Mit valgslogan er “Hvorfor ikke?”

Det kom sig oprindeligt af min ven Nicklas’ reaktion, da jeg fortalte ham, at jeg stillede op tilbage i 2015. Han har en indre vestjyde i sig, selvom han er fra Nordsjælland, så han trak bare på skuldrene og sagde “ja, hvorfor ikke?”. 

Siden slog det mig, at netop dét spørgsmål var vigtigt at bringe til tvivlerne under min første kampagne dengang, hvor mange havde svært ved at forstå, at en komiker stillede op til folketinget - sådan for alvor. “Jo jeg gør - hvorfor ikke?” Kunne jeg blot svare, og så reagerede de fleste faktisk med sympati og forståelse. “Nåja, hvorfor ikke en komiker? Der er så mange andre erhverv repræsenteret på Christiansborg - hvorfor så ikke også denne type kunstner, som jo gør sig i samfundsobservationer.” 

Siden groede sloganet yderligere på mig. Så meget at jeg nu bruger det igen i denne valgkamp. For spørgsmålet “Hvorfor ikke?” bør faktisk være et, vi stiller noget oftere. Hver gang vi ytrer vores mening om noget, bør vi indstille os på at høre fra omgivelserne, hvorfor vi tager fejl. Sådan er vi ikke indrettet psykologisk - men i dagens samfund burde vi gøre det til trods, vil jeg påstå. 

Lad mig uddybe:

I videnskabens verden er “Hvorfor ikke?” en fast grundregel. Når en videnskabmand får en idé og fremlægger den for sine kolleger, er det dét spørgsmål, der er i alles hoveder. “Hvorfor ikke?”, “hvordan tager vores kollega fejl?”, “kan hendes teori modbevises?” 

Den tilgang har givet verden enormt meget fremgang - især de sidste 400 år, hvor tilgangen virkelig har vundet indpas overalt på kloden. Jeg tror den med fordel kan bruges flere steder. For eksempel i debat og politik. 

Problemet med tilgangen er, at den ikke føles rar. Når vi mennesker tager fejl eller bliver irettesat, føler vi ubehag. Vi føler statustab, skam og frygt. Det skyldes, at vi ikke er mentalt bygget til meningsudveksling - vi er designet til at slås - eller flygte. Den såkaldte “fight or flight”-mekanisme, som hjernens følelsecenter står for. Den er fin nok, når man er en jæger, der står overfor et vildt dyr, eller en soldat overfor en fjende. “Kan jeg tæve ham her? Eller skal jeg løbe min vej?” Der er som udgangspunkt kun de to gear i vores hjerner. Men det duer jo ikke i en debat. Der er brug for et tredje gear. For hvis din modpart kan “tæve” dig i kamp på ord, så sker der jo ikke noget dårligt. Der sker faktisk noget godt - nemlig at du bliver klogere. Når man debatterer bør det hedde “fight, flight or receive”.

Desværre har ingen fortalt det til hjernens følelsescenter. Det reagerer på samme måde som de sidste 300.000 år - med frygt og en konfronterende indstilling - når vi oplever modstand. 

Den frygt er altså ikke sådan lige at komme udenom. Men med den rette indstilling kan den tøjles. Det handler om, at begge parter i en debat skal se diskutionen mindre som en konkurrence mod hinanden og mere som en måde at blive klogere sammen på. Afsenderen af et budskab skal være klar på at få at vide, at budskabet er forkert - og modtageren på at give en empatisk irettesættelse, hvis en sådan er nødvendig. 

Jeg øver mig hele tiden på at have de indstillinger. Og som politiker i valgkampen, hvor jeg hele tiden siger min mening om noget, er det frygten som afsender, der hovedsageligt skal tøjles. Med sloganet indstiller jeg mig på den måde på at blive modsagt, således at jeg kan tage imod indsigelserne med åbenhed og nysgerrig frem for frygt og konfrontatorisk indstilling. Derfor slutter mange af mine indlæg med: “Hvorfor ikke?”