Pandaerne handler om at opdrage Kina

Pandaerne i Zoologisk Have i København har været centrum for meget påstyr de sidste par uger. Og det er ikke uden grund. Pandaerne er symbolet på Danmarks knæfald for et Kina ledet af Xi Jinping, der ikke giver en fuck for menneskerettigheder, ytringsfrihed eller almindelig respekt for mennesker. For manden er et lille barn.

thumbnail_IMG_0927.jpg

Derfor har jeg både onsdag og torsdag været i og omkring Københavns Zoo med tibetanske flag for at demonstrere for ytringsfrihedens ukrænkelighed og nødvendigheden af respekt og opretholdelse af menneskerettighederne. 

Mange mennesker har udtrykt en holdning til sagen, som jeg gerne vil adressere her i debattens efterspil. Deres holdning er kort sagt: "Danmark skal ikke spille helt. Vi er et lille land, der er afhængig af samhandel med større lande. Vi skal derfor hellere handle med Kina og se, om vi kan påvirke tingene den vej rundt.”

Min klare indstilling er: NEJ! Gufuckskalvirøv bare lægge os ned som en panda i bunke bambus og være nuttede og underdanige, fordi vi er et lille land. 

Anmærkning 2019-04-12 135034.png

Xi Jinping er det mest magtfulde menneske i verden – allerede 6,5 år inde i sin tid som Kinas leder. Han kan muligvis sidde som leder af verdens folkerigeste land – og verdens kommende største økonomi – resten af sit liv. Og det liv kan godt blive langt, hvis han får en bloodboy tilsendt hver måned fra Tibet eller fra et fængsel med torturerede Falun Gong-medlemmer. 

Når danske politikere bukker, nejer og føjer Xi’s vilje – så er de med til at skabe en verdensleder, der bliver bekræftet i sin magtfuldkommenhed. I forvejen føjer Kinas enevældige kommunistparti mandens mindste vilje og har for eksempel forbudt Peter Plys, fordi den store leder ikke kan tåle at få sit udseende sammenlignet med den naive bamse (Link: China bans Winnie the Pooh film after comparisons to President Xi).

Det er sådan et barn, der er i spidsen for Kina! Hans censurering af Peter Plys er kun toppen af en kransekage, der inkluderer forbud mod tibetanske flag, internetcensur og undertrykkelse af menneskerettigheder. Og når ingen tør opdrage på ham, kan jeg ikke se, at planetens fremtid bliver bedre.

thumbnail_IMG_0943.jpg

Danmark skal sige fra. Ligesom andre lande skal sige fra. Kun sådan kan vi få en ledelse af Kina, der er sin opgave voksen som verdens største supermagt. Når vi bøjer vores principper i håbet om at få en større del af de mange Yuan, Kina drysser ud over planeten som en rapper på en stripklub efter sit første monsterhit, så medvirker vi til at gøre Jordens leder til en buttet King Joffrey. 

Det er en ynkelig, underdanig, grådig adfærd, som i det lange løb ikke vil gøre os nogen tjenester. Danmark skal vise styrke og principfasthed. I troen på de universelle rettigheder, som menneskeheden har defineret for alle. I troen på en fremtid på Jorden, hvor fredelige mennesker vil leve med forståelse og respekt for hinanden – og med klare sanktioner overfor grådighed og undertrykkelse. Takket være informationsteknologien bliver flere og flere mennesker klar over, hvordan verden drejer – og dermed vil flere og flere sige fra. At Danmarks regering pt. ikke er med blandt disse, bliver et skammeligt kapitel i vores historie. 

Vi skal vise, hvordan denne fremtid bliver lys. Vi skal være det bedste land FOR verden. Vi skal sige fra med klare stemmer og principfasthed! 

Hvis jeg var integrationsminister...

Hvis jeg var socialminister eller integrationsminister, ville jeg gribe klart og kontant ind overfor religiøse prædikanter, der åbenlyst praktiserer kvaksalveri og manipulation. 

TV2-programmerne “Guds bedste børn” har vist danskerne den allerværste side af sekterisk religion. Ligesom dokumentaren “Moskeerne bag sløret” viste, hvorledes islams autoritet blev misbrugt af imamer, ser vi i denne omgang kristendommen udnyttet i vanvittige længder.

Torben Søndergaard - lederen af The Last Reformation - og Ruth Evensen - lederen af den bevægelse, der tidligere hed Faderhuset - er de to hovedpersoner i udsendelserne. De er initiativrige og driftige. Torben har skabt en massiv bevægelse med masser af frivillige følgere, og Ruth har bygget videre på Faderhuset og bruger nu sin menighed som billig arbejdskraft på Bandholm Hotel på Lolland - og nogle af disse mennesker er flygtet til Tjekkiet for at undgå offentligt opsyn med deres børn. 

Integrationsministeren og socialministeren bør reagere her. Børn bliver manipuleret og opdraget til en fundamentalistisk tankegang, der strider fuldstændig mod de værdier, vores samfund bygger på. 

Det er åbenlys psykologisk manipulation, når et barn (eller en voksen) bliver fortalt, at vedkommende er besat af dæmoner og skal mærke en uddrivelse. MEN: Der er jo en chance for, at det er rigtigt. Vi kan ikke modbevise, at dæmonuddrivelse - eksorcisme - er gavnligt. Derfor er også en praksis, Jesus angivelig gjorde sig i, og som den katolske kirke fortsat støtter. Ligesom vi heller ikke kan modbevise, at jødernes pagt med Gud er ægte, og at de derfor skal omskære deres børn. Ligesom vi heller ikke kan modbevise, at Jesus var Guds søn - hvilket jo er grundlaget for folkekirken. Og vi har indrettet et samfund, hvor den enes usandsynlige gæt legitimerer den andens. 

Men er vi ikke ved at være klar til et opgør? Hvor vi tegner en klar skillelinje med hensyn til, hvad man må udsætte børn for? Og eksorcisme og dommedagsprofetier hører i mine øjne til ting, der tydeligt skader børn. Og så må hensynet til, at der er en mikroskopisk chance for, at der findes dæmoner i mennesker eller at dommedag kommer snart, ganske enkelt vige. Jeg er ikke bange for at tage den chance. 

Heldigvis mener jeg ikke, at det er svært at påvise, at eksorcisme, tungetale og sekterisk udøvelse af religion er dybt skadeligt for mennesker. Der er efterhånden læssevis af erfaringer fra tidligere religiøse, som kan fortælle om, hvordan det kan sætte sig i sindet i form af traumer, angst og neuroser. Og når jeg taler med folk i Eftertro - et netværk for tidligere troende - så reagerer flere med store følelser over disse programmer.

Derfor mener jeg, at regeringen kan sætte ind på flere områder overfor for disse religiøse manipulatorer. Det her ville jeg i hvert fald gøre, hvis jeg havde magten til det: 

  • Gå efter Bandholm Hotel økonomisk. Ruth Evensen er stadig leder af en sekt. Nu er den blot kapitalistisk - ikke religiøs. Hvad foregår der finansielt omkring hende? Har de ansatte kontrakter? Bliver de lovligt aflønnet?

  • Jeg ville hyre Jan Hellesøe - måske nationens bedste psykologiske manipulator - til at demonstrere, hvad det er prædikanter som Torben Søndergaard gør. Og jeg vil lade Torben Søndergaard overvære det. Udfordre ham, Hans Bertelsen, Christian Hedegaard og alle deres kvaksalverkolleger til at forstå, hvad deres “evner” egentlig går ud på.

  • Opgradere krisecentrene. I 2017 gik 4.561 mennesker forgæves til landets krisecentre for at få hjælp. Det er et tegn på, at alt for mange i Danmark lever i tilstande, de ikke kan acceptere. Når staten - fællesskabet - på denne måde ikke kan gribe de udstrakte hænder ud, så vælger mange jo ikke at række ud til at starte med. En markant opgradering af krisecentrene - jeg har tidligere talt om 300 millioner kroner om året - vil vise de mange udsatte, at der er hjælp at få. Og det vil stække de forkvaklede forkynderes magt. 

  • Og så ville jeg tage et kig på tipsmidlerne. Nogle af dem er endt i Torben Søndergaards lommer. Og andre dubiøse foreninger kan også udsætte børn og voksne for grove manipulationer med hjælp fra offentlige kasser.

Og sidst men ikke mindst, så ville jeg forstå, at religion er en meget stærk kraft med store konsekvenser for både individ og samfund og derfor arbejde for sekularisering. En klar adskillelse af stat og religion. At disse foreninger får tilskud fra det offentlige i form af tipsmidler er fuldstændig forrykt - men de får allerede skattefordele i og med, de er religiøse foreninger. Så vi kommer ikke udenom, at den danske stat bidrager til problemet. 

Behandl alle ens, og ræk en hånd ud til dem, der har brug for det. Det er simpelt, det er fair, det er billigt, og det føles helt rigtigt inde i brystet. Vi behøver ikke forskelsbehandle eller gå på kompromis med vores integritet. 

 
Fra TV2-programmet “Guds bedste børn”

Fra TV2-programmet “Guds bedste børn”

Ghettopakken er molbopolitik, der vil give islamister mere magt

Jeg er blandt de, der er nervøse for de negative dele af islams indflydelse i Danmark. Derfor synes jeg, at ghettopakken er en skidt idé. Som religionskritikker og ulighedsorienteret politiker er jeg meget bange for, at ghettopakken kommer til at give dansk islamismes bagmænd mere magt, og dermed betyde yderligere udbredelse af et syn på kvinder, homoseksualitet og videnskab, som vi har brugt meget energi på at få ud af vores samfund. 

Hvis man fra politisk side ønsker at se islam fornyet og muslimerne tage en mere sekulær kultur til sig, kræver det en noget anderledes strategi. En hvor man rækker ud til de muslimer, der ønsker det samme. Og det kræver ressourcer, hvis moderate muslimer skal reformere islam, og ateistiske muslimer skal give islam en oplysningstid. Ghettopakken vil betyde dårligere økonomi for mange af de moderate muslimer. Minoriteten i minoriteten vil blive yderligere trængt. Og generelt vil muslimske danskere blive mere desperate med hensyn at finde en fremtid, finde fællesskaber og finde fodfæste i livet. Dertil kan vi lægge den symbolske dimension: Med denne pakke viser regeringen, at muslimerne ganske enkelt ikke er velkomne i Danmark. Omend de ansvarlige politikere vil kalde det noget andet, så er det tydeligt for de fleste - og det er i høj grad sådan, det bliver opfattet af de ramte. 

Konsekvensen er klar nok. Et sådant pres avler modpres, og den ekskluderede minoritet vil sandsynligvis opsøge andre økonomiske muligheder og andre fællesskaber - og dem står moskeerne klar med. Bakket op af penge fra udlandet, hvor man i den grad se ideen i at investere i danske muslimer, når nu Christiansborg ikke kan. 

Ghettopakken er en sikker måde at gøre islam stærkere på. I en sådan grad, at jeg tvivler på de reelle hensigter fra regeringen. Ideen er simpelthen for dårlig. Hvilket nu også bevirker, at Dansk Folkeparti forhåbentlig genovervejer deres tilslutning til planen.  

Hvis vi ønsker at dæmme op for islams indflydelse blandt danskerne, så kræver det at man fokuserer på ideologien og religionen islam i stedet for på dens følgere. Og islam næres af indtægter fra udenlandet, fra halal-certificering og fra de skattefordele alle anerkendte religioner nyder i Danmark. Oveni i de økonomiske forhold, er der naturligvis også det faktum, at selve tanken om guder og religiøse regler nyder stor respekt i Danmark, idet vi har en statsunderstøttet folkekirke. Hvis man ønsker at modvirke ideologien islams udbredelse kunne det være en idé at kigge på nogle af de forhold - i stedet for det symbolpolitiske molboforslag, ghettopakken er. 

Bankerne er blevet en cancersvulst på vores økonomi

Problemerne med vores banker er desværre langt mere omfattende end blot hvidvask og skattekriminalitet. Nu hvor Danske Banks uetiske fuskeri er sprunget op ad æsken som en asocial trold, bør vi se på en større reformering af finanssektoren. For der er noget helt galt.

Bankverdenen har udviklet sig fra en praktisk sektor, der fordelte vores midler rundt i samfundet til en parasit, der suger livet ud af vores økonomi. Hvis vi ikke stopper denne cancer, risikerer vi ruin for hovedparten af befolkningen. Det her skal fikses for vores egen og for bankernes skyld.

Se på det således: Bankerne og finanssektoren er vores samfunds regnskabsafdeling. De administrerer pengene og fordeler dem i de andre afdelinger, således at vi som samfund får mest ud af dem. Problemet er at bankerne i dag ikke gør det arbejde ordentligt. De gør det faktisk elendigt og meget dyrt. Enhver virksomhed med en unødigt stor regnskabsafdeling ville også få problemer.

I sin helhed er finanssektoren niveauet under det politiske system og Nationalbanken. Det kan anskues som en pyramide, hvor bankerne er et lag relativt højt oppe. Det lag skal være der. Det er vigtigt for vores økonomi, at der er en sektor, der har et økonomisk overblik og sørger for, at pengene fordeles bedst muligt. Problemet er: Den nuværende udgave tager en uforholdsmæssig stor andel af pengene til sig selv.

Pyramide1.jpg
pyramide2.jpg

Det er ikke menneskene i finanssektorens fejl. Det er en systemisk fejl. For de færreste har et komplet overblik over systemet. Mig selv inklusive – men når vi ser på, hvordan vores økonomi kører, så virker det i mine øjne klart, at bankerne og finanssektoren suger livet ud af vores generelle økonomi som en kræftsvulst.

Grådighed er motoren
Igennem verdenshistorien har de grådigste i samfundet altid arbejdet med selve pengene. De grådigste gik efter guldet. Fordi guldet var selve grundlaget for vores betalingssystem.

I dag kan man også arbejde med medicin eller IT og blive godt betalt. Men den reneste grådighed findes der, hvor den altid har været: I selve forvaltningen af vores penge og betalingssystemer.

Derfor bør denne sektor af vores samfund altid være under nøje opsyn. Danske Bank-skandalen understreger også dette behov. De, der sidder på kassen, må forvente, at vi holder ekstra øje med dem. Derfor bliver jeg utryg, når vi har en nu forhenværende erhvervsminister, der bad os om at ”stoppe mobningen af bankerne". Det kræver ikke stor økonomisk indsigt at se, at bankerne ikke har løst deres opgave værdigt i et langt stykke tid. Desuden kan disse milliardoverskudsgenererende mastodonter nok godt leve med, at vi driller dem. Og med ”drille” mener jeg ”gør opmærksom på alvorlige systemiske problemer, der truer vores samfunds stabilitet”. Det er ikke noget anti-kapitalistisk propaganda, jeg forsøger mig med her. Faktisk bør især kapitalister bør være opmærksomme på problemet – for det truer selve kapitalismens kerne.

Den rene kapitalisme lider
Kapitalisme handler om, at kapital bliver reinvesteret, således at man skaber vækst til gavn for alle. Men for at det lykkes, kræver det, at investeringerne er aktive – at de vedkommer andre. Investeringer i produktion, forskning og uddannelse er aktive investeringer. Når pengene lægges i ejendomme eller ren finansspekulation er det passive investeringer, som næsten udelukkende tjener det formål at skaffe flere penge til investoren. Og beklageligvis er det netop den slags investeringer, som har været mest lukrative de sidste årtier.

Det er den form for finansialiseret kapitalisme, som risikerer at blive enden på selve konceptet. Hvis ikke de ivrigste kapitalister selv kan se, at finanssektoren er i gang med at pervertere ideologien kapitalisme, så står vi med en svær opgave foran os. De, der lever af reel kapitalisme: produktion, distribution, byggeri og salg – står forrest i køen blandt alle os, der bliver snydt af dette system. Ergo bør de også være de vredeste.

Finanssektorens unaturligt gode vilkår gør jo, at andre sektorer af erhvervslivet ikke kan konkurrere med dem. De gunstige lønforhold betyder, at flere unge talenter vælger CBS frem for DTU, og man kan vel ikke bebrejde de bedste i arbejdsstyrken, at de af den samme grund vælger jobs i banker og forsikringsselskaber frem for produktionsvirksomheder. Det er jo netop det, man lærer som god kapitalist. Der er risiko for en reel hjerneflugt, hvis vi ikke tager den problematiske udvikling alvorligt.

Svært for sværhedens skyld
Beklageligvis er en af årsagerne til problemet også den, at finansøkonomi er ret kedeligt og ret svært.

Da jeg gik på handelsskole (HHX) og modtog undervisning i fag som afsætningsøkonomi, indså jeg gradvist, at fagligheden meget handlede om basal matematik pakket ind i lange ord, som var svære at huske. Finansiel virksomhed har taget denne tendens videre: Derivater, renteswaps, valutafutures, gearing, osv.

Som komikeren John Oliver har slået fast: "Hvis du vil gøre noget ondt, så gør det kedeligt.” Denne smarte lille regel er tilsyneladende en favorit i bankverdenen. For det her er så absolut kedeligt. I min stræben efter at forstå pengeøkonomi er jeg ikke sjældent faldet i søvn med hovedet i teksterne - og derpå vågnet med adrenalinen buldrende, fordi min retfærdighedssans dirrede, når jeg indså flere faktorer af ligningen. Moderne bankvirksomhed er meget kompliceret matematik pakket ind i meget lange ord.

Og flere af de lange ord dækker over produkter, som ikke har nogen reel værdi for vores samfund. Mange finansielle produkter er blot skabt for at sikre nogle mennesker mere gevinst. Og når der kommer flere mennesker, der gerne vil have større gevinst i en voksende finanssektor, så får vi et system, der er tvunget til at sørge for sig selv for ikke at kollapse.

Fra at være en sektor, der ydede samfundet den service at fordele pengene, betyder finanssektorens sammensætning, at mange af pengene bliver indenfor dens egne rammer. Og dermed bliver dynamikken i vores samlede økonomi kvalt. Langsomt nærer finanssektoren sin egen vækst. Ligesom cancer gør det.

Aktier og stigende boligpriser dræner væksten
Den romantiske gamle tanke om, at aktiemarkedet handler om, at mennesker med penge i overskud kan kanalisere disse penge til mennesker med gode ideer skal dø. Fordi sådan er det ikke længere. Meget af vores vækst – og retfærdig pengefordeling –  går tabt, fordi alt for mange penge recirkulerer i finanssektoren. I USA er det hele 85% af de penge, der lægges i aktier, som aldrig ser de virksomheder, der investeres i – pengene bevæger sig blot fra den ene aktiespekulant til den anden. Aktiemarkederne har vokset sig til monstre af grådighed, hvor computere foretager lynhandler på mikrosekunder og skaber gigantprofitter til mennesker, der i forvejen sidder på en uforholdsmæssig stor del af vores samlede kage.

Samtidig er vores boligmarked også blevet en pengemaskine for finanssektoren. I dag køber banker for eksempel selv broderparten af de realkreditobligationer, deres egne realkreditinstitutter har udstedt. På grund af finanssektorens incestuøse handelsmetoder er den dermed med til at presse priserne op. Hvilket naturligvis giver større boliglån – med en større fortjeneste for selvsamme banker.

Således betyder en boligskattesænkning for eksempel ikke, at borgerne i Danmark får synderligt flere penge i hænderne. Den lavere boligskat betyder blot prisstigninger på boligerne, som bankerne tjener penge på at låne os penge til. Også her er finanssektoren en cancersvulst på vores økonomi. Derfor bekymrer det mig, når vores finansminister Kristian Jensen ser entydigt positivt på de stigende huspriser. Der er en ret åbenlys bagside, og den bør alle partier kunne se – og især en finansminister.

Bankerne har både penge og magt
Et overordnet systemisk problem i det her er, at bankerne i dag skaber hovedparten af vores nye penge via udlån. Det er ikke længere til diskussion. Det er efterhånden slået fast af eksperter i ind- og udland.

Mængden af penge i Danmark er steget fra 450 milliarder i 2003 til 1150 milliarder i 2017. Og pengene er først og fremmest endt i lommerne på dem, der er øverst i pengehierarkiet – i toppen af pyramiden.

Hvis mange af disse begreber giver dig hovedpine, så forstår jeg det godt. Finanssektoren er vanskelig at overskue. Det, mange almindelige mennesker står med, når de orienterer sig om finanssektoren, er en fornemmelse af, at noget er galt. Og det er ikke forkert. Noget er fuldstændig galt. At flytte penge skaber jo ikke noget. At bygge ting, producere ting, at hjælpe andre – det skaber noget. Alligevel er det den sektor af vores samfund, der står for at flytte penge, der tjener mest og vokser mest. Diagnosen er cancer. Og erkendelsen af problemet er første skridt. Hvis vi kan blive enige om det, kan vi se på løsningerne:

Hvad kan vi gøre?
Problemet kan løses på mange måder. Og jeg er fan af dem alle sammen. Vitterligt. Hvad som helst, som kan dæmpe symptomerne eller begrænse den cancerlignende parasit, som finanssektoren er blevet, tilslutter jeg mig gerne. Naturligvis ser jeg helst en omfattende reform – men mindre skridt kan også gøre det i første omgang. Blandt de fornuftige forslag er blandt andet:

Adskillelse af opsparingsbanker og investeringsbanker
Ved at lave en opsplitning mellem erhvervsbanker og øvrige finansielle institutioner, kan vi dæmpe lidt af den hysteriske investeringslyst, der skaber den økonomiske overophedning.

Det giver også mulighed for at indføre en statsgaranti på alle indlån, således at en bankkonkurs i en opsparingsbank ikke kommer til at gå ud over kunderne.

Denne idé er ikke ny eller alternativ. Faktisk blev den indført i kølvandet på børskrakket i 1929 i USA. I 1933 blev loven – kaldet Glass-Steagall – vedtaget og fungerede faktisk udmærket frem til 90’erne, hvor Bill Clintons regering afskaffede i 1999. Efterfølgende har økonomer som nobelprisvinder Joseph Stiglitz peget på netop fjernelsen af Glass-Steagall-loven som en af årsagerne til finanskrisen i 2008.

Skat på finansielle transaktioner
For et dæmpe det mest hysteriske og uhensigtsmæssige investeringsvanvid bør vi indføre en skat på finansielle transaktioner. En sats som 0,1 procent på aktie- og obligationshandler er nok – og er også blevet foreslået af EU tidligere. Det vil samtidig indbringe samfundet op mod 6,5 milliarder kroner om året.

Loft over bidragssatserne
Et mindre forslag – som jeg indtil for nylig troede, at de fleste på Christiansborg også kunne skrive under på, skulle være at begrænse bankernes mulighed for at plukke boligejere via de såkaldte bidragssatser – gebyrer på realkreditlån. Disse er altså er udover renterne, som i disse år er meget lave – set fra udlåners perspektiv. Derfor er bidragssatserne vokset eksplosivt siden 2008. Fra 0,5 procent til 0,75 procent af lånet. Det er stigning på 50 procent over et årti – og realkreditinstitutterne prøver ikke at bremse udviklingen.

Derfor stillede SF i vinter et forslag i Folketinget om at lægge loft over bidragssatserne, men hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti stemte for. Jeg undrede mig ikke så lidt over, at disse ellers lighedsorienterede partier ikke så den mulighed for at gøre deres vælgere en tjeneste.

Nationalisering af pengeskabelsen
Selvom jeg ønsker hvilke som helst af disse forslag vedtaget i Folketinget, er der én ting, der fremstår vigtigst: At få pengeskabelsen ud af private hænder.

Som nævnt tidligere bliver hovedparten af nye penge i vores system ikke trykt eller skabt af Nationalbanken. De kommer til verden som gæld skabt af private banker, når kunderne låner penge. Dette er i mine øjne hovedårsagen til mange af de finansielle problemer, vi står med i dag.

Et privat erhvervsliv er vigtig og gavnligt for et samfund. Men nogle opgaver er ganske enkelt så vigtige og/eller lukrative, at de bør udføres af staten, således at overskuddet går til os alle. At skabe penge er en sådan opgave.

Hvis Nationalbanken og ikke private banker står for at bestemme, hvor mange nye penge, der skal ud i samfundet, vil selvsagt vi få en langt mere stabil økonomi – for vi vil undgå de decideret latterlige store summer, der er blevet sprøjtet ud fra profitorienterede banker. Denne løsning vil sikre en ansvarlig, gennemsigtig og demokratisk proces til gavn for alle.

Og så er den jo ret simpel – for det er egentlig bare den model, de fleste tror, vi allerede har.

Patienten er syg – hvem tør operere?
Det var på tide at gøre noget ved bankernes magt og privilegier for 10 år siden, da finanskrisen ramte. Dengang dummede vi os for at sige det ligeud. Vi købte den illusoriske forklaring om, at finanssektorens velbefindende var det vigtigste for vores samfunds økonomiske struktur. Det er det ikke. Det er menneskerne i bunden af pyramiden, der er de vigtigste for, at vi har en sund økonomi. Og flowet af penge, ressourcer og ydelser imellem alle lag af samfundet er vigtigt. Og det hele lider under finanssektorens nuværende cancereffekt. Systemet fejler tydeligvis noget, og diagnosen er klar nok. Spørgsmålet er, om vi har lægerne – i form af politikere – der tør operere patienten?


Første gang udgivet på politiken.dk d. 5. oktober 2018

Debat: Misundelige migranter kommer herop – hvad gør vi ved det?

Hvis vi vil undgå, at flygtninge og migranter søger mod Danmark, så kan vi ikke bare passe os selv. Så skal vi forstå vores rolle som privilegeret foregangsland og hæve udviklingsbistanden til et langt, langt højere niveau.

Jeg kan ikke lide den globale ulighed. Jeg er decideret bange for den. Fordi jeg er rig og gerne vil fortsætte med at være det. Mit forslag er derfor, at vi enten begynder at dele vores goder retfærdigt - eller også erkender vi, at vi ikke nærer nok kærlighed til vores medmennesker. Men så skal vi også erkende konsekvensen af den manglende kærlighed: Flygtningestrømme i et omfang vi i dag ikke har fantasi til at forestille os.

De seneste års politiske debat har været domineret af frygt for de fremmede, der kommer til vores land. Om det er migranter eller kvoteflygtninge, er for mig underordnet i dette indlæg. Pointen er, at den migration, verden ser i disse år, næppe bliver mindre de næste årtier, så vi har brug for at erkende og forstå årsagerne. Og voldelige konflikter er blot én af dem.

Fattigdom har tydeligvis en rolle at spille. Armoden i alt for mange samfund kvæler håb for forbedring. De er ude af stand til at håndtere den klimakrise, som med tørke eller oversvømmelser, udpining af landbrugsjorden og skovrydning gør ren og skær overlevelse sværere og sværere – hvis ikke umulig, og dermed tvinger folk på flugt. I 2016 blev 23,5 millioner mennesker drevet på flugt af ekstremt vejr og klimaforandringer. Det er tre gange så mange, som samme år flygtede fra krig og konflikt.

Migration er en given ting. Mennesker vil altid flytte sig derhen, hvor de passer ind og har bedst muligheder for at skabe et godt liv. Men den nuværende migration er ikke naturlig. Den er unaturligt stor - og unaturlig af årsag. Det enkelte menneskes handling kan snildt forklares - han eller hun foretager et fuldt ud logisk og berettiget valg. Men at vi har et verdenssamfund, der har skabt en sådan migration, er unaturligt. For med vores nuværende niveau af teknologi og produktion burde vi snildt kunne rumme alle. Men vores evne til at tilpasse os hinanden er tilsyneladende ikke god nok. Når økonomien er presset, ser vi ikke længere fællesskabet som et gode, og så fokuserer vi på vores forskelligheder. Den fremmede hudfarve, mad og kultur, som før var spændende, er nu pludselig skræmmende.

Om end fattigdommen langsomt mindskes i disse år, går det overhovedet ikke hurtigt nok. Alt for mange mennesker står uden en reel chance for at forbedre deres liv – med mindre de flygter op til os. At mange vælger den løsning, kan vi derfor ikke bebrejde dem. Og klimakrisen vil efter alt at dømme sende flere hundrede millioner mennesker på flugt de kommende årtier. Selvom de fleste formentlig vil være internt fordrevne eller søge sikkerhed i nabolandet, mon så ikke en del vil forsøge at komme op til os også? Det tror jeg godt, vi kan regne med. Historisk har uligheden været værre, end den er i dag. Men den har aldrig været tydeligere og bedre kommunikeret. Billeder og budskaber om USA's og Europas overflod af mad, lækre boliger, fladskærme, velfungerende demokratier og offentlige ydelser kan i dag ses af langt flere af planetens indbyggere via internet og telefoner. Til forskel fra tidligere tider er den fattige del af verden klar over den globale ulighed i en helt anden grad.

Derfor frygter jeg ulighed. Fordi jeg er grådig og gerne vil beholde mine ting. Jeg har mere, end der tilkommer et gennemsnitligt menneske på den her planet. Meget mere. Jeg har en god lejlighed på 75 m2, en lille bil og et stort tv. Du synes muligvis ikke, at jeg lyder særlig rig, men faktum er, at jeg nyder en hverdag med mad, tryghed og goder, som langt flertallet af planetens indbyggere aldrig kommer i nærheden af. Hvis den kvalitetsforskel ikke udlignes hurtigere, end vi ser det ske nu - så kan jeg ikke bebrejde de mennesker, at de kommer efter mine ting. Og jeg under dem at have det lige så fedt som mig.

Lad mig bruge et ærligt ord: de er misundelige. Det ville jeg også være. Hvis jeg boede i et tørkedomineret land, og mine ledere var nogle korrupte egoister, og gamle overtroiske mænd bestemte, hvordan jeg skulle tænke - så ville jeg også kigge herop og tænke: ”De har det for fedt, jeg vil være med der!” Derfor flygter de ikke kun fra noget. De flygter også til noget. Noget federe. 

Det er de i deres gode ret til at gøre. De flygter nemlig også – og især i fremtiden – fra en klimakrise, som de ikke selv er skyld i. En global krise, der er en konsekvens af mit store tv og min fossilbil. Vi i den rige verden har ikke kun udledt mere CO2end de fattige lande. Vi har frataget dem en mulig fremtid og erstattet den med noget langt værre. Vores forbrug har frataget andre mennesker på kloden muligheden for samme udvikling som os. Medmindre de altså flygter til vores del af verden …

I dag sidder den rige del af verden på en uforholdsmæssig stor andel af verdens ressourcer. Det går simpelthen ikke længere. Virksomheder gemmer årligt over 200 milliarder kroner tjent i Afrika i skattely – flere byder på at tallet er langt højere. Samtidig scorer banker og børser i verdens rige storbyer større og større stykker af den fælles kage. Så modløsheden breder sig.

Derfor kan jeg godt forstå, hvis desperate mennesker griber til desperate handlinger. Og en af de handlinger er at rejse herop. Vores - klodens rige befolknings - opgave er at tilbyde et brugbart alternativ til at flygte. De rige dele af verden er nødt til at erkende vores ansvar. Vi har det historiske ansvar for den ulige fordeling af ressourcerne. Vi har nået den grad af udvikling vi har i dag, fordi vi har gennemgået en industrialisering, der har tæret hårdt på kloden. Vi er de stærke. Og med store evner kommer stort ansvar - det gælder ikke kun Spiderman og Pippi Langstrømpe.

Hvis flertallets største frygt – som jeg efter at have siddet i Folketinget et par måneder fornemmer – er flygtninge og de fremmede, der kommer til vores grænser og vil ind, hvorfor gør vi så ikke alt, vi kan for at undgå, at de kommer væltende i endnu større omfang i fremtiden? Hvorfor sætter vi ikke ind med alt, hvad vi kan for at undgå, at klimakrisen sender op mod anslået 250 millioner mennesker på flugt inden 2050? Hvorfor er det ikke topprioritet for de partier, der frygter flygtninge- og migrationsstrømme? Hvordan kan 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand være nok? Hvorfor giver vi, der har råd, ikke 1 pct.? Eller 3? Eller 5 pct. i udviklingsbistand? Jeg mener det – hvorfor ikke give meget, meget mere?

Hvis vi kan forvente en verden, hvor flere hundrede millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem, sultne, tørstige og på flugt fra ikke bare stigende vandstande, men også udpint jord og udtørrede brønde – og deraf følgende ressourcekrige – hvorfor gør vi så ikke, hvad vi kan i dag for at undgå det?

Hvis vi ved, at prisen for tilpasning til klimaforandringerne ifølge FN meget vel kan blive 500 milliarder dollars om året inden 2050 – hvorfor sætter vi så ikke markant og hurtigt ind for at undgå endnu mere voldsomme klimaforandringer i den nære fremtid? Hvorfor går Danmark ikke forrest og løfter vores udviklingsbistand markant, så vi påvirker en global dagsorden, der bekæmper ulighed, klimaforandringer, viser global holdånd – og som tilmed forebygger flygtningestrømme?

Hvis man politisk tænker mere end bare 10 år frem, så er dette den største trussel mod vores levevis. Så løsningen på problemet har naturligvis sin pris. Ja, det kommer til koste noget. Måske må du nøjes med 42 tommer i stedet for 50. Og bilen bliver mindre og benzinen dyrere, indtil vi alle kører på el. Vi kommer måske alle sammen til at skulle betale lidt.  Men lad os da alligevel give vores udviklingsbistand et ordentlig løft og tilbyde et rigtigt alternativ for klodens fattigste. Hvorfor ikke?

Hvis andre vestlige lande følger trop, vil der være håb for et oprigtigt opgør med fattigdom og ulighed. Ringene i vandet vil ikke blot være, at andre lande opper deres bidrag – multinationale virksomheders skattesnyd vil også komme i yderligere fokus, når nationer verden over investerer så massivt i disse menneskers velbefindende og fremtid. Hvilket betyder noget ganske særligt for os alle sammen: Nemlig at menneskers behov for at flytte sig vil blive markant reduceret. Hvis du gerne vil undgå flygtninge – så vil du gerne undgå klimaforandringer. Tænk lige over, om ikke jeg har en pointe her. Ved at give lidt mere i dag, undgår vi at skulle betale rigtig, rigtig meget i fremtiden.


Første gang udgivet på jyllands-posten.dk d. 15. februar 2018

Debat: Udviklingsbistand bør bistå til udvikling, right?

DEBAT: Årets lavpunkt er, at også udviklingsbistanden tages som gidsel i jagten på udlændingestramningerne, mens nye DAC-regler markerer et lyspunkt, der kan gøre op med regeringens kannibalisering på udviklingsmidlerne, skriver Anders Stjernholm (ALT).

Jeg er ny på Christiansborg, så tilgiv mig, hvis jeg har misforstået noget. Men bør udviklingsbistand ikke handle om at bistå til udvikling? 

Normalt regner jeg mig selv som rimelig skrap til det danske sprog. Men når jeg som nytiltrådt ordfører ser på, hvordan udviklingsbistanden bliver brugt som handelsvare i finanslovsforhandlingerne bliver jeg i tvivl. I (endnu) en studehandel af velfærd for udlændingestramninger har Inger Støjberg og regeringen nu bragt udviklingsbistanden i spil som et pressionsmiddel til at få flere mennesker tvangsudvist.

Det er endnu et skridt væk fra den langsigtede og udviklingsorienterede bistand, at man nu lader udlændingestramninger spille ind i udviklingsindsatsen.

Et opgør med kreativ bogføring
Ligeledes var det med nogen forbløffelse, at jeg blev bekendt med den kreative bogføring, der i de seneste år har domineret fordelingen af den danske udviklingsbistand. Den såkaldte ”DAC-rapportering”, der er en bogføring, hvor danske bistandsmidler kan bruges i Danmark, har således betydet, at Danmark selv har været det land i verden, der i de seneste år har modtaget mest dansk udviklingsbistand. I 2015 og 2016 har Danmark modtaget 5,5 milliarder kroner fra den danske udviklingsbistand. Oven i købet i en tid, hvor udviklingsbistanden udgør en historisk lav andel af Danmarks egen velstand.

Kan I forstå, at jeg undrer mig? Er det ikke meningen, at dansk udviklingsbistand skal gå til udviklingen af lande, som ikke er Danmark? Det er i hvert fald holdningen i Alternativet, hvor vi gerne så, at udviklingsbistanden gik ubeskåret til ja – udvikling.  

Den måde, pengene bruges på nu, ligner i min optik umiskendeligt snyderi på vægten. Danmark er blandt de lande, der tolker reglerne bredest og mest favorabelt til egen fordel. Dette uetiske ”DAC’eri” udhuler hjælpekronerne i en tid, hvor der er behov for at skabe større lighed og bedre levevilkår ude i verden.

Derfor er det en af årets mere glædelige nyheder, at OECD nu har indskærpet reglerne, så de fremover forhåbentligt ikke kan tolkes så favorabelt og til egen vinding, som dansk praksis har været. ”DAC’eriet” begrænses – Alternativet så helst det blev fuldstændig bandlyst.

Kan vi svigte lidt mindre næste år?
Udviklingspolitik med udvikling for øje er vigtigere end nogensinde før. I en verden, der i et globaliseret og teknologisk perspektiv bliver mindre og tættere forbundet, men samtidig bliver mere og mere ulige, er bekæmpelsen af fattigdom og sikringen af bedre levevilkår flere steder i verden fuldstændig afgørende. Vi må som globalt samfund arbejde for, at de fleste mennesker oplever håb for fremtiden og har lyst til at udvikle det samfund, de er en del af.

Men hvis det skal lade sig gøre, så er vi nødt til at skrue op for vores ambitioner om at hjælpe dem – frem for os selv.

Udviklingsbistand handler om at bistå udvikling – ikke om udlændingestramninger og ikke om at spare så mange penge, som vi overhovedet kan. Jeg håber 2018 bliver et år, hvor udviklingspolitikken prioriteres, hvor bistanden hæves til minimum 1 procent af BNI, hvor vi adskiller udvisningspolitik og udviklingspolitik, og hvor vi lader udviklingsbistanden gå ubeskåret til de lande, der reelt har behov for den. Men det kræver nok et valg og en ny regering.


Første gang udgivet på altinget.dk d. 20. december 2017

22 dage som veganer

Anders Stjernholm gennemførte VeganerUdfordringen de første tre uger af april. Her er hans tanker fra eksperimentet i løs dagbogsform. “Det mest irriterende ved veganere – og der er en del at vælge imellem – er helt klart, at de med god sandsynlighed har ret. Det er bedre for miljøet, det er åbenlyst bedre for dyrene, og det er muligvis også bedre for mig selv – så nu prøver jeg det”.


Jeg har længe danset rundt om den varme chia-grød, når det kommer til mine madvaner. Kød har været en helt naturlig del af min kost siden barndommen, og jeg har alle dage elsket røde bøffer, kødsovs, bacon, pepperoni, shawarma, pølser, vildt, kylling og alle de andre lækre dyr, man kan spise. Men de næste tre uger skal jeg altså omlægge min madvaner fuldstændig og se, om jeg kan bevare min energi udelukkende med plantebaseret kost – og min livsglæde…

VeganerUdfordringen

Jeg meldt mig under fanerne i kampagnen VeganerUdfordringen. Fra i dag og 22 dage frem spiser jeg ikke kød eller animalske produkter. Derfor gik jeg her til morges ud og købte nærmest alt, hvad min lokale Kvickly havde af veganske produkter. Første konklusion: Billig er denne livsstil ikke. Når kødpriserne understøttes politisk bliver det ikke nemmere at træffe beslutningen nede ved køledisken.

Den store udfordring for mig bliver at lave helt ny mad. Jeg har haft en rimelig fast rutine med skyr til morgenmad, æg til frokost og kød til aftensmad de sidste tre år. Nu bliver det bananer, soya og en masse ubekendte, som jeg forhåbentlig ikke går i spåner over at skulle tilberede. At bruge så lidt tid i køkkenet som muligt har nemlig også været et mål for mig, og jeg frygter meget for at bruge mange timer på at lave mad, der alligevel ikke bliver særlig tilfredsstillende.

Men hvor intet vover – intet vinder. Jeg vover mig nu udi det her og håber på nogle varige forandringer i mine madvaner, der kan komme miljø, dyr og mig selv til gode i længden.

Første uge som veganer: Fuck det her!

“Fuck det her” er klart den sætning, jeg har brugt mest, siden jeg den 1. april satte mig for at spise vegansk i forbindelse med VeganerUdfordringen.
Og det er ikke så meget smagen af maden, der gør mig opgivende. Det er besværet.

Søndag den 2. stod den på brunch, inden Ateistisk Selskabs generalforsamling. For mig stod den på pommes frites og frugtsalat, for der var ikke andet, jeg kunne spise på kortet. Mayonaisen var snyd, det indrømmer jeg med det samme. Men jeg kunne ikke kun dyppe i ketchup! Det er sådan noget børn gør!

Hjemme i køkkenet går det ikke for godt med at lave velsmagende mad. De fleste shakes, jeg laver smager af hø og maling, og når jeg prøver at stege en form for erstatning af noget kød bliver konsistensen grynet og tør. Det er lykkedes fint nok at lave thaimad uden kød – det ville bare være bedre med…

Slutteligt dummede jeg mig på vej hjem fra et show. Vi stoppede ved en tankstation, hvor min kollega fik en hotdog. Jeg købte en pose chips, for den slags råddenskab er heldigvis lovligt… lige på nær, at jeg store idiot købte en pose bølgechips med kyllinge-smag. Der er sgu kylling i?! Hvem havde troet det? Jeg åd dem alligevel, ligesom jeg lørdag aften også spiste mayonaise og parmesanost, da jeg var på restaurant med nogle venner. Ellers havde mit måltid simpelthen været for trist.

Alt i alt var det ikke nogen prangende uge for mit veganerprojekt. Flere gange har jeg snydt, det smager ikke for godt, og jeg føler mig ikke gladere eller sundere… Jeg håber snart, der er nogle dyr, der siger tak, så der kommer etterlandet ud af det.

Anden uge som veganer

Så er uge nummer to med VeganerUdfordringen overstået. Og det var ingen nem uge!

Den bød på familiefødselsdag, hvor der blev disket op med alt godt fra grillen tilsat “sovsefestival” – fem forskellige slags sovs. Jeg guffede mine soyapølser og forsøgte ikke at græde synligt. I går havde min far tilbedredt lam i flere afskygninger – jeg snuppede en nødde/selleri-bøf.

Et mantra, der hjælper mig hver dag er “food is fuel” – tanken om, at maden mest af alt er brændsel for kroppen og hjernen. Det hjælper, når smagen og den hormonelle belønning ikke er, som den plejer at være. Den mad jeg spiser nu, sender ikke den samme følelse af tilfredsstillelse til min hjerne og tunge – men det må jeg leve med.

Den hormonelle forskel er den store udfordring, når man skal ændre vaner. Uanset om det er afvænning af et rusmiddel, en ny bolig, et kærlighedsbrud eller en ny diæt, så er det i sidste ende et spørgsmål om, at hjernen ikke oplever det samme – og det er hårdt, hvis den finder den nye oplevelse dårligere end den gamle.

I denne uge fik jeg bedre styr på måltiderne derhjemme. Jeg har fået nogle veganske proteinpulvere, som duer OK i shakes med frugt og spinat. Det er et fint nok morgenmåltid. Samtidig har jeg fået lavet nogle nøddebøffer, som smager ok – og dermed også giver mere protein.

Proteinerne er vigtige for mig på grund af koncentration – ikke på grund af træning. Jeg kan stadig løfte og træne så hårdt som før, men min koncentration lider under, at jeg får flere kulhydrater. Jeg er diagnosticeret med en mild ADHD og har altid oplevet koncentrationsbesvær, men i disse to uger har det været værre. Fra andre voksne ADHD’ere har jeg hørt, at de også er utroligt påvirkelige af kosten. Hvis de spiser helt kulhydratfattigt er koncentrationen og strukturen på dagen langt bedre. Derfor spiser jeg normalt med et langt højere indtag af protein, og det har været tydeligt nok for mig at mærke, at den veganske kost med et langt højere indhold af kulhydrat har kostet fokus.

For eksempel hører jeg normalt 95% af, hvad min kæreste siger. Men de sidste par uger har hun taget mig i ikke at høre efter i hvert fald et par gange om dagen. Desuden kan jeg mærke, hvordan min effektivitet daler foran computeren. Igen: Det er muligvis et spørgsmål om vaneændring, men når det kommer til min hjerne og arbejde er jeg mere stædig, end når det går ud over min tunge og mave. Jeg vil ikke svigte mit arbejde på grund af kosten. Så derfor kigger jeg efter flere veganske produkter, der har et højt indhold af protein uden der følger mange kulhydrater med (som der gør i bønner f.eks.).

Alt i alt: Det går bedre, men de store livsændrende forbedringer lader stadig vente på sig.

Sidste uge af veganerudfordringen: Easy McPeasy

Vaner.

Det er det, det her drejer sig om. Det drejer sig om daglige rutiner og hormonelle udsving. For vi er vanedyr. Når vi har en succesfuld rutine – som for eksempel skyr og proteinpulver til morgenmad, som jeg har haft i tre år, så er min hjernes hormonudsvingninger også gearet i den retning. Så når en ny morgenrutine skal indfinde sig, er hjernen decideret uvillig. I starten orkede jeg ikke at lave shakes i stedet for skålen med skyr, de smagte ringe, og jeg følte ikke en tilfredsstillende mæthed.
På bare tre uger er morgen-shaken blevet en god vane. Jeg ved nu, hvad der skal i – både væske og pulver og andet, det smager langt bedre, og jeg forstår også, hvad jeg nu har fået af næring, og hvornår jeg skal spise igen. Vaneændringer kræver egentlig ikke tålmodighed – de kræver beslutsomhed.

At tage VeganerUdfordringen var den nemmeste måde for mig at få beslutsomhed ind i mine vaneændringer. Reglerne var ingen kød og animalske produkter – og den måtte bare ikke fraviges. Det lykkedes ikke helt – jeg snød enkelte gange med ost og mayonnaise – men overordnet betød de skarpt optrukne linjer, at jeg kunne være konsekvent.

Mine favoritmåltider var her til sidst:

Morgenshake med banan, jordbær, blåbær, spinat eller grønkål med vegansk proteinpulver, soyayoghurt eller soyamælk og vand.

Tofu-avacodomos som smørepålæg.

Nødde/selleribøffer, som blev brugt på mange forskellige måder (Vedlagte billede er et par burgere med stegt grønkål, forårsløg og tomater)

Thai-wokretter – evt. med seitan og tofu som køderstatninger.

Og åndsvagt mange bananer…

Fremmed i køkkenet

Jeg holder af at lave mad intuitivt. Bare at kigge i køleskabet og så sammensætte en ret. Derfor var udfordringen særlig svær, da jeg var totalt analfabet udi vegansk madlavning. Når jeg ikke startede med et stykke kylling eller havde æg som base i retten, anede jeg ikke, hvordan jeg så skabte velsmagen. Rigtig mange mennesker har været søde og sendt opskrifter og tips, men mange af dem preller af, fordi jeg netop har den indstilling, at jeg helst selv vil komponere mine retter. Efter de her tre uger har jeg en langt bedre forståelse af råvarerne. Jeg har en klar idé om, hvad tofu og seitan bringer af smag og konsistens, hvad soyaprodukter kan gøre, og hvordan jeg får lidt umami i retterne – røget paprika og trøffelolie er nemme smutveje til dette (og trøffelolie er ikke så dyrt, som det lyder).

Jeg afsluttede udfordringen en dag for tidligt. For Jonas og Maria havde indbudt til påskefrokost med det store kolde bord, så jeg valgte at overgive mig til silden og fiskefileterne og rejerne og leverpostejen og frikadunserne og roastbeefen. Det hele ja!
Men i dag søndag står den igen på veganershake og seitanen er marineret til nogle veganske forårsruller i aften. Og faktisk virker det til, at den frugtshake har onduleret mine tømmermænd på rekordfart – jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at denne tekst ville skrive sig selv så hurtigt…

Jeg vil fremover ikke være veganer – eller vegetar. Mest af alt fordi, jeg ikke orker besværet. Jeg vil gerne kunne spise, hvad der kommer på bordet, når jeg på besøg hos venner og familie. Og jeg vil gerne have alle mulighederne, når jeg kigger i et menukort. Men hjemme i køkkenet vil jeg gerne stræbe efter at reducere mit kødforbrug. Fordelene for klimaet og dyrene er åbenlyse. Om det også er en sundhedsmæssig fordel for mig, kan jeg ikke afgøre efter 3 uger, men jeg vil glæde mig til at finde ud af det. For som jeg startede med at sige, inden denne udfordring: Det værste ved veganere er, at de nok har ret. Om de har ret i alle tre punkter, ved jeg ikke endnu, men jeg glæder mig til at finde ud af det.


Første gang udgivet på altivisten.dk d. 15. maj 2017

Ateismen er ydmyg

Når man er oppe imod et magtfuldt flertal, kan det være svært at få taletid nok til at forklare éns synspunkt. Ganske ofte bliver ateister, Ateistisk Selskab og jeg udelukkende brugt som et negativt modpunkt i debatten, således at folkekirken eller andre kan få lov til at fortælle, hvad de ønsker og gør for samfundet. Derfor skriver jeg nu dette indlæg, som et tilbud om lidt mere information om, hvad ateistisk aktivisme egentlig indebærer.

Hvis man forstår den underliggende kritik, som ateismen repræsenterer, får vi en langt mere konstruktiv debat om religion, livssyn og eksistens. Jeg har ofte oplevet at ateismen bliver misforstået og udlagt som noget langt mere radikalt og uforsonligt, end den i virkeligheden er. Derfor ønsker jeg med dette indlæg at udbrede kendskabet til ateismen, og til hvorfor ateister gør, som vi gør.

Bevisbyrden ligger ikke hos ateisten
En ateist tror ikke på guder. Det er egentlig det eneste, ateisme indebærer. På samme måde som anti-fascisme, er det ikke en egentlig -isme, da der ikke er andet indhold i det end en afvisning af en anden -isme. Her er det også værd at bemærke, at en ateist ikke fremkommer med påstanden, at der ikke findes guder. Vi tror bare ikke på påstanden om, at der gør. På samme måde som man kan afvise påstanden om, at der er liv på Jupiter. Det er ikke os, der fremkommer med en påstand – bevisbyrden ligger ikke hos os.

Ateisme starter med den ydmyge metodiske og kritiske tilgang til verden, der erkender, at endelig indsigt er yderst sjælden – det kaldes skepticisme. Vi mener, at en kritisk tilgang til alt i livet og verden er nødvendig for at opnå en bedre indsigt. Det er denne åbne indstilling til spørgsmål om verdens sammenhæng, sociale dynamikker og religiøse påstande, der har ledt os til at være ikke-troende; til at være ateister.

En ateist kan også tvivle
Teister – mennesker, der tror på én eller flere guder – er ofte her i Danmark klar til at tale om deres tvivl. Man behøver ikke være stensikker på, at Gud eller Allah findes for at kalde sig kristen eller muslim. På samme måde behøver en ateist heller ikke være stensikker på, at der ikke findes guder, for at have sit standpunkt. En person, der er hundrede procent sikker på det, kaldes en gnostisk ateist. Folk der som mig efterlader en mulighed, mindre eller større, for at der findes guder, kaldes agnostiske ateister. At være agnostisk er altså ikke en større mellemgruppering imellem teist og ateist. Hvis man er fuldstændig agnostisk, er det fordi man vitterlig ser sandsynligheden for guders eksistens som 50/50 og derfor ikke kan vælge side.

At være ateist er derfor heller ikke nødvendigvis en politisk stillingtagen. De fleste ateister er nok relativt ligeglade med religionens betingelser i vores samfund. Nogle ateister bekymrer sig om dette. Og nogle af os er organiseret i interesseorganisationen Ateistisk Selskab.

Kritisk over for religiøst verdenssyn
Religioner har igennem hele den kendte verdenshistorie påstået at have de bedste svar på, hvordan verden hænger sammen og livet bør leves. I mere eller mindre grad. Derfor er den aktivistiske ateisme opstået som modspil. I nutidens Danmark har folkekirken skruet meget ned for påstande om guddommelighed og påbud, og mere op for budskaber om moral og livsindsigt. Men et grundlæggende synspunkt, vi i Alternativet vel godt kan blive enige om, er, at man ikke behøver en religiøs tro for at tænke over livets eksistentielle spørgsmål. Ateistisk Selskab og andre kritikere opfordrer til, at man reflekterer over, om religionen nu også byder på svar af den kvalitet, der påstås? Vi opfordrer til lidt kritisk tænkning uden forbehold – og hjælper dem, der ønsker at løsrive sig fra en religiøs eksistensopfattelse.

Selvom der unægtelig findes aggressive ateister, som bogstavelig talt ønsker at gribe til våben, så er ateismen i mine øjne et fredsprojekt. For vores sigte er i sidste ende imod aggressive magthavere. Jo mindre magt religiøs doktrin, kulturel vanetænkning og ”os mod dem”-retorik har over det enkelte menneske, desto mindre støtte er der til aggressive repræsentanter fra religionerne.

Ateisme er en del af et åndeligt og politisk standpunkt. Et bud på en rationel åndelighed, hvor fokus ligger på en nøgtern og spørgende tilgang til at forstå vores inderste væsen og vores sociale dynamikker. Det man vel samlet kan kalde vores kultur. Altså at kultur bedre kan forstås og udvikles uden religiøse dogmer. Individuel og kollektiv kultur er dynamiske størrelser, der skabes i et samspil mellem vores mentale evolution og voksende forståelse for hinandens tankegods, moralske perspektiver og handlinger.

Hvad ønsker vi?
Vi mener, at kulturforståelsen mennesker og kulturer imellem hæmmes af religiøs tankegang. En dogmatisk indstilling til moral og livsførelse leder meget naturligt til en dårligere forståelse for andres moral og livsførelse. Det er derfor, at mennesker som jeg ser ateismen som et fredsprojekt.

Dét vi ønsker, er at fremme en tankegang om eksistens og etik, som udspringer af den mere åbne filosofi, som oplysningstiden og det antikke Grækenland gav os, frem for den mere begrænsede værktøjskasse religionerne har givet os. Vi ønsker at vores børn skal lære nuanceret om hele vores idéhistorie; i stedet for den favorisering af de kristne elementer, som hersker i folkeskolen i dag. Samtidig ønsker vi at folkekirkens særstilling og religiøse foreningernes privilegier skal fjernes, så alle religioner, livssyn og andre bidragsydere til vores kulturarv og nuværende kultur bliver ligestillede. Sådan at vi fremover kan have en fri og fair udveksling af idéer – for det er dét, der skal sikre en konstruktiv udvikling af vores samfund i tiden der kommer.


Første gang udgivet på altivisten.dk d. 27. marts 2017

ADHD er alles skyld – men dit eget ansvar

Når skylden for ADHD i samfundet skal findes, peges fingrene i mange retninger: Samfundet generelt rummer ikke de skævere tænkende, skolerne mangler forståelse, medicinalindustrien er grådig, lægerne er dovne, vores mad er forkert, og forældrene er for slappe. Jeg vover en påstand: Det er alles skyld.

ADHD er en neurologisk størrelse. Vi ADHD’ere har en skævhed i hjernen. Der mangler signalstoffer, og derfor fungerer vi ikke optimalt. Men en persons ADHD kan skyldes mange ting.

At du har en neurologisk skævhed i hjernen, betyder ikke, at den dermed er kommet indefra, og det betyder heller ikke, at du står alene med ansvaret. Du kan få lov til at dele det med os andre. Det bliver jeg næppe populær af at sige, men det er min holdning: Alle har noget af skylden for den udbredelse og effekt, diagnoser som ADHD har på vores samfund.

Verden er stor
Samfundet er generelt blevet mere uoverskueligt. Når man som barn skal lære at tilrettelægge sit arbejde – og senere vælge sin uddannelse, er der så uhyggeligt meget at tænke over, at apati bliver den mest tiltalende mulighed. Vores velstand og rigdom har en slagsside: Der er meget at vælge imellem.

Skolen
Vores skoler mangler rummelighed. Mest af alt fordi de mangler hænder og tid. For egentlig er lærere og pædagoger blevet dygtigere og mere indsigtsfulde, men hvad skal det nytte, at de ved, hvad Katrine har brug for, når de ikke har muligheden for at give hende det?

Medicinalindustrien
Vores pillemagere er grådige. Det kan der efterhånden ikke herske tvivl om. Med så mange historier om fusk med forsøg, vanvittige sælgere med gigantlønninger og uhyrlige summer i retsforlig bør ingen være i tvivl om, at industrien ikke kun rummer kittelklædte forskere, der ønsker at redde verden – den rummer i høj grad også jakkesætklædte røvhuller, der ønsker at bo på Strandvejen.

Lægerne
Jeg tror ikke, vores læger er dovne, men de bliver bedt om at overskue en ufattelig vifte af sygdomme og syndromer, som de umuligt kan nå at forstå indgående. Derfor bliver behandlingerne overladt til manualer, vejledninger og sågar indlægssedler.

Vi er nødt til at ændre vores gammeldags antagelse om, at sygdom er lægens ansvar. Især når det kommer til psykiske lidelser, skal patienterne se en indlysende sandhed i øjnene: Du kender bedst selv dit hoved – du har selv de bedste muligheder for at skabe forbedring. I mit arbejde med ADHD og psykiske lidelser har ét stået klart: De, der er villige til selv at håndtere deres lidelser, klarer sig bedst.

Maden
Uden at den videnskabelige evidens nødvendigvis foreligger, bør vi se på den mad, vi putter i vores kroppe. Hurtige kalorier, tilsætninger og vanedannende ingredienser dominerer butikshylderne i en grad, vi ikke bør acceptere.

Når jeg ser 10-årige gå fra skole med en halv liter energidrik, får jeg lyst til at ruske i deres forældre. Hvorfor skal dit barn have en koffein-afhængighed så tidligt? Koffein bør ligesom øl som minimum vente til efter, man har givet finger (eller modtaget).

Forældrene
Jeg vil gerne pege en ekstra lang finger mod forældrene. Ja, jeg prøver virkelig ikke at få nogen venner med dette indlæg.

Som foredragsholder om ADHD er jeg stødt på mange forældre, som indgående har søgt viden og indsigt, der kunne hjælpe dem med at hjælpe deres børn, men jeg har også mødt nogle andre: Forældre, som har søgt efter en undskyldning – en forklaring, der ikke inkluderer dem selv, så ansvaret for juniors problemer og balladen i skolen kunne tørres af på nogle andre.

Og det gør mig trist hver gang. Selv om dit barns ADHD kan være kommet fra mange steder, så er du ungens primære forbillede, kok, vejleder og behandler. Hvis du som forælder ikke er villig til at tage en del af ansvaret for dit barns ADHD, så kan du ikke være en del af løsningen. Du skal erkende dit medansvar – for så bliver du også opmærksom på, hvad du kan gøre bedre.

Mere end en recept
At du har en neurologisk skævhed i hjernen betyder altså ikke, at det er et rent genetisk problem, og derfor heller ikke, at ADHD kun skal behandles indefra. Vi hører stadig om børn og voksne, hvis eneste behandlingstilbud er en recept.

Forhåbentlig er det efterhånden en sjældenhed i systemet, for vi har brug for at kigge langt mere helhedsorienteret på vores måde at tackle disse vanskeligheder på.

Rent politisk kræver det handling på alle disse områder. Vi er nødt til at have bedre kontrol med medicinalindustrien – til at begynde med kan vi jo sørge for, at Sundhedsstyrelsen bliver rent offentligt finansieret.

I dag bliver over halvdelen af Sundhedsstyrelsens budget dækket af de virksomheder, hvis produkter den skal tjekke. Hvad nytter det at have en vagthund, når den spiser af gæsternes hånd? Det kræver også, at vi investerer mere i vores skoler og institutioner – først og fremmest bør vi efter min mening se på personalet.

Lad os få mere af det! At have ordentlig kontakt med voksne er den sikreste måde at hjælpe børnene på – uanset, hvad deres udfordringer er.

Individet
Men først og fremmest handler det om patienten. Selv om jeg faktisk ikke bryder mig om det ord, når det kommer til lidelser, som knapt nok kan kaldes sygdomme. Som tidligere nævnt i afsnittet om lægerne, er det de patienter, der erkender deres ansvar for udfordringerne, som klarer sig bedst.

Når det kommer til ADHD, begynder det med en bevidsthed om problemerne. Du skal se på din ADHD, og hvad dine problemer er. Det vil jeg forvente af enhver voksen patient. For børn er det naturligvis anderledes – og så alligevel ikke.

For et barn kan også blive sig sine svagheder og udfordringer bevidst. Det er et spørgsmål om den rette tilgang fra lærere, pædagoger og især forældre.

Selv om jeg var talentfuld i skolen, orkede jeg ikke meget, så derfor krævede min uddannelse, at mine forældre var efter mig. Ja, jeg mener det på den helt gammeldags måde – de var efter mig. »Har du skrevet den stil, Anders?«, »Hvorfor hører vi, at du ikke læser dine matematik-lektier?«

Jeg var ikke diagnosticeret som barn, men mine forældre kendte godt til nogle af mine svagheder alligevel: Jeg var doven. Det faktum, at jeg grundet min lidt særlige neurologi nok havde svært ved at overskue mit arbejde, ændrede ikke på, at kerneudtrykket i mine arbejdsvaner var dovenskab.

Og med to hårdtarbejdende spejderopdragede forældre blev det naturligvis ikke accepteret. Deres vedholdende opmærksomhed hjalp på min indsats i skolen.

Jeg kunne godt have haft gavn af endnu mere vejledning – mere indsigt i mine egne vaner. For det er først langt senere i livet, at jeg er blevet helt klar over, hvordan jeg skal tackle de vanskeligheder, min koncentrationsevne byder mig.

Det var først, da jeg som voksen kiggede grundigt på min ADHD og de svagheder og udfordringer, den bød mig, at jeg virkelig fik gjort noget ved det. Men at mine forældre gjorde, hvad de kunne, og gav mig den nødvendige opmærksomhed var afgørende for min udvikling.

Fælleskabet
Desuden skal vi som samfund se på, hvordan vi opfatter diagnoser. Til trods for indsigter, der peger en anden vej, har vi stadig en sort/hvid-tilgang til mange diagnoser.

Da mine forældre i sin tid stillede sig på bagbenene over, at jeg skulle have ADHD-diagnosen, kom jeg på en simpel analogi: ADHD er en diagnose ligesom nærsynethed. Det kan være en bagatelagtig vanskelighed, såsom minus 1,5, hvor briller skal bruges lejlighedsvist – til at være et altfavnende handicap – som at være blind.

Ligesom nærsynethed, depression, OCD, diabetes og mange andre diagnoser er ADHD en størrelse, som kan variere enormt. Og derfor duer det ikke, at vi har et system, hvor diagnosen bliver regnet som en enten/eller-størrelse.

I februar fremlagde Det Etiske Råd en undersøgelse af anvendelsen af diagnoser i Danmark, herunder ADHD, og fandt forskellige opfattelser heraf.

Sundhedssektorens medarbejdere havde en forståelse af, at spektret var bredt og patienternes vanskeligheder mangeartede, mens tilgangen i det sociale system var anderledes stringent og uhensigtsmæssig.

Her var du en borger med et specifikt problem, som passede i en specifik kasse. Den tilgang er nødt til at ophøre så hurtigt som muligt.

Vi er ikke ens. Og derfor er det allermeste også op til den enkelte. Du bærer ikke skylden for din diagnose – men du har hovedansvaret.


Udgivet første gang på information.dk d. 2. juli 2016

Overtro blandt folkevalgte

I dag åbnede Folketinget og det betød, at en god portion af Folketingets politikere deltog i åbningsgudstjenesten. Jeg lyttede med i radioen.

På P1 fortalte Erik Bjerager, Chefredaktør på Kristeligt Dagblad, at det var en mægtig god ide, at politikerne starter med at få forkyndt kristendommen.” Ifølge Bjerager, fordi “kristendommen skal berige os med moralen, etikken, vores holdninger."

Åbent spørgsmål til Erik Bjerager og andre. Hvordan gør den det? Hvilke positive ting gør kristendommen ved vores moral i dagens Danmark? (Og lad mig bare for sjov skyld minde om, at næstekærlighed ikke er en copyrightet størrelse, som kristendommen fandt på.)

I sin prædiken åbnede biskop Marianne Christensen med at takke Gud for fred, frihed og folkestyre. Det er et kerneeksempel på den egocentri og det begrænsede udsyn, religionen giver mange. 

Hvorfor skulle denne herre have begrænset de tre ting til bestemte regioner på planeten? Hvorfor har han ikke sørget for dem til de mange af hans følgere i Mellemøsten? Nogle af dem kalder sig tilmed “hans udvalgte”. Det er de tilsyneladende næppe, hvis man tager biskoppens geografisk indskrænkede tak for pålydende.

Derpå ledte biskoppen vores folkevalgte politikere i trosbekendelsen, hvor de forsagede djævlen; bekræftede deres tro på, at Jesus af Nazareth - en historisk figur uden beviser - genopstod fra de døde og sluttede af med at mumle, at de glæder sig til det evige efterliv. 

Lad os håbe, jeg tager den slags udtalelser mere alvorligt end dit fleste. For de færreste ønsker vel, at deres folkevalgte repræsentant oprigtigt tror på trosbekendelsens indhold? 

Senere kom biskoppen med en påstand fra Johannes-evangeliet om, at Jesus skulle have sagt, “jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig.” Og så fortalte Jesus om efterlivet hos Gud. 

Jesus sagde derpå til sine disciple: “Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til herren uden mig."

Super brugbart tip til det nye folketingsår.

Efterfølgende diskede Marianne Christensen op med nogle fornuftige ord om kærlighed og det ansvar for verdens nødlidende som vores folkevalgte har medansvar for. Denne påmindelse er jeg glad for, at de mest troende folkevalgte fik. For de er spøjst nok også dem, der trænger mest til den. 

Og så bad hun Gud velsigne dronningen… Med den faste gageforhøjelse, majestæten får via finansloven er hun næppe hans førsteprioritet.

Min forudsigelse: 

Troens hold i vores ellers oplyste samfund kommer til at stå som et pinligt kapitel i samfundshistorien. Vores børnebørn vil skraldgrine på gulvet over de gamle tekster og bønner, som selv statsledere udtalte dengang, mormor var ung.  

Her har I mig tilbage...

Piv' hash det der valgkamp var en hård omgang. Rent mentalt havde jeg i den grad brug for en sommerferie efter de tre uger. Oplevelsen var en for livet, men i ugerne efter valget var politik det sidste, jeg havde lyst til at tale om. I hvert fald på den alvorlige måde. 

Jeg jokede meget med venner og sludrede løst med fremmede om valget og Alternativet, men de mere seriøse tanker, debat og blogindlæg orkede jeg simpelthen ikke. Desuden skulle jeg tænke en hel del over - og mærke efter - om jeg havde lyst til at gøre det igen.

Valget var en overvældende succes for Alternativet. 4,9% og 9 mandater var en drømmestart for et parti, jeg ser som en forhåbentlig langvarig spiller i det danske og internationale demokrati. Rent personligt var jeg mere i tvivl. Tallene siger én ting: 1153 personlige stemmer var pænt. Alternativets spidskandidat i KBHs Omegn, den asylfightende politiske veteran Ulla Sandbæk, fik 80 mere end mig og tog pladsen på Christiansborg. Fuld fortjent. Men skuffelsen over at misse en plads i Folketinget var mærkbar.

Men vigtigere end tallene var oplevelsen og følelsen for mig. Det føltedes faktisk virkelig fedt. Ikke selve valgkampen - men at arbejde for fællesskabet, hvilket er hvad politik jo i sin grundessens handler om. Jeg brænder for at redde verden, for at sige det naivt. Og selv de tørre dele af politik, såsom finansiering af offentlige instanser eller lignende, motiverer mig - ganske enkelt fordi det er vigtigt. 

Menneskeheden og planeten står over for 50 svære og afgørende år - og jeg vil gøre mit bedste for at vi bruger dem bedst muligt. Både på kort og langt sigt - og både de store og de små sager. Så derfor bliver jeg simpelthen nødt til at stille op igen. Som min gode ven Nicklas sagde, da jeg fortalte ham om mit kandidatur tilbage i foråret: "Hvorfor ikke?"

SPOILER ALERT: Game of Thrones sæson 5 afsnit 9 bør være set!

Game Of Thrones er samfundsfag i eventyrform. Serien tager nemlig mange af nutidens emner op i en ramme af et feudalsamfund.

Game Of thrones store styrke er karakterernes visioner. De tager ikke til takke med tingenes tilstand. Derfor er dette feudalsamfunds sociale evolution speedet markant op i forhold til vores, som var mange århundreder om at tage de opgør med sociale værdier, som Westeros og Essos ser ud til at arbejde med henover de par årtier, vi får lov til at følge dem. Denearys Targaryan ønsker at afskaffe slaveri, Oberyn Martell og Dornes befolkning har taget et opgør med homohad og indskrænkelse af sexualiteten, Tyrion Lannister er den priviligerede kapitalist, der ønsker mere retfærdighed i politik og The Head Sparrow - som ellers går hårdt andre områder i religionens navn - ønsker at radikalt opgør med kapitalansamlingerne.

Længere oppe i landet har Jon Snow indset faren nordfra. Og folk med utallige generationers fjendskab bag sig slutter fred for at bekæmpe en fælles fjende - the White walkers.

Snow har indset at hans rigere folk, som har nydt godt af klimaet syd for muren, skal dele landet og ressourcerne fremover med de fattige mennesker, der har været lukket ude nord for muren. Hvis ikke de deler, kan en fælles front og en reel modstand mod denne nye altoverskyggende fare ikke stables på benene. En alliance begået på grund af et klarsyn, som de grådige huse i syd stadig mangler, mens de kæmper om magten i Kings Landing.

Har George RR Martin her måske bragt endnu en parallel til vores samfund i 2015? For disse White Walkers kommer med kulde og frost og død. De kunne måske godt være en håndgribelig analogi til de alvorlige klimaforandringer, som vi bør frygte i vores verden i dag?

Som progressivt orienteret kulturradikal er serien selvfølgelig lige min kop te. Paralellerne til nutidens samfund bliver ekstra tydelige, når serien arbejder med værdipolitiske spørgsmål, som er relevante på jorden anno 2015. Det har George R. R. Martin gjort godt. Og i form af den lynhurtige zombiehær, The White Walkers giver han os en fjende som burde få alle indbyggere i Westeros og Essos til at droppe deres indbyrdes uenigheder og søge en fælles løsning - men som alt for mange ignorerer. På samme måde som Jordens indbyggere også har en fælles fjende, vi savner at flere forstod.

Tanker fra Folkemødet

Her morgenen efter Folkemødet på Bornholm har jeg fået samlet tankerne igen. For mit vedkommende var det to intense dage i Allinge med debatter, foredrag, stand-up, alt for mange hotdogs, alt for få siddepladser og solen i hovedet konstant. Jeg brokker mig ikke - jeg havde det fantastisk. For jeg har endelig forstået Folkemødet. 

Før i tiden har jeg synes, at det virkede fjollet at hele embedsapparatet og lobbyorganisationerne tog 200 km væk fra København for at drikke øl og snave med hinanden, mens tv-værter scorede håbløst høje honorarer for latterligt lette konferenciers-opgaver. Men i år gik det op for mig, at Folkemødet nytter.

På Folkemødet har jeg drøftet religion, diagnoser, basisløn, undervisning, pengeskabelse og sågar også den svære følelsesladede diskusion om omskæring. Når debatten er gået godt, har vi opnået enighed om et par punkter. Som minimum er vi blevet enige om, HVAD vi er uenige om. Men det er også fremskridt. 

Vores samfund er en kompliceret størrelse at overskue - og derfor endnu mere kompliceret at opnå enighed om. Ikke desto mindre skal vi gøre det. 

Men vi har en tendens til at give for meget plads til folk, der tager fejl. For eksempel en salafistisk muslim, der hader Grundloven. Han repræsenterer en meget lille skare - alligelvel får han taletid i prime time, fordi TV2 ved, at det giver seere. Det er forståeligt, for det er lidt rart, når vi alle bliver enige om, at han i hvert fald tager fejl! Men det bliver vi ikke meget klogere af. 

Det er nemt at pege på dem, der åbenlyst tager fejl. Det er langt svære for os i fællesskab at finde ud af, hvad er rigtigt. Men det skal vi. 

Som en præst i al venskabelighed sagde til mig engang: “Du kan jo ikke forklare alt, Anders.” 
Jeg svarede: “Nej, men det skal ikke ændre på min ambition om at prøve!"

På samme måde skal debattens nogle gange svære vilkår ikke stå i vejen for en kollektiv ambition i vores samfund om at finde løsninger, vi alle kan stå inde for. 

Jeg begynder sgu mere og mere at lyde som Uffe… 
... Men hey - hvorfor ikke?

Mine mærkesager

Min seneste video om cannabis har fået ganske meget opmærksomhed. Og det medfører hurtigt kritik, fordi nogen nu tror, at jeg er en legaliseringskandidat og kun slår mig på én sag.

Så lad få mine mærkesager på plads. Her er en kort sammenfatning af de ting, der bekymrer mig mest politisk:

Lighed:

Lighed er et afgørende begreb at arbejde med i den her tid. OECD, IMF og Verdensbanken er enige om, at økonomisk ulighed i alle verdens samfund holder os tilbage. Den rammer også ikke kun på pengene - også vores sundhed, uddannelse og tryghed lider skade. Uligheden skader sågar den økonomiske vækst, hvis man er typen, der stadig går op i den slags. Den gamle sang om, at når de rige bliver rigere, følger de fattige med, holder ikke. Tallene peger den modsatte vej. 

Jeg ønsker et mere lige Danmark, som kan tjene som forbillede og model for resten af verden. 

Ny politisk kultur:

Hvis vi kan lære hinanden den rette tone, den rette argumentation og den rette indstilling til vidensdeling, kan vi starte en kulturel reformation. Første skridt er ændringen af det politiske system og kulturen blandt de politiske aktører. Det er derfor Alternativet ønsker en ny politisk kultur, hvor positivitet skal være i højsædet. Hvor man søger at forstå sin modpart frem for misforstå - og bevidst misfortolke.

Vores demokrati trænger til en overhaling. Vi har haft det i rundt regnet 150 år nu - men ikke rigtig forbedret det synderligt. De fleste medbestemmelse er reduceres til et kryds på et stykke papir hver andet år. Med de digitale muligheder bør vi åbne for langt mere medbestemmelse i befolkningen med for eksempel et åbent ministerium, hvor enhver borger kan stille forslag til Folketinget. Alle kan høres i dag - så lad os da høre alle. 

Uddannelse: 

Der er gjort enorme fremskridt i læringsmetoder og forskning, som bare venter på at blive implementeret. Heldagsskolen og inklusionstanken er et par positive initiativer i mine øjne, men der er tydelige svagheder. Først og fremmest mangler pengene. Jeg ønsker at arbejde for at tilføre Folkeskolen flere midler - i første omgang til bedre fysiske rammer for både lærere og elever. 

Uddannelse er en livslang proces, og en ikke mindst en proces som er meget individuel. Derfor ønsker Alternativet et mærkbart større fokus på selve det at lære og forbedre sig. Personlige kompetencer bliver til stadighed vigtigere i forhold til faglighed. Forstå mig ret, når jeg siger det. Oplysning og fakta ligger os mere frit og hurtigt tilgængeligt end nogensinde før - så vores udfordringer bliver anderledes i fremtiden. Det skal vores uddannelsessytem afspejle.

 

Det var lidt om, hvad jeg fokuserer på foreløbig af politiske områder. Men min ambition med at gå ind i politik er at være med til ledelsen af vores samfund som helhed. Og eftersom jeg nærmest har en holdning til alt, kommer jeg næppe til at begrænse mig...

 

 

 

Hader jeg valgkamp?

Indtil i dag kl. 13.00 hadede jeg valgkamp. Det var virkelig had.

De sidste to måneder føles som om, at de er gået med planlægning, plakater, design af flyer - på hvilken jeg hedder “Ander Stjernholm” - og alle mulige småting, jeg ikke anede, jeg skulle tage stilling til. Med andre ord: Administration og markedsføring. To ting jeg kamphader. 

Jeg kan lide ideudvikling og produktion. At lave politik. At udtænke hvordan vi gør vores liv federe - og så gøre dem federe. Heldigvis har Alternativet inviteret mig indenfor til politiske laboratorier, debataftener og ikke mindre en masse en-til-en samtaler med nogle ufatteligt vidende mennesker. Og jeg nyder virkelig at drøfte it-politik, finansiering af folkeskolen og TTIP aftalens konsekvenser. Det nærmer sig et perverteret fetish-stadie, så glad jeg er for at tale politik.

Men det handler valgkampsforberede ikke om. Alle ideerne er på plads, de skal bare leveres så skarpt som muligt - for folk vil kun lytte til dig i 4 sekunder: “Vi vil skære i bla…”, “mere fokus på bla…”, “færre bla til bla…”. 

Men så kom jeg ud og hænge plakater op. Vi kravlede i dag rundt i lygtepæle, smed vores billeder op så alle kunne se, at vi mener det. Og responsen var god! Selvfølgelig faldt der også et par “fuck Alternativet”, men hovedsageligt mødte jeg mennesker, der enten heppede eller spurgte interesseret og faktisk gerne ville lytte i mere end 4 sekunder. Og de tog pænt imod min folder med blikke, der klart fortalte mig, at de ville læse den hele (her er jeg muligvis stadig høj på oplevelsen). 

Hvis de næste tre uger bliver den samme oplevelse af interesse og åbenhed for denne nye politiske bevægelse, bliver min pessimisme omkring valgkamp gjort til skamme. Og så bliver det ikke noget problem at stå op kl. 6 og dele flyers ud på stationer. 

God valgkamp allesammen! 

Global lighed er nødvendig for fred

En af mine mærkesager i denne - min første - valgkamp er økonomisk lighed. For det er med al tydelighed blevet understreget af økonomer de seneste år, at ulighed er lig med mangel på udvikling, vækst og rimelighed i vores samfund. Både når det kommer til økonomisk levestandard nu og her, og når det kommer til uddannelse og sundhed i det lange løb. Vi snyder os selv, hvis ikke vi hjælper vores samfunds fattigste.

"Men Danmark er jo et af verdens mest lige lande, så hvad er det for en tæskedum mærkesag af vælge, Andersmand," tænker du måske?

Tja, selvom vi er et lige land og meget socialt bevidste i forhold til andre lande, så er det næppe noget at prale af. Det er lidt som at være den flinkeste stormtrooper hos Imperiet. Der er stadig plads til forbedring.

Og jeg ønsker forbedring. For Danmark og for verden. Vi har i mange år haft det privilegie at være et foregangsland. Miljømæssigt, strukturelt og kulturelt. Det synes jeg, at vi skal forsætte med. Blandt andet ved at sørge for, at ligheden i vores samfund bliver en misundelsesværdig størrelse, som verdens tigerøkonomier kan kigge på - og lære af i de næste par årtier.

For lighed er naturligvis et langt større emne internationalt. Ikke kun internt i andre lande, hvor uligheden er større end herhjemme – men især imellem lande. Vesten, som vi kender den i dag, er stadig langt i front i udvikling - både økonomsk og socialt. Vi har iPads, dagpenge, pensionsordninger, sygesikring, folkeskoler, infrastruktur, biblioteker, osv. som er hestehoveder foran resten af verden.

Spørg dig selv: Hvordan kan det egentlig være, at vi er så langt foran? Er vi bare så fede? Eller kan det være andre grunde?


Vi må ALDRIG glemme, at vi har disse ting delvist fordi, at vi var nogle rigtig dumme svin i flere århundreder. Ja, jeg er ikke typen, der glorificerer vores fortid. Vi var ikke flinke. Vores høje økonomiske velstand er til dels kommet af, at vi sugede resurser ud af vores kolonistater - og tilmed sugede dem ved hjælp af slavearbejde. Vores handelspartnere gjorde det samme. Uanset, hvordan vi vender og drejer det, skylder vi en hel del af vores dejlige livskvalitet til det ubehagelige faktum, at vi har udnyttet mennesker fra de lande, der i dag - meget naturligt - har brug for vores hjælp.

Og jeg skal faktisk ikke bruge datid. Vi udnytter dem stadig. De 200 kroners bukser, du har købt, er en del af problemet. Vi udnytter fortsat svagere nationer, hvor arbejde kan fås billigt. Vi er i dag en del af en global økonomi, hvor en rig nation som Danmark ikke kan sige sig fri for medansvar - uanset, at vi muligvis ikke har direkte samhandel med de lande eller virksomheder, som udnytter arbejdere. Vi lever stadig af samhandel med nationer og virksomheder, som ikke udviser samme sociale bevidsthed. Og det er tid til at gøre noget. Ikke kun fordi det er det rigtige at gøre - også fordi, det vil gavne os længden.

Når mennesker bliver undertrykt og udnyttet skaber det vrede. Vrede fører til had. Had fører til lidelse. Ja, endnu en Star Wars-reference sgu. Denne udnyttelse er medansvarlig til den flygtningekrise, vi ser i dag. Og vi skal stoppe den fra at lede til vrede. Vi skal hjælpe dem.

Glem dagpenge og kontanthjælp. Glem religionsdebatten eller terrortruslen. Det er her det vigtigste problem at tage os af - fordi det ligger bagved mange af de andre. 

Løsningerne: 

Vores virksomheder herhjemme skal pålægges et kædeansvar, således at de hæfter for misbrug og sløje vilkår fra deres underleverandører. Vi skal sende et signal til udnyttende arbejdsgivere i verdens udviklingslande, at hvis de vil handle med lukrative vestlige markeder, så skal vilkårene for deres arbejdere være i orden. Hvis Danmark skal miste arbejdspladser, skal det i det mindste ske på fair vilkår. 

Det gælder også for de, der bor tættere på os. Vi mister arbejde til udlandet, fordi de er billigere i løn. Og det må være klart for de fleste, at vi ikke skal konkurrere ved at sænke vores løniveau - deres skal op. At vi mister jobs på grund af løn, er jo bare endnu et argument for, at vi skal hjælpe med at hæve lønningerne hos dem i stedet. Når vi lever i en globaliseret verden, er vi nødt til at vælge det ene eller det andet: Enten kan vi blive ved med at holde de andres løn, arbejdsforhold og levestandard nede, indtil vi er fuldstændig udkonkurrerede og har mistet alle arbejdspladser - eller også kan vi være solidariske og bruge nogle af vores mange resurser på at hjælpe med at få deres levestandard og løn op, så de ikke længere er i en så gunstig konkurrencesituation.

Alternativets indstilling baserer sig på global solidaritet. Danmark skal være det bedste land for verden.

 

 

Lighed gavner alle

Jeg tror på, at vi står foran en tidsalder, hvor vi skal foretage drastiske ændringer i vores samfunds styreformer. Befolkningstallet på planeten stiger hastigt, og det skaber nogle udfordringer, som vi skal adressere før problemerne bliver uoverskuelige. En af de vigtigste - hvis ikke den vigtigste - er at økonomiske interesser fra virksomheder og stater bliver stadig jagtet aggressivt. 

Jeg tror på, at lighed, empati og et bæredygtighed er de eneste ting, der sikre en planet, der kan holde til ti milliarder mennesker i 2060. Jeg tror på, at mennesker vil andre det bedste, hvis vi blot lærer hinanden at kende og udveksler vores viden, resurser og velvilje. 

Lighed er et afgørende begreb at arbejde med i den her tid. OECD, IMF, Verdensbanken og efterhånden et kraftigt overtal af eliten blandt økonomer er enige om, at økonomisk ulighed I alle verdens samfund holder os tilbage.

For ti år siden, da Eva Kjær Hansen skrev, at uligheden godt måtte vokse, fordi det gav dynamik i samfundet, var jeg i tvivl. Ligesom så mange andre. "Vil øget lighed dræbe udviklingen?” tænkte jeg. Siden da er vi blevet klogere. Uligheden skader sågar den økonomiske vækst, hvis man er typen, der stadig går op i den slags. Den gamle sang om, at når de rige bliver rigere, følger de fattige med, holder ikke. Tallene peger den modsatte vej. 

Når en større del af befolkningen arbejder med en daglig bekymring for økonomien, snyder vi hele samfundet. For pengeproblemer forbliver sjældent kun pengeproblemer. Disse mennesker har også dårligere helbred og dårligere uddannelse. Og det går i arv. Hvis vi ønsker vækst i vores samfund - en langvarig, holdbar vækst, så skal de dårligst stillede have mere hjælp. Det gælder uanset, om du bruger det gammeldags BNP eller har indset, at vi trænger til et nyt vækstbegreb. Deres børn skal have hjælp til lektierne, forældrene skal have hjælp til opdragelse, og de ældre skal have hjælp til at spise bedre. På den måde imødekommer vi også en række udgifter på det sociale-, uddannelses- og sundhedsområdet. 

Hvis den lave middelklasse får dette løft, vil det kunne mærkes på bundlinjen i mange år frem. I steder for at tænke i dagpengesatser nu og her, om skoledagen skal være 5 eller 7 timer, eller om ældrepleje skal være privat eller offentlig, så handler indsatsen for lighed om en grundlæggende omstilling i tankegangen: Lighed er ikke lig med lavere vækst eller større udgifter. Lighed er sund fornuft - uanset hvor I samfundet, du selv befinder dig. 

Løsningerne: 

Resurserne i vores samfund skal omfordeles, således at den lave middelklasse får mere. Det vil forhåbentlig betyde en mere bæredygtig og mindre konjunkturfølsom vækst. Det skal gøres via lavere skat til de lavtlønnede og en øget beskatning af boliger, arv og forbrug.

Vi skal desuden regulere bankerne mere. At sidde på vores pengebeholdning er i dag en alt for profitabel branche. Det kan ske ved at adskille investeringsbanker og almindelige forretningsbanker. I længden skal vi have langt større kontrol med private bankers drift, for deres størrelse og aggressive tilgang inviterer til endnu en finanskrise. 

Politisk trænger vi til en ny måde at definere vækst på. Det gammeldags BNP giver ikke et korrekt billede af, hvordan vores økonomi har det. Det er som at måle om en persons kropstemperatur ved at sutte på en finger i putte den ind i armhulen. Vi skal længere ind… Parametre som arbejdstid i forhold til produktion, lighed og behovsopfyldelse bør inkorporeres i en ny måleenhed for vores samfunds velstand. 

Religioner tilbyder sløj etik

Det danske samfund er en dynamisk størrelse med fart på. Vi opdaterer konstant vores regelsæt - fra trafikregler, til hvordan vi deler pengene, til hvem der må larme hvornår og hvor meget. Et regelsæt, der repræsenterer den aktuelle tilstand i vores samfund og derfor konstant er under forandring.

Vi har et kæmpe apparat af embedsmænd og politikkere til at tage sig af de konkrete lovændringer. Før reglerne overhovedet kommer så langt, debatterer vi dem i det uendelige i landets aviser, debat-programmer og især på facebook. Det er tydeligt at se gevinsten. Så mange mennesker med så meget indsigt blander sig i den evige debat om udformningen af vores samfund. Det er et ret fedt system, synes jeg.

Dette gælder også etiske og moralske spørgsmål. Vi smider vores viden og indsigt i en pulje - debatterer spørgsmålene - og ender med en form for konsensus. Vores etiske synspunkter er dannet gennem omhyggelige undersøgelser af menneskets natur og optimale levebetingelser. En lang række mennesker har gjort sig tanker, som andre har brygget videre på, som vi så benytter os af i udformningen af nye regler. I de seneste 50 år er psykologien for eksempel blevet en større spiller, som i de seneste år har kørt et imponerende parløb med neurovidenskaben, som kan belyse hjernens funktioner i bestemte psykologiske faser. Vi bliver klogere - og vores etik forbedres som følge deraf. 

I det lys er det bekymrende, når religionslærerforeningens formand John Rydahl udtaler, at religionsundervisningen er det eneste fag, hvor vores folkeskole-elever bliver undervist i etik. Udmeldingen kom i forbindelse med den konservative Mai Mercados udtalelser om mere kristendomsundervisning.

Hvorfor får vores børn kun serveret deres etik-undervisning i forbindelse med religion? Som jeg netop har belyst, er det jo ikke meget af os voksne etik, der længere bliver skabt på et religiøst grundlag. Biblen har ikke længere meget at sige, når vi definerer nye regler for vores samfund, så hvorfor underviser vi børnene i nogle værktøjer, som vi alligevel ikke bruger?

Skal vi ikke give børnene de værktøjer som voksne bruger i udformning af personlig og social etik? Give dem en undervisning, som bedre matcher de etiske overvejelser, der foregår blandt voksne i samfundet anno 2015?

Religiøs etik er ikke et brugbart pejlemærke for os længere. Kun når den bliver udsat for en grundig revidering. Mai Mercado skrev uddybende på sin facebook-side, at der naturligvis historisk set har været nogle dårlige ting i kristendommen, men at vi har tilpasset og forbedret den.

For at forstå Biblens moraler korrekt, har vi altså brug for forudgående, moralske intuitioner for at kunne gennemskue rigtigt og forkert. Eller sagt på en anden måde: vi har brug for moralsk viden, før vi tør give os i kast med sorteringsarbejdet med den religiøse moral. Spørgsmålet om slaveri er for eksempel et af de letteste moralske spørgsmål at svare korrekt på, men Biblen svarer i bedste fald tvetydigt, og jeg vil mene, at den svarer direkte forkert. Både i det nye og gamle testamente. Derfor må en anden etisk vinkel have afgjort sagen for os. 

En person, der udelukkende har fået indrettet sit moralske kompas efter religiøse tekster, er næppe en person, der vil blive opfattet som et moralsk pragteksempel. Tværtimod lader det til, at de mest religiøse mennesker har fået forstyrret deres moralske kompas - nogle gange i en sådan grad, at de er til fare for andre. Den verdslige etik er nødvendig for at sortere i Biblens budskaber, og det religiøse udgangspunkt gør os ingen tjenester i vores søgen efter etisk forbedring. Jeg vover at påstå, at vi kunne forbedre vores etik og moral mærkbart hurtigere ved at smide religionens tunge lænker.

Derfor ser jeg ingen grund til, at kristendommen eller religion i det hele taget får yderligere plads på børnenes skema. Undervisning i etik kan gøres langt mere effektiv ved at bruge mere nutidigt undervisningsmateriale end Biblen eller Koranen. Den nutidige etik - skabt gennem århundredes filosofisk arbejde - bør være fokus for vores etikundervisning. Og den er også nemmere at servere i børne-og ungdomshøjde - det ser vi blandt andet i Peter Plys og det forrygende Phineas and Ferb. Hermed en let anbefaling ovenpå en tung omgang tekst. 

Det skal siges, at Alternativet ikke har en nedskrevet, vedtaget religionspolitik endnu. Disse synspunkter står for min egen regning. 

God uddannelse starter med eleven

Alternativet vil øge fokus på den enkeltes læring. Både fag, tempo og form kan varieres i langt højere grad end hidtil. På alle uddannelsestrin. Du skal tage en uddannelse, fordi du har håb for fremtiden. Ikke fordi du frygter for fremtiden.

I modsætning til min holdning, da jeg selv gik i ottende klasse, mener jeg i dag, at uddannelse er nøglen til fremtiden.  Vi kan gøre os en masse fornuftige tanker om, hvordan verden ser ud om 20 år, men uanset hvilke andre initiativer, vi tager, så er den mest oplagte investering i vores børn og fremtidens arbejdsstyrke.

I dag har de fleste lærere, pædagoger og forhåbentlig også politikere indset, at læring er en personlig proces, som er ligeså forskellig som vores øjenfarve. Der er gjort enorme fremskridt i læringsmetoder og forskning, som bare venter på at blive implementeret. Heldagsskolen og inklusionstanken er et par positive initiativer i mine øjne, men der er tydelige svagheder. Men først og fremmest mangler pengene. Jeg ønsker at arbejde for at tilføre Folkeskolen flere midler - i første omgang til bedre fysiske rammer for både lærere og elever. 

Som foredragsholder om ADHD og diagnosebørn hører jeg mere tale om inklusion end paven hører om kordrenge. Inklusionen i dagens Folkeskole handler om, at børn med særlige behov og evner skal undervises sammen med andre børn. Grunden til inklusion er simpel og åbenlys: Vores børn skal lære sammen med ADHD’ere og andre særlige børn - fordi de som voksne skal arbejde sammen med dem. Jo tidligere vores almindelige og særlige børn lærer hinanden at kende jo bedre.

Min holdning kræver måske lidt historisk perspektiv: 

Tidligere skrottede skolen hurtigt en ADHD’er eller en autist. Vi havde ikke tid, viden eller behov for at oplære de særlige elever. Det betød at for eksempel også ordblinde røg på porten tidligt i deres ungdom. Det kostede mange begavelser et ærgerligt arbejdsliv med uopfyldte drømme og en karriere langt fra deres evners niveau, og de blev dermed en uudnyttet resurse for vores samfund. 

I dag ved vi heldigvis mere om, hvordan vi kan undervise særlige børn. Og det er der også brug for. I fremtiden er der nemlig ikke mange jobs i Danmark til en borger, der ikke har været gennem en ungdomsuddannelse. Lærer og forskere over hele landet er i gang med tilpasse vores undervisningsmetoder til de forskellige typer af elever. Og det arbejde vil Alternativet bakke op om. Blandt andet ved at gøre flere skoler til selvejende institutioner, hvor de uafhængigt kan tilrettelægge deres undervisning efter elevernes behov og evner. 

Ungdomsuddannelserne trænger i dag til et tydeligt praktisk fokus. Alt for mange elever mister motivationen, fordi deres undervisning ikke har et ordentlig praktisk element. Som trommeslager og basketballspiller har jeg luret én afgørende ting: Man lærer bedst ved at spille. Som tømrer skal du have værktøj i hænderne, som frisør skal du have hår, og din veninder kan kun skifte hårfarve et vist antal gange. Helt konkret ønsker vi i Alternativet at alle uddannelsesinstitutioner formulerer en netværksstrategi, så de kan inddrage det lokale erhvervsliv mere i uddannelsen af de kommende medarbejdere.

Hvor længe hammeren forbliver nødvendig i værktøjskassen, eller hvornår frisørsaksen bliver laserdrevet er spørgsmål, vi ikke kan svare på endnu. Men jeg ønsker, at fremtidens professionelle bliver klar til at tage imod fornyelsen - uanset hvordan den ser ud. Den teknologiske udvikling går stadig hurtigere, og derfor vil Alternativet gøre iværksætteri, innovation og bæredygtighed til at tværfaglig projektfag i både folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Eleverne skal ikke kun undervises i, hvordan verden ser ud i dag - de skal rustes til den løbende forandring, som utvivlsomt vil komme. 

IT-politik – en overset gigant

De sidste hundrede år har Danmark udvidet sin infrastruktur i et rasende tempo. Provinsmotorveje er blevet anlagt hånd-i-hånd med toglinjer i København og et uoverskueligt antal af broer, landeveje, cykelstier og buslinjer er blevet anlagt. 

I de seneste årtier har vi oplevet en lignende eksplosion af infrastruktur et helt andet sted: Online. Fra dagligdags IT-systemer som NemID og MobilePay til de store statslige systemer i SKAT, Forsvaret, osv.

Statens rolle

Staten skal investere i store IT-projekter. Sundhedsvæsnet, uddannelsessystemet, retssystemet, osv. er alle oplagte spillere, som skal investere i vores IT-infrastruktur. Det skal de gøre med den kommende udvikling i tankerne. Opgaven med at udtænke fremtidens systemer og vælge de rette leverandører må på ingen måde tages for let. Det drejer sig jo om vores digitale infrastruktur - vejene og stierne, borgere og offentligt ansatte skal benytte mange år frem.

IT-udbud og udvikling af administrationssystemer er muligvis det absolut mindst sexede område i hele den offentlige sektor - som i forvejen ikke er rasende fræk. Men pengene på området er gigantiske - systemernes udarbejdelse tæller tusinder af arbejdspladser, og systemerne bruges jo af endnu flere. 

Du har ret. Hvorfor skal det her bekymre dig? Og umiddelbart bør det heller ikke, med mindre du arbejder i eller med offentlige IT-systemer. Ideelt set burde du bare som dansker føle dig sikker på, at arbejdet bliver varetaget ordentligt. Ligesom når det anlægges veje og bygges broer. 

Problemet

Men it-området er nyere, og derfor sker der flere fejl. Nogle af dem er forståelige smuttere, når man prøver at finde rundt i en rivende udvikling. Andre er helt fjollede. Og virkelig dyre. 

Et fejlslagent sagsbehandlingssystem til Politiet - ganske oplagt og nøgternt kaldet Polsag - er et klassisk eksempel. Der blev sparet på kreativiteten i processen med navngivningen, til gengæld fik Justitsministeriet, Rigspolitiet og CSC tilsammen 567 millioner kroner til at gå op i røg. Det er den næstdyreste offentlige it-skandale, kun overgået af Amanda-systemet, som kostede over en milliard. Det var også CSCs værk. 

Det er et af den slags beløb, der er svære at begribe. Jeg foretrækker et billede i mit hovede af en vanvittig pyramide af bundtede sedler, der brænder - under et skilt, hvor der står: “Et fuckload af stakater!” 

Løsningerne

Danmark trænger til en IT-havarikommision. Det lyder heller ikke synderlig frækt, men bag det dødssyge navn gemmer sig en smart lille instans. En havarikommision er nemlig sådan en, der lærer af vores fejl. Når en færge synker, skal vi selvfølgelig finde ud af, hvad der er gået galt. Så når Rigspolitiet og CSC bruger en halv milliard på at lave noget ubrugeligt skrammel, bør vi vel også lige sætte os ned og drøfte det igennem? 

Kernen i problemet med det offentliges indkøb af IT-systemer er, at kun en lille gruppe forhåndsgodkendte leverandører må byde på systemerne. På papiret kan jeg godt forstå hvorfor de gør det, da de gerne vil foretage kvalitetssikring og have en tryghed i det faktum, at det f.eks. er KMD A/S, der leverer et system, og ikke Jens Jensens EDB-Snedkeri ApS. Hvis det dog bare var så nemt. For KMD A/S og de andre efterlader sig jo altså et spor af projekter, der er kuldsejlede.

Derfor kan jeg bedre lide reklamebranchens indstilling. Ikke selve reklamerne, som tit gør mig rasende ved halvlegspausen, men den måde, deres udbud fungerer på. Her annoncerer Toyota f.eks. at de vil have et nyt reklamebureau, og så er der 10-20 bureauer, der byder på opgaven.

At "byde på opgaven" betyder i praksis, at de laver et oplæg til hvordan og hvorledes de vil løse opgaven. Når Toyota så ser hvem, der har de bedste idéer, tjekker de derefter om disse firmaer har deres administrative sager i orden. Det er en model, som jeg godt kan lide, for den tvinger de håbefulde leverandører til at være konkrete og fremvise noget i praksis, som ikke bare er alenlange kravspecifikationer med tillæg og bilag.

Ideerne først. Det giver da mening.

Læs mere:

http://www.version2.dk/artikel/rigsrevisionen-uddeler-oeretaeve-til-politiet-efter-polsag-skandale-51164

http://www.version2.dk/artikel/efter-version2-debat-nu-vil-k-have-it-havarikommission-87689 

http://ing.dk/blog/it-havarikommission-oenskes-126508