Debat: Misundelige migranter kommer herop – hvad gør vi ved det?

Hvis vi vil undgå, at flygtninge og migranter søger mod Danmark, så kan vi ikke bare passe os selv. Så skal vi forstå vores rolle som privilegeret foregangsland og hæve udviklingsbistanden til et langt, langt højere niveau.

Jeg kan ikke lide den globale ulighed. Jeg er decideret bange for den. Fordi jeg er rig og gerne vil fortsætte med at være det. Mit forslag er derfor, at vi enten begynder at dele vores goder retfærdigt - eller også erkender vi, at vi ikke nærer nok kærlighed til vores medmennesker. Men så skal vi også erkende konsekvensen af den manglende kærlighed: Flygtningestrømme i et omfang vi i dag ikke har fantasi til at forestille os.

De seneste års politiske debat har været domineret af frygt for de fremmede, der kommer til vores land. Om det er migranter eller kvoteflygtninge, er for mig underordnet i dette indlæg. Pointen er, at den migration, verden ser i disse år, næppe bliver mindre de næste årtier, så vi har brug for at erkende og forstå årsagerne. Og voldelige konflikter er blot én af dem.

Fattigdom har tydeligvis en rolle at spille. Armoden i alt for mange samfund kvæler håb for forbedring. De er ude af stand til at håndtere den klimakrise, som med tørke eller oversvømmelser, udpining af landbrugsjorden og skovrydning gør ren og skær overlevelse sværere og sværere – hvis ikke umulig, og dermed tvinger folk på flugt. I 2016 blev 23,5 millioner mennesker drevet på flugt af ekstremt vejr og klimaforandringer. Det er tre gange så mange, som samme år flygtede fra krig og konflikt.

Migration er en given ting. Mennesker vil altid flytte sig derhen, hvor de passer ind og har bedst muligheder for at skabe et godt liv. Men den nuværende migration er ikke naturlig. Den er unaturligt stor - og unaturlig af årsag. Det enkelte menneskes handling kan snildt forklares - han eller hun foretager et fuldt ud logisk og berettiget valg. Men at vi har et verdenssamfund, der har skabt en sådan migration, er unaturligt. For med vores nuværende niveau af teknologi og produktion burde vi snildt kunne rumme alle. Men vores evne til at tilpasse os hinanden er tilsyneladende ikke god nok. Når økonomien er presset, ser vi ikke længere fællesskabet som et gode, og så fokuserer vi på vores forskelligheder. Den fremmede hudfarve, mad og kultur, som før var spændende, er nu pludselig skræmmende.

Om end fattigdommen langsomt mindskes i disse år, går det overhovedet ikke hurtigt nok. Alt for mange mennesker står uden en reel chance for at forbedre deres liv – med mindre de flygter op til os. At mange vælger den løsning, kan vi derfor ikke bebrejde dem. Og klimakrisen vil efter alt at dømme sende flere hundrede millioner mennesker på flugt de kommende årtier. Selvom de fleste formentlig vil være internt fordrevne eller søge sikkerhed i nabolandet, mon så ikke en del vil forsøge at komme op til os også? Det tror jeg godt, vi kan regne med. Historisk har uligheden været værre, end den er i dag. Men den har aldrig været tydeligere og bedre kommunikeret. Billeder og budskaber om USA's og Europas overflod af mad, lækre boliger, fladskærme, velfungerende demokratier og offentlige ydelser kan i dag ses af langt flere af planetens indbyggere via internet og telefoner. Til forskel fra tidligere tider er den fattige del af verden klar over den globale ulighed i en helt anden grad.

Derfor frygter jeg ulighed. Fordi jeg er grådig og gerne vil beholde mine ting. Jeg har mere, end der tilkommer et gennemsnitligt menneske på den her planet. Meget mere. Jeg har en god lejlighed på 75 m2, en lille bil og et stort tv. Du synes muligvis ikke, at jeg lyder særlig rig, men faktum er, at jeg nyder en hverdag med mad, tryghed og goder, som langt flertallet af planetens indbyggere aldrig kommer i nærheden af. Hvis den kvalitetsforskel ikke udlignes hurtigere, end vi ser det ske nu - så kan jeg ikke bebrejde de mennesker, at de kommer efter mine ting. Og jeg under dem at have det lige så fedt som mig.

Lad mig bruge et ærligt ord: de er misundelige. Det ville jeg også være. Hvis jeg boede i et tørkedomineret land, og mine ledere var nogle korrupte egoister, og gamle overtroiske mænd bestemte, hvordan jeg skulle tænke - så ville jeg også kigge herop og tænke: ”De har det for fedt, jeg vil være med der!” Derfor flygter de ikke kun fra noget. De flygter også til noget. Noget federe. 

Det er de i deres gode ret til at gøre. De flygter nemlig også – og især i fremtiden – fra en klimakrise, som de ikke selv er skyld i. En global krise, der er en konsekvens af mit store tv og min fossilbil. Vi i den rige verden har ikke kun udledt mere CO2end de fattige lande. Vi har frataget dem en mulig fremtid og erstattet den med noget langt værre. Vores forbrug har frataget andre mennesker på kloden muligheden for samme udvikling som os. Medmindre de altså flygter til vores del af verden …

I dag sidder den rige del af verden på en uforholdsmæssig stor andel af verdens ressourcer. Det går simpelthen ikke længere. Virksomheder gemmer årligt over 200 milliarder kroner tjent i Afrika i skattely – flere byder på at tallet er langt højere. Samtidig scorer banker og børser i verdens rige storbyer større og større stykker af den fælles kage. Så modløsheden breder sig.

Derfor kan jeg godt forstå, hvis desperate mennesker griber til desperate handlinger. Og en af de handlinger er at rejse herop. Vores - klodens rige befolknings - opgave er at tilbyde et brugbart alternativ til at flygte. De rige dele af verden er nødt til at erkende vores ansvar. Vi har det historiske ansvar for den ulige fordeling af ressourcerne. Vi har nået den grad af udvikling vi har i dag, fordi vi har gennemgået en industrialisering, der har tæret hårdt på kloden. Vi er de stærke. Og med store evner kommer stort ansvar - det gælder ikke kun Spiderman og Pippi Langstrømpe.

Hvis flertallets største frygt – som jeg efter at have siddet i Folketinget et par måneder fornemmer – er flygtninge og de fremmede, der kommer til vores grænser og vil ind, hvorfor gør vi så ikke alt, vi kan for at undgå, at de kommer væltende i endnu større omfang i fremtiden? Hvorfor sætter vi ikke ind med alt, hvad vi kan for at undgå, at klimakrisen sender op mod anslået 250 millioner mennesker på flugt inden 2050? Hvorfor er det ikke topprioritet for de partier, der frygter flygtninge- og migrationsstrømme? Hvordan kan 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand være nok? Hvorfor giver vi, der har råd, ikke 1 pct.? Eller 3? Eller 5 pct. i udviklingsbistand? Jeg mener det – hvorfor ikke give meget, meget mere?

Hvis vi kan forvente en verden, hvor flere hundrede millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem, sultne, tørstige og på flugt fra ikke bare stigende vandstande, men også udpint jord og udtørrede brønde – og deraf følgende ressourcekrige – hvorfor gør vi så ikke, hvad vi kan i dag for at undgå det?

Hvis vi ved, at prisen for tilpasning til klimaforandringerne ifølge FN meget vel kan blive 500 milliarder dollars om året inden 2050 – hvorfor sætter vi så ikke markant og hurtigt ind for at undgå endnu mere voldsomme klimaforandringer i den nære fremtid? Hvorfor går Danmark ikke forrest og løfter vores udviklingsbistand markant, så vi påvirker en global dagsorden, der bekæmper ulighed, klimaforandringer, viser global holdånd – og som tilmed forebygger flygtningestrømme?

Hvis man politisk tænker mere end bare 10 år frem, så er dette den største trussel mod vores levevis. Så løsningen på problemet har naturligvis sin pris. Ja, det kommer til koste noget. Måske må du nøjes med 42 tommer i stedet for 50. Og bilen bliver mindre og benzinen dyrere, indtil vi alle kører på el. Vi kommer måske alle sammen til at skulle betale lidt.  Men lad os da alligevel give vores udviklingsbistand et ordentlig løft og tilbyde et rigtigt alternativ for klodens fattigste. Hvorfor ikke?

Hvis andre vestlige lande følger trop, vil der være håb for et oprigtigt opgør med fattigdom og ulighed. Ringene i vandet vil ikke blot være, at andre lande opper deres bidrag – multinationale virksomheders skattesnyd vil også komme i yderligere fokus, når nationer verden over investerer så massivt i disse menneskers velbefindende og fremtid. Hvilket betyder noget ganske særligt for os alle sammen: Nemlig at menneskers behov for at flytte sig vil blive markant reduceret. Hvis du gerne vil undgå flygtninge – så vil du gerne undgå klimaforandringer. Tænk lige over, om ikke jeg har en pointe her. Ved at give lidt mere i dag, undgår vi at skulle betale rigtig, rigtig meget i fremtiden.


Første gang udgivet på jyllands-posten.dk d. 15. februar 2018