ADHD er alles skyld – men dit eget ansvar

Når skylden for ADHD i samfundet skal findes, peges fingrene i mange retninger: Samfundet generelt rummer ikke de skævere tænkende, skolerne mangler forståelse, medicinalindustrien er grådig, lægerne er dovne, vores mad er forkert, og forældrene er for slappe. Jeg vover en påstand: Det er alles skyld.

ADHD er en neurologisk størrelse. Vi ADHD’ere har en skævhed i hjernen. Der mangler signalstoffer, og derfor fungerer vi ikke optimalt. Men en persons ADHD kan skyldes mange ting.

At du har en neurologisk skævhed i hjernen, betyder ikke, at den dermed er kommet indefra, og det betyder heller ikke, at du står alene med ansvaret. Du kan få lov til at dele det med os andre. Det bliver jeg næppe populær af at sige, men det er min holdning: Alle har noget af skylden for den udbredelse og effekt, diagnoser som ADHD har på vores samfund.

Verden er stor
Samfundet er generelt blevet mere uoverskueligt. Når man som barn skal lære at tilrettelægge sit arbejde – og senere vælge sin uddannelse, er der så uhyggeligt meget at tænke over, at apati bliver den mest tiltalende mulighed. Vores velstand og rigdom har en slagsside: Der er meget at vælge imellem.

Skolen
Vores skoler mangler rummelighed. Mest af alt fordi de mangler hænder og tid. For egentlig er lærere og pædagoger blevet dygtigere og mere indsigtsfulde, men hvad skal det nytte, at de ved, hvad Katrine har brug for, når de ikke har muligheden for at give hende det?

Medicinalindustrien
Vores pillemagere er grådige. Det kan der efterhånden ikke herske tvivl om. Med så mange historier om fusk med forsøg, vanvittige sælgere med gigantlønninger og uhyrlige summer i retsforlig bør ingen være i tvivl om, at industrien ikke kun rummer kittelklædte forskere, der ønsker at redde verden – den rummer i høj grad også jakkesætklædte røvhuller, der ønsker at bo på Strandvejen.

Lægerne
Jeg tror ikke, vores læger er dovne, men de bliver bedt om at overskue en ufattelig vifte af sygdomme og syndromer, som de umuligt kan nå at forstå indgående. Derfor bliver behandlingerne overladt til manualer, vejledninger og sågar indlægssedler.

Vi er nødt til at ændre vores gammeldags antagelse om, at sygdom er lægens ansvar. Især når det kommer til psykiske lidelser, skal patienterne se en indlysende sandhed i øjnene: Du kender bedst selv dit hoved – du har selv de bedste muligheder for at skabe forbedring. I mit arbejde med ADHD og psykiske lidelser har ét stået klart: De, der er villige til selv at håndtere deres lidelser, klarer sig bedst.

Maden
Uden at den videnskabelige evidens nødvendigvis foreligger, bør vi se på den mad, vi putter i vores kroppe. Hurtige kalorier, tilsætninger og vanedannende ingredienser dominerer butikshylderne i en grad, vi ikke bør acceptere.

Når jeg ser 10-årige gå fra skole med en halv liter energidrik, får jeg lyst til at ruske i deres forældre. Hvorfor skal dit barn have en koffein-afhængighed så tidligt? Koffein bør ligesom øl som minimum vente til efter, man har givet finger (eller modtaget).

Forældrene
Jeg vil gerne pege en ekstra lang finger mod forældrene. Ja, jeg prøver virkelig ikke at få nogen venner med dette indlæg.

Som foredragsholder om ADHD er jeg stødt på mange forældre, som indgående har søgt viden og indsigt, der kunne hjælpe dem med at hjælpe deres børn, men jeg har også mødt nogle andre: Forældre, som har søgt efter en undskyldning – en forklaring, der ikke inkluderer dem selv, så ansvaret for juniors problemer og balladen i skolen kunne tørres af på nogle andre.

Og det gør mig trist hver gang. Selv om dit barns ADHD kan være kommet fra mange steder, så er du ungens primære forbillede, kok, vejleder og behandler. Hvis du som forælder ikke er villig til at tage en del af ansvaret for dit barns ADHD, så kan du ikke være en del af løsningen. Du skal erkende dit medansvar – for så bliver du også opmærksom på, hvad du kan gøre bedre.

Mere end en recept
At du har en neurologisk skævhed i hjernen betyder altså ikke, at det er et rent genetisk problem, og derfor heller ikke, at ADHD kun skal behandles indefra. Vi hører stadig om børn og voksne, hvis eneste behandlingstilbud er en recept.

Forhåbentlig er det efterhånden en sjældenhed i systemet, for vi har brug for at kigge langt mere helhedsorienteret på vores måde at tackle disse vanskeligheder på.

Rent politisk kræver det handling på alle disse områder. Vi er nødt til at have bedre kontrol med medicinalindustrien – til at begynde med kan vi jo sørge for, at Sundhedsstyrelsen bliver rent offentligt finansieret.

I dag bliver over halvdelen af Sundhedsstyrelsens budget dækket af de virksomheder, hvis produkter den skal tjekke. Hvad nytter det at have en vagthund, når den spiser af gæsternes hånd? Det kræver også, at vi investerer mere i vores skoler og institutioner – først og fremmest bør vi efter min mening se på personalet.

Lad os få mere af det! At have ordentlig kontakt med voksne er den sikreste måde at hjælpe børnene på – uanset, hvad deres udfordringer er.

Individet
Men først og fremmest handler det om patienten. Selv om jeg faktisk ikke bryder mig om det ord, når det kommer til lidelser, som knapt nok kan kaldes sygdomme. Som tidligere nævnt i afsnittet om lægerne, er det de patienter, der erkender deres ansvar for udfordringerne, som klarer sig bedst.

Når det kommer til ADHD, begynder det med en bevidsthed om problemerne. Du skal se på din ADHD, og hvad dine problemer er. Det vil jeg forvente af enhver voksen patient. For børn er det naturligvis anderledes – og så alligevel ikke.

For et barn kan også blive sig sine svagheder og udfordringer bevidst. Det er et spørgsmål om den rette tilgang fra lærere, pædagoger og især forældre.

Selv om jeg var talentfuld i skolen, orkede jeg ikke meget, så derfor krævede min uddannelse, at mine forældre var efter mig. Ja, jeg mener det på den helt gammeldags måde – de var efter mig. »Har du skrevet den stil, Anders?«, »Hvorfor hører vi, at du ikke læser dine matematik-lektier?«

Jeg var ikke diagnosticeret som barn, men mine forældre kendte godt til nogle af mine svagheder alligevel: Jeg var doven. Det faktum, at jeg grundet min lidt særlige neurologi nok havde svært ved at overskue mit arbejde, ændrede ikke på, at kerneudtrykket i mine arbejdsvaner var dovenskab.

Og med to hårdtarbejdende spejderopdragede forældre blev det naturligvis ikke accepteret. Deres vedholdende opmærksomhed hjalp på min indsats i skolen.

Jeg kunne godt have haft gavn af endnu mere vejledning – mere indsigt i mine egne vaner. For det er først langt senere i livet, at jeg er blevet helt klar over, hvordan jeg skal tackle de vanskeligheder, min koncentrationsevne byder mig.

Det var først, da jeg som voksen kiggede grundigt på min ADHD og de svagheder og udfordringer, den bød mig, at jeg virkelig fik gjort noget ved det. Men at mine forældre gjorde, hvad de kunne, og gav mig den nødvendige opmærksomhed var afgørende for min udvikling.

Fælleskabet
Desuden skal vi som samfund se på, hvordan vi opfatter diagnoser. Til trods for indsigter, der peger en anden vej, har vi stadig en sort/hvid-tilgang til mange diagnoser.

Da mine forældre i sin tid stillede sig på bagbenene over, at jeg skulle have ADHD-diagnosen, kom jeg på en simpel analogi: ADHD er en diagnose ligesom nærsynethed. Det kan være en bagatelagtig vanskelighed, såsom minus 1,5, hvor briller skal bruges lejlighedsvist – til at være et altfavnende handicap – som at være blind.

Ligesom nærsynethed, depression, OCD, diabetes og mange andre diagnoser er ADHD en størrelse, som kan variere enormt. Og derfor duer det ikke, at vi har et system, hvor diagnosen bliver regnet som en enten/eller-størrelse.

I februar fremlagde Det Etiske Råd en undersøgelse af anvendelsen af diagnoser i Danmark, herunder ADHD, og fandt forskellige opfattelser heraf.

Sundhedssektorens medarbejdere havde en forståelse af, at spektret var bredt og patienternes vanskeligheder mangeartede, mens tilgangen i det sociale system var anderledes stringent og uhensigtsmæssig.

Her var du en borger med et specifikt problem, som passede i en specifik kasse. Den tilgang er nødt til at ophøre så hurtigt som muligt.

Vi er ikke ens. Og derfor er det allermeste også op til den enkelte. Du bærer ikke skylden for din diagnose – men du har hovedansvaret.


Udgivet første gang på information.dk d. 2. juli 2016