 

Det gælder også for de, der bor tættere på os. Vi mister arbejde til udlandet, fordi de er billigere i løn. Og det må være klart for de fleste, at vi ikke skal konkurrere ved at sænke vores løniveau - deres skal op. At vi mister jobs på grund af løn, er jo bare endnu et argument for, at vi skal hjælpe med at hæve lønningerne hos dem i stedet. Når vi lever i en globaliseret verden, er vi nødt til at vælge det ene eller det andet: Enten kan vi blive ved med at holde de andres løn, arbejdsforhold og levestandard nede, indtil vi er fuldstændig udkonkurrerede og har mistet alle arbejdspladser - eller også kan vi være solidariske og bruge nogle af vores mange resurser på at hjælpe med at få deres levestandard og løn op, så de ikke længere er i en så gunstig konkurrencesituation.

Alternativets indstilling baserer sig på global solidaritet. Danmark skal være det bedste land for verden.

 

 

Lighed gavner alle

Jeg tror på, at vi står foran en tidsalder, hvor vi skal foretage drastiske ændringer i vores samfunds styreformer. Befolkningstallet på planeten stiger hastigt, og det skaber nogle udfordringer, som vi skal adressere før problemerne bliver uoverskuelige. En af de vigtigste - hvis ikke den vigtigste - er at økonomiske interesser fra virksomheder og stater bliver stadig jagtet aggressivt. 

Jeg tror på, at lighed, empati og et bæredygtighed er de eneste ting, der sikre en planet, der kan holde til ti milliarder mennesker i 2060. Jeg tror på, at mennesker vil andre det bedste, hvis vi blot lærer hinanden at kende og udveksler vores viden, resurser og velvilje. 

Lighed er et afgørende begreb at arbejde med i den her tid. OECD, IMF, Verdensbanken og efterhånden et kraftigt overtal af eliten blandt økonomer er enige om, at økonomisk ulighed I alle verdens samfund holder os tilbage.

For ti år siden, da Eva Kjær Hansen skrev, at uligheden godt måtte vokse, fordi det gav dynamik i samfundet, var jeg i tvivl. Ligesom så mange andre. "Vil øget lighed dræbe udviklingen?” tænkte jeg. Siden da er vi blevet klogere. Uligheden skader sågar den økonomiske vækst, hvis man er typen, der stadig går op i den slags. Den gamle sang om, at når de rige bliver rigere, følger de fattige med, holder ikke. Tallene peger den modsatte vej. 

Når en større del af befolkningen arbejder med en daglig bekymring for økonomien, snyder vi hele samfundet. For pengeproblemer forbliver sjældent kun pengeproblemer. Disse mennesker har også dårligere helbred og dårligere uddannelse. Og det går i arv. Hvis vi ønsker vækst i vores samfund - en langvarig, holdbar vækst, så skal de dårligst stillede have mere hjælp. Det gælder uanset, om du bruger det gammeldags BNP eller har indset, at vi trænger til et nyt vækstbegreb. Deres børn skal have hjælp til lektierne, forældrene skal have hjælp til opdragelse, og de ældre skal have hjælp til at spise bedre. På den måde imødekommer vi også en række udgifter på det sociale-, uddannelses- og sundhedsområdet. 

Hvis den lave middelklasse får dette løft, vil det kunne mærkes på bundlinjen i mange år frem. I steder for at tænke i dagpengesatser nu og her, om skoledagen skal være 5 eller 7 timer, eller om ældrepleje skal være privat eller offentlig, så handler indsatsen for lighed om en grundlæggende omstilling i tankegangen: Lighed er ikke lig med lavere vækst eller større udgifter. Lighed er sund fornuft - uanset hvor I samfundet, du selv befinder dig. 

Løsningerne: 

Resurserne i vores samfund skal omfordeles, således at den lave middelklasse får mere. Det vil forhåbentlig betyde en mere bæredygtig og mindre konjunkturfølsom vækst. Det skal gøres via lavere skat til de lavtlønnede og en øget beskatning af boliger, arv og forbrug.

Vi skal desuden regulere bankerne mere. At sidde på vores pengebeholdning er i dag en alt for profitabel branche. Det kan ske ved at adskille investeringsbanker og almindelige forretningsbanker. I længden skal vi have langt større kontrol med private bankers drift, for deres størrelse og aggressive tilgang inviterer til endnu en finanskrise. 

Politisk trænger vi til en ny måde at definere vækst på. Det gammeldags BNP giver ikke et korrekt billede af, hvordan vores økonomi har det. Det er som at måle om en persons kropstemperatur ved at sutte på en finger i putte den ind i armhulen. Vi skal længere ind… Parametre som arbejdstid i forhold til produktion, lighed og behovsopfyldelse bør inkorporeres i en ny måleenhed for vores samfunds velstand. 

Religioner tilbyder sløj etik

Det danske samfund er en dynamisk størrelse med fart på. Vi opdaterer konstant vores regelsæt - fra trafikregler, til hvordan vi deler pengene, til hvem der må larme hvornår og hvor meget. Et regelsæt, der repræsenterer den aktuelle tilstand i vores samfund og derfor konstant er under forandring.

Vi har et kæmpe apparat af embedsmænd og politikkere til at tage sig af de konkrete lovændringer. Før reglerne overhovedet kommer så langt, debatterer vi dem i det uendelige i landets aviser, debat-programmer og især på facebook. Det er tydeligt at se gevinsten. Så mange mennesker med så meget indsigt blander sig i den evige debat om udformningen af vores samfund. Det er et ret fedt system, synes jeg.

Dette gælder også etiske og moralske spørgsmål. Vi smider vores viden og indsigt i en pulje - debatterer spørgsmålene - og ender med en form for konsensus. Vores etiske synspunkter er dannet gennem omhyggelige undersøgelser af menneskets natur og optimale levebetingelser. En lang række mennesker har gjort sig tanker, som andre har brygget videre på, som vi så benytter os af i udformningen af nye regler. I de seneste 50 år er psykologien for eksempel blevet en større spiller, som i de seneste år har kørt et imponerende parløb med neurovidenskaben, som kan belyse hjernens funktioner i bestemte psykologiske faser. Vi bliver klogere - og vores etik forbedres som følge deraf. 

I det lys er det bekymrende, når religionslærerforeningens formand John Rydahl udtaler, at religionsundervisningen er det eneste fag, hvor vores folkeskole-elever bliver undervist i etik. Udmeldingen kom i forbindelse med den konservative Mai Mercados udtalelser om mere kristendomsundervisning.

Hvorfor får vores børn kun serveret deres etik-undervisning i forbindelse med religion? Som jeg netop har belyst, er det jo ikke meget af os voksne etik, der længere bliver skabt på et religiøst grundlag. Biblen har ikke længere meget at sige, når vi definerer nye regler for vores samfund, så hvorfor underviser vi børnene i nogle værktøjer, som vi alligevel ikke bruger?

Skal vi ikke give børnene de værktøjer som voksne bruger i udformning af personlig og social etik? Give dem en undervisning, som bedre matcher de etiske overvejelser, der foregår blandt voksne i samfundet anno 2015?

Religiøs etik er ikke et brugbart pejlemærke for os længere. Kun når den bliver udsat for en grundig revidering. Mai Mercado skrev uddybende på sin facebook-side, at der naturligvis historisk set har været nogle dårlige ting i kristendommen, men at vi har tilpasset og forbedret den.

For at forstå Biblens moraler korrekt, har vi altså brug for forudgående, moralske intuitioner for at kunne gennemskue rigtigt og forkert. Eller sagt på en anden måde: vi har brug for moralsk viden, før vi tør give os i kast med sorteringsarbejdet med den religiøse moral. Spørgsmålet om slaveri er for eksempel et af de letteste moralske spørgsmål at svare korrekt på, men Biblen svarer i bedste fald tvetydigt, og jeg vil mene, at den svarer direkte forkert. Både i det nye og gamle testamente. Derfor må en anden etisk vinkel have afgjort sagen for os. 

En person, der udelukkende har fået indrettet sit moralske kompas efter religiøse tekster, er næppe en person, der vil blive opfattet som et moralsk pragteksempel. Tværtimod lader det til, at de mest religiøse mennesker har fået forstyrret deres moralske kompas - nogle gange i en sådan grad, at de er til fare for andre. Den verdslige etik er nødvendig for at sortere i Biblens budskaber, og det religiøse udgangspunkt gør os ingen tjenester i vores søgen efter etisk forbedring. Jeg vover at påstå, at vi kunne forbedre vores etik og moral mærkbart hurtigere ved at smide religionens tunge lænker.

Derfor ser jeg ingen grund til, at kristendommen eller religion i det hele taget får yderligere plads på børnenes skema. Undervisning i etik kan gøres langt mere effektiv ved at bruge mere nutidigt undervisningsmateriale end Biblen eller Koranen. Den nutidige etik - skabt gennem århundredes filosofisk arbejde - bør være fokus for vores etikundervisning. Og den er også nemmere at servere i børne-og ungdomshøjde - det ser vi blandt andet i Peter Plys og det forrygende Phineas and Ferb. Hermed en let anbefaling ovenpå en tung omgang tekst. 

Det skal siges, at Alternativet ikke har en nedskrevet, vedtaget religionspolitik endnu. Disse synspunkter står for min egen regning. 

God uddannelse starter med eleven

Alternativet vil øge fokus på den enkeltes læring. Både fag, tempo og form kan varieres i langt højere grad end hidtil. På alle uddannelsestrin. Du skal tage en uddannelse, fordi du har håb for fremtiden. Ikke fordi du frygter for fremtiden.

I modsætning til min holdning, da jeg selv gik i ottende klasse, mener jeg i dag, at uddannelse er nøglen til fremtiden.  Vi kan gøre os en masse fornuftige tanker om, hvordan verden ser ud om 20 år, men uanset hvilke andre initiativer, vi tager, så er den mest oplagte investering i vores børn og fremtidens arbejdsstyrke.

I dag har de fleste lærere, pædagoger og forhåbentlig også politikere indset, at læring er en personlig proces, som er ligeså forskellig som vores øjenfarve. Der er gjort enorme fremskridt i læringsmetoder og forskning, som bare venter på at blive implementeret. Heldagsskolen og inklusionstanken er et par positive initiativer i mine øjne, men der er tydelige svagheder. Men først og fremmest mangler pengene. Jeg ønsker at arbejde for at tilføre Folkeskolen flere midler - i første omgang til bedre fysiske rammer for både lærere og elever. 

Som foredragsholder om ADHD og diagnosebørn hører jeg mere tale om inklusion end paven hører om kordrenge. Inklusionen i dagens Folkeskole handler om, at børn med særlige behov og evner skal undervises sammen med andre børn. Grunden til inklusion er simpel og åbenlys: Vores børn skal lære sammen med ADHD’ere og andre særlige børn - fordi de som voksne skal arbejde sammen med dem. Jo tidligere vores almindelige og særlige børn lærer hinanden at kende jo bedre.

Min holdning kræver måske lidt historisk perspektiv: 

Tidligere skrottede skolen hurtigt en ADHD’er eller en autist. Vi havde ikke tid, viden eller behov for at oplære de særlige elever. Det betød at for eksempel også ordblinde røg på porten tidligt i deres ungdom. Det kostede mange begavelser et ærgerligt arbejdsliv med uopfyldte drømme og en karriere langt fra deres evners niveau, og de blev dermed en uudnyttet resurse for vores samfund. 

I dag ved vi heldigvis mere om, hvordan vi kan undervise særlige børn. Og det er der også brug for. I fremtiden er der nemlig ikke mange jobs i Danmark til en borger, der ikke har været gennem en ungdomsuddannelse. Lærer og forskere over hele landet er i gang med tilpasse vores undervisningsmetoder til de forskellige typer af elever. Og det arbejde vil Alternativet bakke op om. Blandt andet ved at gøre flere skoler til selvejende institutioner, hvor de uafhængigt kan tilrettelægge deres undervisning efter elevernes behov og evner. 

Ungdomsuddannelserne trænger i dag til et tydeligt praktisk fokus. Alt for mange elever mister motivationen, fordi deres undervisning ikke har et ordentlig praktisk element. Som trommeslager og basketballspiller har jeg luret én afgørende ting: Man lærer bedst ved at spille. Som tømrer skal du have værktøj i hænderne, som frisør skal du have hår, og din veninder kan kun skifte hårfarve et vist antal gange. Helt konkret ønsker vi i Alternativet at alle uddannelsesinstitutioner formulerer en netværksstrategi, så de kan inddrage det lokale erhvervsliv mere i uddannelsen af de kommende medarbejdere.

Hvor længe hammeren forbliver nødvendig i værktøjskassen, eller hvornår frisørsaksen bliver laserdrevet er spørgsmål, vi ikke kan svare på endnu. Men jeg ønsker, at fremtidens professionelle bliver klar til at tage imod fornyelsen - uanset hvordan den ser ud. Den teknologiske udvikling går stadig hurtigere, og derfor vil Alternativet gøre iværksætteri, innovation og bæredygtighed til at tværfaglig projektfag i både folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Eleverne skal ikke kun undervises i, hvordan verden ser ud i dag - de skal rustes til den løbende forandring, som utvivlsomt vil komme. 

IT-politik – en overset gigant

De sidste hundrede år har Danmark udvidet sin infrastruktur i et rasende tempo. Provinsmotorveje er blevet anlagt hånd-i-hånd med toglinjer i København og et uoverskueligt antal af broer, landeveje, cykelstier og buslinjer er blevet anlagt. 

I de seneste årtier har vi oplevet en lignende eksplosion af infrastruktur et helt andet sted: Online. Fra dagligdags IT-systemer som NemID og MobilePay til de store statslige systemer i SKAT, Forsvaret, osv.

Statens rolle

Staten skal investere i store IT-projekter. Sundhedsvæsnet, uddannelsessystemet, retssystemet, osv. er alle oplagte spillere, som skal investere i vores IT-infrastruktur. Det skal de gøre med den kommende udvikling i tankerne. Opgaven med at udtænke fremtidens systemer og vælge de rette leverandører må på ingen måde tages for let. Det drejer sig jo om vores digitale infrastruktur - vejene og stierne, borgere og offentligt ansatte skal benytte mange år frem.

IT-udbud og udvikling af administrationssystemer er muligvis det absolut mindst sexede område i hele den offentlige sektor - som i forvejen ikke er rasende fræk. Men pengene på området er gigantiske - systemernes udarbejdelse tæller tusinder af arbejdspladser, og systemerne bruges jo af endnu flere. 

Du har ret. Hvorfor skal det her bekymre dig? Og umiddelbart bør det heller ikke, med mindre du arbejder i eller med offentlige IT-systemer. Ideelt set burde du bare som dansker føle dig sikker på, at arbejdet bliver varetaget ordentligt. Ligesom når det anlægges veje og bygges broer. 

Problemet

Men it-området er nyere, og derfor sker der flere fejl. Nogle af dem er forståelige smuttere, når man prøver at finde rundt i en rivende udvikling. Andre er helt fjollede. Og virkelig dyre. 

Et fejlslagent sagsbehandlingssystem til Politiet - ganske oplagt og nøgternt kaldet Polsag - er et klassisk eksempel. Der blev sparet på kreativiteten i processen med navngivningen, til gengæld fik Justitsministeriet, Rigspolitiet og CSC tilsammen 567 millioner kroner til at gå op i røg. Det er den næstdyreste offentlige it-skandale, kun overgået af Amanda-systemet, som kostede over en milliard. Det var også CSCs værk. 

Det er et af den slags beløb, der er svære at begribe. Jeg foretrækker et billede i mit hovede af en vanvittig pyramide af bundtede sedler, der brænder - under et skilt, hvor der står: “Et fuckload af stakater!” 

Løsningerne

Danmark trænger til en IT-havarikommision. Det lyder heller ikke synderlig frækt, men bag det dødssyge navn gemmer sig en smart lille instans. En havarikommision er nemlig sådan en, der lærer af vores fejl. Når en færge synker, skal vi selvfølgelig finde ud af, hvad der er gået galt. Så når Rigspolitiet og CSC bruger en halv milliard på at lave noget ubrugeligt skrammel, bør vi vel også lige sætte os ned og drøfte det igennem? 

Kernen i problemet med det offentliges indkøb af IT-systemer er, at kun en lille gruppe forhåndsgodkendte leverandører må byde på systemerne. På papiret kan jeg godt forstå hvorfor de gør det, da de gerne vil foretage kvalitetssikring og have en tryghed i det faktum, at det f.eks. er KMD A/S, der leverer et system, og ikke Jens Jensens EDB-Snedkeri ApS. Hvis det dog bare var så nemt. For KMD A/S og de andre efterlader sig jo altså et spor af projekter, der er kuldsejlede.

Derfor kan jeg bedre lide reklamebranchens indstilling. Ikke selve reklamerne, som tit gør mig rasende ved halvlegspausen, men den måde, deres udbud fungerer på. Her annoncerer Toyota f.eks. at de vil have et nyt reklamebureau, og så er der 10-20 bureauer, der byder på opgaven.

At "byde på opgaven" betyder i praksis, at de laver et oplæg til hvordan og hvorledes de vil løse opgaven. Når Toyota så ser hvem, der har de bedste idéer, tjekker de derefter om disse firmaer har deres administrative sager i orden. Det er en model, som jeg godt kan lide, for den tvinger de håbefulde leverandører til at være konkrete og fremvise noget i praksis, som ikke bare er alenlange kravspecifikationer med tillæg og bilag.

Ideerne først. Det giver da mening.

Læs mere:

http://www.version2.dk/artikel/rigsrevisionen-uddeler-oeretaeve-til-politiet-efter-polsag-skandale-51164

http://www.version2.dk/artikel/efter-version2-debat-nu-vil-k-have-it-havarikommission-87689 

http://ing.dk/blog/it-havarikommission-oenskes-126508

Cannabis: En skævere tilgang

Debatten om legalisering af cannabis vil de næste 5-10 år blive mere og mere relevant. De fleste er dog ligeglade, da de snildt kan få fingre i stoffet og nyde det uden nogens indblanding. Men udviklingen i kriminaliteten forbundet med cannabis betyder, at det er blevet tid til at tage debatten om legalisering op på et højere politisk plan.

Krigen mod narko har ikke vist gode resultater. Og det koster enorme resurser hos politiet og retssystemet. Prisen for den her krig er svært at udregne, men DR3 gjorde et fornuftigt forsøg i 2013 og endte på 3,4 milliarder. 

https://vimeo.com/71949052

Da politiet i 2004 lavede en storstilet aktion mod Pusherstreet på Christiania, var målet at svække de kriminelle miljøer og begrænse salget af hash. Resultatet var dog det modsatte. Fremfor at svække de kriminelle miljøer, flyttede man hashhandlen væk fra offentligheden og de relativt faste rammer på Christiania, og bidrog i stedet til at handlen blev spredt over hele København. Forbruget af hash faldt ikke, men konsekvensen var derimod at almindelige brugere var nødsaget til at opsøge stærkt kriminelle miljøer for at købe et produkt der tidligere kunne købes under nogle forholdsvis trygge forhold. Det bidrog til en unødvendig kriminalisering af eksempelvis ”festrygere”, der var helt ude af proportioner, men i stedet styrkede bande- og rockermiljøerne.

Alligevel taler en god portion af danske politikere for at fortsætte samme tilgang. Einstein sagde det fornuftigt: "Definitionen på sindssyge er at gøre det samme igen og igen - med forventningen om et nyt resultat. ”

Vi skal til at tænke anderledes. Det er faktisk ikke rigtigt, for tankegangen ligger allerede klar - vi skal til at HANDLE anderledes.

Det gode eksempel

I Portugal har de siden 2001 haft en nytænkende indstilling til forbruget af rusmidler. For det første bliver du ikke regnet som kriminel, hvis du er i besiddelse af stoffer. Du bliver regnet som syg. En misbruger risikerer ikke fængsel - han risikerer kun en behandlingsdom. Eneste risiko ved at besidde dit stof er altså at få hjælp. Det, tror jeg, gør det mærkbart nemmere at være misbruger – og det kan bidrage til at flere får den fornødne hjælp. 

Men kommer der så flere misbrugere, hvis det bliver lettere? Nej, siger erfaringer fra Portugal. Rusmiddelforbruget er cirka samme sted som før lovens indførsel. Men andelen af stofrelaterede dødsfald og sygdomme er faldet mærkbart.

Løsningerne

Jeg vil anbefale, at vi indfører Portugals model, når det kommer til misbrugerne. Se dem som syge frem for kriminelle. For de er ikke kriminelle. Et bandemedlem ønsker oftest at forblive bandemedlem. De færreste misbrugere ønsker at vedblive med at være det. Så skal vi ikke hellere hjælpe dem frem for at pege fingre? 

Der er forskel på stoffer. Deres effekt er forskellig, styrken varierer og det samme gør afhængighedsrisikoen. Derfor er det ikke til at komme udenom, at der når debatten falder på legalisering, foregår der en vis grad af smagsdommeri. 

Jeg vil personligt foretrække, at vi i første omgang legaliserer cannabis. Alle rusmidler skal igennem en form for offentlig test af dets effekt og risici. Cannabis har været gennem denne proces. Til dato er intet menneske død som følge af indtagelse af cannabis for eksempel.

Om vi bør legalisere handel med hårdere stoffer - og hvornår - er spørgsmål, jeg vil arbejde med i fremtiden. Men for nu ser slaget om cannabis som værende det logiske første skridt, uanset hvordan resten af rejsen skal gå. 

Cannabis er ikke ufarligt. Som alle andre rusmidler er der en pris at betale for at indtage det. Det kan gå ud over indlæringen, tappe ens energi og det kan koste nedrykning for ens online-FIFA-hold. Men prisen er tilsyneladende ikke højere, end at en stor gruppe danskere foretrækker dette rusmiddel i deres fritid. Disse mennesker skal have mulighed for at købe sikre produkter, som er fremstillet og forhandlet af ærlige forretningsdrivende og ikke kriminelle bander.

Vi trænger til en skævere tilgang til debatten om cannabis. Den nuværende model har vist sig som en fiasko.