Tanker fra Folkemødet

Her morgenen efter Folkemødet på Bornholm har jeg fået samlet tankerne igen. For mit vedkommende var det to intense dage i Allinge med debatter, foredrag, stand-up, alt for mange hotdogs, alt for få siddepladser og solen i hovedet konstant. Jeg brokker mig ikke - jeg havde det fantastisk. For jeg har endelig forstået Folkemødet. 

Før i tiden har jeg synes, at det virkede fjollet at hele embedsapparatet og lobbyorganisationerne tog 200 km væk fra København for at drikke øl og snave med hinanden, mens tv-værter scorede håbløst høje honorarer for latterligt lette konferenciers-opgaver. Men i år gik det op for mig, at Folkemødet nytter.

På Folkemødet har jeg drøftet religion, diagnoser, basisløn, undervisning, pengeskabelse og sågar også den svære følelsesladede diskusion om omskæring. Når debatten er gået godt, har vi opnået enighed om et par punkter. Som minimum er vi blevet enige om, HVAD vi er uenige om. Men det er også fremskridt. 

Vores samfund er en kompliceret størrelse at overskue - og derfor endnu mere kompliceret at opnå enighed om. Ikke desto mindre skal vi gøre det. 

Men vi har en tendens til at give for meget plads til folk, der tager fejl. For eksempel en salafistisk muslim, der hader Grundloven. Han repræsenterer en meget lille skare - alligelvel får han taletid i prime time, fordi TV2 ved, at det giver seere. Det er forståeligt, for det er lidt rart, når vi alle bliver enige om, at han i hvert fald tager fejl! Men det bliver vi ikke meget klogere af. 

Det er nemt at pege på dem, der åbenlyst tager fejl. Det er langt svære for os i fællesskab at finde ud af, hvad er rigtigt. Men det skal vi. 

Som en præst i al venskabelighed sagde til mig engang: “Du kan jo ikke forklare alt, Anders.” 
Jeg svarede: “Nej, men det skal ikke ændre på min ambition om at prøve!"

På samme måde skal debattens nogle gange svære vilkår ikke stå i vejen for en kollektiv ambition i vores samfund om at finde løsninger, vi alle kan stå inde for. 

Jeg begynder sgu mere og mere at lyde som Uffe… 
... Men hey - hvorfor ikke?