Debat: Udviklingsbistand bør bistå til udvikling, right?

DEBAT: Årets lavpunkt er, at også udviklingsbistanden tages som gidsel i jagten på udlændingestramningerne, mens nye DAC-regler markerer et lyspunkt, der kan gøre op med regeringens kannibalisering på udviklingsmidlerne, skriver Anders Stjernholm (ALT).

Jeg er ny på Christiansborg, så tilgiv mig, hvis jeg har misforstået noget. Men bør udviklingsbistand ikke handle om at bistå til udvikling? 

Normalt regner jeg mig selv som rimelig skrap til det danske sprog. Men når jeg som nytiltrådt ordfører ser på, hvordan udviklingsbistanden bliver brugt som handelsvare i finanslovsforhandlingerne bliver jeg i tvivl. I (endnu) en studehandel af velfærd for udlændingestramninger har Inger Støjberg og regeringen nu bragt udviklingsbistanden i spil som et pressionsmiddel til at få flere mennesker tvangsudvist.

Det er endnu et skridt væk fra den langsigtede og udviklingsorienterede bistand, at man nu lader udlændingestramninger spille ind i udviklingsindsatsen.

Et opgør med kreativ bogføring
Ligeledes var det med nogen forbløffelse, at jeg blev bekendt med den kreative bogføring, der i de seneste år har domineret fordelingen af den danske udviklingsbistand. Den såkaldte ”DAC-rapportering”, der er en bogføring, hvor danske bistandsmidler kan bruges i Danmark, har således betydet, at Danmark selv har været det land i verden, der i de seneste år har modtaget mest dansk udviklingsbistand. I 2015 og 2016 har Danmark modtaget 5,5 milliarder kroner fra den danske udviklingsbistand. Oven i købet i en tid, hvor udviklingsbistanden udgør en historisk lav andel af Danmarks egen velstand.

Kan I forstå, at jeg undrer mig? Er det ikke meningen, at dansk udviklingsbistand skal gå til udviklingen af lande, som ikke er Danmark? Det er i hvert fald holdningen i Alternativet, hvor vi gerne så, at udviklingsbistanden gik ubeskåret til ja – udvikling.  

Den måde, pengene bruges på nu, ligner i min optik umiskendeligt snyderi på vægten. Danmark er blandt de lande, der tolker reglerne bredest og mest favorabelt til egen fordel. Dette uetiske ”DAC’eri” udhuler hjælpekronerne i en tid, hvor der er behov for at skabe større lighed og bedre levevilkår ude i verden.

Derfor er det en af årets mere glædelige nyheder, at OECD nu har indskærpet reglerne, så de fremover forhåbentligt ikke kan tolkes så favorabelt og til egen vinding, som dansk praksis har været. ”DAC’eriet” begrænses – Alternativet så helst det blev fuldstændig bandlyst.

Kan vi svigte lidt mindre næste år?
Udviklingspolitik med udvikling for øje er vigtigere end nogensinde før. I en verden, der i et globaliseret og teknologisk perspektiv bliver mindre og tættere forbundet, men samtidig bliver mere og mere ulige, er bekæmpelsen af fattigdom og sikringen af bedre levevilkår flere steder i verden fuldstændig afgørende. Vi må som globalt samfund arbejde for, at de fleste mennesker oplever håb for fremtiden og har lyst til at udvikle det samfund, de er en del af.

Men hvis det skal lade sig gøre, så er vi nødt til at skrue op for vores ambitioner om at hjælpe dem – frem for os selv.

Udviklingsbistand handler om at bistå udvikling – ikke om udlændingestramninger og ikke om at spare så mange penge, som vi overhovedet kan. Jeg håber 2018 bliver et år, hvor udviklingspolitikken prioriteres, hvor bistanden hæves til minimum 1 procent af BNI, hvor vi adskiller udvisningspolitik og udviklingspolitik, og hvor vi lader udviklingsbistanden gå ubeskåret til de lande, der reelt har behov for den. Men det kræver nok et valg og en ny regering.


Første gang udgivet på altinget.dk d. 20. december 2017