Her har i mig tilbage...

Skærmbillede 2015-08-19 kl. 12.05.05.png

Piv' hash det der valgkamp var en hård omgang. Rent mentalt havde jeg i den grad brug for en sommerferie efter de tre uger. Oplevelsen var en for livet, men i ugerne efter valget var politik det sidste, jeg havde lyst til at tale om. I hvert fald på den alvorlige måde. 

Jeg jokede meget med venner og sludrede løst med fremmede om valget og Alternativet, men de mere seriøse tanker, debat og blogindlæg orkede jeg simpelthen ikke. Desuden skulle jeg tænke en hel del over - og mærke efter - om jeg havde lyst til at gøre det igen.

Valget var en overvældende succes for Alternativet. 4,9% og 9 mandater var en drømmestart for et parti, jeg ser som en forhåbentlig langvarig spiller i det danske og internationale demokrati. Rent personligt var jeg mere i tvivl. Tallene siger én ting: 1153 personlige stemmer var pænt. Alternativets spidskandidat i KBHs Omegn, den asylfightende politiske veteran Ulla Sandbæk, fik 80 mere end mig og tog pladsen på Christiansborg. Fuld fortjent. Men skuffelsen over at misse en plads i Folketinget var mærkbar.

Men vigtigere end tallene var oplevelsen og følelsen for mig. Det føltedes faktisk virkelig fedt. Ikke selve valgkampen - men at arbejde for fællesskabet, hvilket er hvad politik jo i sin grundessens handler om. Jeg brænder for at redde verden, for at sige det naivt. Og selv de tørre dele af politik, såsom finansiering af offentlige instanser eller lignende, motiverer mig - ganske enkelt fordi det er vigtigt. 

Menneskeheden og planeten står over for 50 svære og afgørende år - og jeg vil gøre mit bedste for at vi bruger dem bedst muligt. Både på kort og langt sigt - og både de store og de små sager. Så derfor bliver jeg simpelthen nødt til at stille op igen. Som min gode ven Nicklas sagde, da jeg fortalte ham om mit kandidatur tilbage i foråret: "Hvorfor ikke?"